Kærlighedsmaskinen – en fortælling

SONY DSC

I et rige kunne mænd og kvinder ikke finde ud af kærligheden. En kvinde, der mente, hun kendte til kærlighed, havde fortalt om den til en mand, som derefter gik ud i verden for at fortælle det budskab, som han havde fået fra kvinden. Hvert eneste sted han kom, sagde han blot: ”Sandheden om kærligheden befinder sig altid hos manden og det mandlige. Spørg en mand, og du vil kende kærlighedens natur.” Men en kvinde, der kom hen til ham, sagde, at hun havde hørt et sted, fra en mand, der mente, han kendte til kærlighedens natur, at sandheden om kærlighed altid befinder sig hos kvinden og det kvindelige.

Der opstod stor diskussion hos folkene i riget, og de kunne ikke blive enige. Folkene i riget ville nu bygge en maskine, som skulle regne kærligheden ud for dem. Men det var ikke nemt, for kvinderne og mændene kunne heller ikke blive enige om at bygge maskinen i fællesskab. Så det endte med, at de skulle bygge hver sin del. Maskinens regnemetode skulle bestå af kun to variationer, nemlig en mandlig komponent og en kvindelig komponent, som så til gengæld skulle strækkes ud til næsten et uendeligt antal kombinationer. På den måde skulle maskinen blive i stand til at udtænke sandheden om kærligheden for begge parter.

Maskinen var stor og brummede. Den kunne både tænke i ring og i kasser og begyndte efterhånden at vokse af sig selv, blomster skød op oven fra på dens ryg, pladerne omkring maskinen blev mere og mere levende. I forenden af maskinen dannedes efterhånden en udgang, hvor man kunne forestille sig, at monstrummet kunne spytte sandheder om kærligheden ud, og til bagenden dannedes et lille hul, der efterhånden blev til en lille lem, som ingen endnu vidste, hvad skulle bruges til.

Hvad der nu efterhånden lignede en levende organisme kom til at stå midt på torvet mellem kvindernes gruppe og mændenes gruppe, lige midt for, så ingen blev forfordelt. Maskinen brummede og brummede og lignede noget, der skulle kaste alt det op, den havde i sig. Det begyndte også at lugte fælt om maskinen, så meget rumlede den og sendte gasser ud. Og pludselig gav den los og befriede sig fra alt, hvad den havde i sig. Der var en sand stank omkring den, og det var ikke nemt at se noget i skyen af sandhedsuddunster. Nu begyndte maskinen at tale:

– En mand og en kvinde skal lægge sig ind bag i mig, sagde den.

Folkene blev blege af frygt for, at en mand og en kvinde skulle ligge sammen. Det var det stærkeste tabu i det lille rige. Men maskinen insisterede med hele sin massivitet. De to grupper begyndte nu at tale sammen og finde et egnet par til at kravle ind bag i maskinen. Der var ikke mange, der havde lyst til at lægge sig i det stinkende bæst, og da slet ikke med en fra det andet køn.

Men folkene fandt alligevel et ungt par, hvor hun kom fra sødalen, og han kom fra bjergplateauet, som de tænkte måske kunne lokkes til at lægge sig ind bag i maskinen. De var sådan lidt naive og godtroende og havde vist endog sendt øjne efter hinanden. De to unge mennesker ville naturligvis ikke i første omgang, men alle rigets borgere tilskyndede fra begge sider, “jo kom nu, gør det for vores skyld, kom nu.” Og til sidst indvilgede de, åbnede lemmen og kravlede ind bag i den brummede maskine. Der gik en rum tid, ja måske en hel time, og så kom de ud igen.

Men da var det unge par i sandhed forandret. De var stik imod alle regler og al moral tæt omslynget og var helt uadskillelige. De kyssede hinanden både foroven og forneden – og rørte ved hinanden, hvor det netop ikke var helt legalt. Det var vederstyggeligt for de rivaliserende grupper at se på, en mand og en kvinde skulle holde sig fra hinanden. Men som tiden gik kunne rigets borgere godt se, at de to faktisk var glade for hinanden, og der gik da heller ikke lang tid, så var der endnu et par, denne gang ikke helt unge, tværtimod, som også havde lyst til at forsøge sig med maskinen, selvom de naturligvis hadede hinanden af hjertet, det forsikrede de alle om.

Også dette par kom fuldstændig sammenvokset ud af maskinen og var mere eller mindre uterlige, så man måtte ringe efter sædeligheds-ordenen. Men folkene i riget ville høre: Hvad skete der derinde? Og snart var der et nyt par, som var parat til at kravle ind i maskinen, og det varede aldrig, så begyndte der at danne sig en kø bagved maskinen. Nu ville alle rigets indbyggere prøve en tur inde i den store maskine. De stod ligefrem i kø, mens de ventede på lyksalighederne.

I det høje fulgte Gud med i festlighederne og tænkte, at nu var de ved at blive for meget. Så han steg for en kort øjeblik ned på jorden blandt menneskene i køen:

– Så kan I godt holde op med det pjat, gå hjem til jer selv, sagde han.

Og så gav han maskinen et ordentligt spark bagi, så den faldt fra hinanden. Det lød næsten som en dej, der blev punkteret. Maskinen sagde puf, og lystigheder på torvet stoppede. Folkene i riget blev lidt skamfulde, men mændene og kvinderne i riget havde nu opdaget kærlighedens sande natur.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s