Digt: Hvem ringer klokkerne for?

SONY DSC

1.
Nu skulle jeg vel have taget i kirke.
Måske Gud ville have sagt mig,
hvad jeg skulle gøre,
hvad der er mit kald her i livet.
Men så sidder jeg bare her
og raller ord af mig,
jeg får ingenting gjort.
Der bliver vist ikke noget kald,
i denne omgang,
ser det ud til.
2.
Hvem er jeg så?
Det har været
en længerevarende forhandling
mellem virkeligheden og mig.
Mellem hvad virkeligheden
og hvad jeg selv syntes,
at jeg skulle være.
Noget kald fra Gud kom
og kommer der jo nok ikke
og skæbnen udeblev.Så jeg blev altså
mig,
men med stor utilfredshed,
må jeg nok sige.

Havde jeg bare været Jonas
i hvalfiskens bug,
sendt af Gud ud i verden:

For at komme med et dårligt budskab,
om snart forestående ulykker,
som så alligevel aldrig bliver til noget,
hvem kunne jeg ikke have irriteret
med mine profetier?
Min kone og statsministeren.

3.
Kære Gud.
Du som er det utrolige lys
i sindets mørke,
som er dette bjerg i
den himmelske horisont,
og horisonten i himlen
ud i uendeligheden -Kom her til mig
og placér mig et andet sted,
jeg er ikke den,
de ser,
jeg er,
og så vil de alligevel
gøre dét til mig,
dét, de alle sammen ser,
mennesker fra virkeligheden,
virkeligheden med mennesker –

Jeg kan ikke holde det ud.

4.
Jeg ved godt: Nogen gange
skal man kæmpe sig igennem,
lade sig blive noget andet gennem kamp
fortælle disse mennesker,
at man altså er en anden,
og at det er ganske fornuftigt.

Mit forhold til Gud
er faktisk meget dårligt,
jeg bruger ikke tid på ham længere,
jeg går aldrig i kirke,
jeg ville egentlig gerne gå i kirke,
men hvem møder jeg så ikke der:
Folk med fjæs, jeg ikke gider se på.

Kirkeklokkerne ringer stadig,
men jeg kommer ikke,
jeg møder ikke op.

Jeg sidder stadig her
og er optaget af mig selv.
Jeg kommer ikke af sted,
jeg bilder mig ind,
at jeg møder Gud her
i mine digte.
Måske skulle jeg have taget mig sammen,
og bevæget mig de få hundrede meter
hen i nærmeste kirke
for at høre på Guds ord.

Men jeg får det ikke gjort,
disse ord er min private gudstjeneste
min lille indre samtale med Gud
om hvad der skal ske,
hvor jeg skal hen,
men hvor skal jeg så hen?
Det skal jeg naturligvis ikke bekymrer mig om,
Ja, ja, den har vi hørt tusindvis af gange før
– kæreste Gud.
Bare glem det hele,
lad vær med at bekymre dig
og vent på, hvad der måtte komme.
Men kan man sige det i dag,
i vort moderne samfund,
hvor vi er kommet så langt,
hvor alting er beregnet og planlagt?Jamen Herre Jemini,
det kan jeg jo ikke,
jeg er jo nødt til at være lidt forudseende.Ellers var jeg en tosse,
der ikke forvaltede,
hvad jeg havde fået af Gud på rette vis,
jeg ville ikke forvalte det ene sølle talent
jeg trods alt har fået,
hvis jeg bare gravede det ned
og ventede på, hvad der måtte ske,
og så alligevel –

er det ikke det, jeg har gjort?
Jeg har gravet mig ned.
Jeg er ikke kommet nogen steder,
og det er for dårligt.
5.
Måske er jeg en slags Abraham,
der har fået en søn i en sen alder,
Men jeg er ikke en lige så dårlig far
som Abraham – trods alt,
ofrer min søn til Gud
kunne jeg nu aldrig finde på,
så langt rækker mit idioti ikke
eller min tro.
Abraham var politiker
og ville have Gud til
at lade være med at jævne
Sodoma og Gomorra
med jorden.Jeg er ikke politiker
og har ikke psyken til det spil,
men når jeg tænker over det:
Hvor var det synd for de mennesker
i Sodoma og Gomorra,
hvis de bare sådan skulle dø
under en guddommelig udslettelse
på grund af deres udsvævende liv.

Kan det virkelig passe,
at de sådan skulle udslettes?

Jeg tror det ikke,
jeg er sikker på,
at de fik lov at løbe ud af bagporten,
op på bjerget,

og så blev det hele smadret,
måske af noget man kunne kalde Guds hammer,
begge byer var alligevel faldefærdige,
og lige til højre for de gamle brokker,

ville man måske allerede være i gang med
at bygge en ny markedsplads,
en ny helligdom
i en ny by.
Imens kunne folkene
fra Sodoma og Gomorra
stå oppe på bjerget
og kigge ned på de gamle faldefærdige byer
der bliver jævnet med jorden,
og grine.

Man skal ikke fortælle
løgnehistorier om Gud,
han har altid været god.

Det er kun mennesker,
der ikke altid har været gode.
6.
Kirkeklokkerne ringer,
men jeg kommer ikke,
jeg sidder bare her,
og tænker skulle jeg være gået i kirke.
Nu sidder der en halvthundrede kirkegængere
henne i domkirken og hører på Guds ord.
Hvad er det mon de hører,
hvad er det, han vil fortælle?Jeg ved det ikke –
hvis bare jeg vidste det.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s