Digt: Köln elegi

DSC03015.JPG

I en besnærende formørkelse af Køln
høres skrigene som en hvislelyd.
Fremmedhad vinder gehør og
skaber et diabolus ex machina,
som en slange, der snor sig glubsk om en træt løvepote,
med varsler om et nyt politisk paradigme.

I det totalteater, som ikke forstår sig selv,
vil de store dyr i åbenbaringen,
igen stjæle glansen i stjernernes hvælv,
tårer fisket i ørkensandet betaler
for humanismens udtørrede relikvier.
Vi er blevet et hurtigt bytte for den sultne hypnose.

Løveflokken har vist os ur-voldens tænder
i banegårdens fortvivlede horrorshow, ganz sicher,
men med tidens irreversibilitet, og vores tilgivelse,
kan kulturernes modstand måske mixes,
til noget vi kunne kalde næstekærlighed
som umistelige perler af håb?

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s