Jeg passer min børn,
men det er bestemt ikke nemt med min personality,
for jeg er jo vant til at være ædende kritisk
over for alt, uden omsorg for noget,
provokerende og hensynsløs.
Jeg har jo en hel enorm kritisk opladning,
jeg er en kritisk omnipotens,
hvis jeg selv skal sige det,
jeg kan virkelig være negativ,
men at passe (og helst lege med)
to små dejlige børn
– det er bestemt ikke nemt.
Min kone vil selvfølgelig gerne,
jeg skriver
noget positivt,
er idealistisk og rettroende
om det at være far
og om at passe (og helst lege med) vores børn.
Og jeg kan sikkert ikke
være det bekendt
sådan bare at skrive en masse lort,
når man nu er så heldig at være blevet far to gange,
så skal man jo være glad,
for det er jo bare så superfedt.
Man skal være udelt tilfreds.
Men det er jeg jo aldrig,
det er mig aldeles naturstridigt
for der er altid noget negativt,
der brænder sig på,
som jeg dykker ned i,
rigtig drejer rundt og forvrænger,
og moser rundt i de bløde kartofler
på den lille tallerken,
tværer dem ud over det hele
ud over kanten,
rigtig aggressiv,
ud over det hele,
i en ekstrem modvilje,
det er jo det, jeg kan
som kritiker,
kaste lorte-maden op på væggen
i ren idiosynkratisk arrigskab.
Jeg kan være helt enormt vred,
over den mindste dårligdom.
Jeg kan sætte den nederste mundskuffe helt frem
og udbryde et utroligt vredt skrig,
jeg vil ikke finde mig i det,
jeg vil se eller læse noget andet.
Jeg er absolut utilfreds
med denne allestedsnærværende talentløshed,
som man har vovet
at præsentere mig for.
PETER GRAARUP WESTERGAARD 