Godnat-eventyr 4#

 

SONY DSC
SONY DSC

Der var engang et lille rige, hvor alle kvinderne var begyndt at gå efter vand ved det rustgyldne hus torsdag over midnat. Deres mænd undrede sig hver især hjemme i de små hjem. Hvad var det dog deres koner lavede nede ved det gyldne rusthus, ud over at hente vand? Men kvinderne sagde ikke noget, de sagde bare: Vi henter vand.

Sådan gik der lang tid, ja en hel sommer, hvor mændene gik og observerede med lige dele forundring og bange anelser, mens kvinderne troligt hver torsdag over midnat gik efter vand. Ingen af mændene havde taget mod til sig til at snakke med andre mænd om det mærkelige i deres koners ærinder. Men en dag efter et mindre slagsmål blev en flok mænd klar over, at mange af dem hver især gik rundt med de samme bange anelser og en sær forundring. Nu begyndte de at lette deres hjerter for hinanden.

En mand, der hed Atrix fortalte, hvordan hans kone var begyndt at opføre sig ganske udfordrende i deres samliv. Først havde han syntes, det var dejligt, men senere var han blevet mere mistænksom. Hun havde fået nye teknikker i sengen, som fik dem begge til at svæve, men efterfølgende var han kommet til at tænke på, hvor havde hun lært det – måske nede ved rusthuset, hvor ellers?

Badis havde oplevet noget lignende. Pludselig var hans kone begyndt at være den aktive og lokke ham med i seng, og det var altid om fredagen, dagen efter torsdag, hvor hun havde hentet vand ved det gyldne hus den halve nat. Han havde nok lagt mærke til, at hun hele fredagen havde forfulgt ham rundt i huset og gjort sådan lidt småkur til ham, lagt en hånd her og der, og han havde da også syntes, at det var dejligt, men hvorfor nu denne imødekommenhed? Han forstod det ikke, måske havde det noget med det gyldne hus at gøre?

Celus mente, at det var ved at tage overhånd. Hans kone ville ligge med ham hele tiden, og da han var lidt ældre end hun, kunne han næsten ikke holde til det længere. Han var begyndt glæder sig til hver torsdag over midnat, for så var hun da i det mindste ikke hjemme. Men desværre tog fanden endnu hårdere fat næste dag, så hun var helt uudholdelig.

Det var den samme lykke alle steder, i alle hjem, hos alle mænd. Alle havde de oplevet blomsternes kildrende tæppe om bjerget. Bierne, der brummede lystigt i hjerneskallen. Måske skulle mændene bare lade være med at gøre noget, tænkte de. Det var jo alligevel den lykkeligste tilstand, man kunne tænke sig, var det ikke? Så gjorde det vel ikke noget, at det var lidt gådefuldt?

Og pludselig gik det op for dem, at de måtte beskytte deres nye lyksalighed fra at slippe ud til de omliggende riger. For hvad ville der ikke ske, hvis begærlige mænd fra de omliggende riger hørte om de nye evner blandt kvinderne? Hvilket rend ville de ikke få fra lykkeriddere og opkomlinge – som de kaldte dem.

Mændene begyndte at bygge en mur, så man var sikker på, at ingen fremmede mænd kunne komme igennem til det lille rige. Man lavede et særligt system, der kunne spotte om en skikkelse var et hankøn, og var han det, råbte man ham an og bad man ham vende om og gå hjem. Fremmede mandfolk havde ikke noget at gøre i riget.

Da nu først mændene havde sikret rigets ydre mod fremmede mænd, kunne de alligevel ikke styre deres nysgerrighed. Den indre slange pirkede til deres videbegærlighed. De måtte altså vide, hvad der skete nede ved det rustgyldne hus over midnat. Den næstkommende torsdag over midnat listede mændene af sted, lige i hælene på kvinderne. Børnene måtte ligge alene hjemme og sove, skønt mændene havde lovet at kigge efter dem netop hver torsdag over midnat.

Først kunne mændene ikke se noget overhovedet ved det rustgyldne hus, og der kom næsten ikke noget lys ud af vinduerne. Mændene tænkte, måske var det slet ikke her, kvinderne mødtes? Måske havde de løjet, og huset havde kun været et påskud for at mødes et andet sted? Men lige så stille listede mændene sig hen til huset, og forsigtigt kiggede de ind gennem vinduerne. Og her så de i sandhed et særpræget og forunderligt syn:

Kvinderne dansede rundt om en rank søjle, der løftede tagets hvide himmelhvælving. Vand løb ned langs den glatte overflade og dannede en lille sø om søjlen. Søjlen brummede med enorme energiudladninger. Herefter kom der pludseligt et ubeskriveligt stærkt lysglimt, og en stråle bredte sig rundt i rummet og ramte kvindernes pander. De var som i trance og dansede ekstatisk frem og tilbage til den rytmiske brummen fra søjlen. Da seancen var slut, skyndte mændene sig væk, og lidt efter lidt kom kvinderne svævende salige ud af huset. Mændene sagde ikke noget om, at de havde beluret kvinderne.

Lykken varede mange somre i det lille rige. Kvinderne blev ved med at hente vand hver torsdag over midnat ved det rustgyldne hus. Med tiden blev det rustgyldne hus endog gjort til et tempel, hvor kun kvinderne havde adgang. Hver torsdag over midnat tilbad de søjlen og modtog endnu mere af den uendelige visdom, som strømmede til dem. Børneflokken øges i takt med visdommens glæder, og alle børn blev regnet som de ægteste arvinger til det lille rige.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s