Swedenborgske drømmedigte

SONY DSC

Det er Allehelgensaften om en uge. Ved Allehelgen mindes vi de døde. Hvad kunne være mere oplaget sådan en aften end at lade sig absorbere i den store svenske mystiker og seer, Emanuel Swedenborg** (1688-1777)? Her er ni swedenborgske* digte.

I
Jeg ser Swedenborg
Ude i haven sad Emanuel Swedenborg
i skyggen af et træ.
Han var nu selv blevet en engel,
men altid delt mellem to verdener
var han heller aldrig kommet til
at føle sig helt hjemme i det hinsides.Han havde siddet i himlen
og drømt sig tilbage til det dennesidige
og forestillet sig, at han trin for trin
steg fra det højere og ned til det lavere.

I en kort åbenbaring var han således
kommet tilbage til min have
for igen at se, hvordan det grænseløse
kunne være afgrænset,
det uendelige endeligt og det fuldkomne ufuldkomment.

Han sad og kiggede sig omkring
og mærkede, hvordan tiden kunne flyve fra ham.
Han følte sig et kort øjeblik befriet fra den åndelige verden;
han kunne mærke tyngdekraften snurre i benene
og da en vind kom ind igennem haven,
blev han henrykket siddende et par sekunder,
inden han igen forsvandt med op gennem bladene på træet.

II
Jeg er måske Swedenborg

a.
Jeg er bange for himlens sus,
bag døre, ved sprækker og ved vinduer.
Gud finder altid et åbent sted i mit hus.
Englene synger skarpt og skingert.

Jeg holder mig for ørene.
Der er en himmelsk sang,
en gennemtrængende storm,
af sitrende vibration i mit svage kød.

b.
I spejlet ser jeg mig selv:
Jeg er deform.
Med for lange ben og en fed krop.
Jeg svulmer med indbildt månesyge.

Englene synger til mig
om himmelske sfærer.
De synger, at jeg er udvalgt.
Jeg skal se og høre ting,
som andre ikke kan se og høre.
Det er en sær forbandelse.

c.
Jeg vågner i en drøm.
Solen slikker mig.
Jeg har fået et øje i panden
med det skal jeg se selveste Gud.

Satan render efter mig.
Hans stemme er en svirende pisk,
og jeg er et modtageligt kød

d.
Omkring mig er døde blomster.
Det er en sær ild,
der har forbrændt alt.

Satans tørke knitrer som mægtige bål.
Jeg skal være den nye gartner,
siger jeg til mig selv.
Jesus er vandet.
Gud selve livet.

III
Jeg rammes af den sære ild

Nu æder mine flammer alt
mit bål vil knitre lystigt,
mørkets kræfter er i min ild,
her sværmer natten sammen.

Forførte kvinder flygter bort
fra flammens smukke danse
men ildens stærke fangearm
vil aldrig slippe taget.

Min ild har brændt en magisk ring,
som ingen kvinde bryder.
De fanges ind af ildens magt
og mærkes af dens gløder.

Og bange mænd vil bære vand,
til den tørstende  flamme.
Men flammen tager hurtigt fat
og slikker deres lemmer.

I disse mænd vil spire ild
som kvindelige blomster.
Jeg svitser alt fra rod til knop
på deres spinkle stilke.

Gud puster til den sære ild,
der brænder i mit indre.
Tilbage står kun askens støv
når jeg til sidst forsvinder.

IV
Nu står jeg ved Satans port

Mit kald er her ved Satans port:
Jeg ser dæmoner vente
i et bjerg af lodret ild,
hvor flammen svitser himlen.

Jeg rammes af den sære ild,
se nu begynder kampen,
hvor alt fra himmel og til jord
forhvirvles rundt i flammer.

Jeg ser min stjernes røde flod,
hvor ild med ild bekæmpes,
hvor ben og arme slynges rundt
i strøm af glødende blod.

Med Gud bekæmpes Satans ild
Jeg stormer gennem porten,
men bag hans port forbrændes alt:
To øjne ser kun – intet.

V
En fortabt sjæl råber til den fraværende Gud

Gud – hvad ville du sige til mig nu,
hvis jeg var Judas?”
”At jeg for altid var fordømt,
fordi jeg gik mine egne veje?”

“Det er forfærdeligt af mig: Jeg er kristen,
alligevel er jeg en forræder,
som har arbejdet mod min plads i kosmos,
har handlet livet af med et andet folks gud.”

”Havde jeg bare været ateist,
men ikke en gang det er jeg.
Jeg vil gerne tilbage i folden til dig, min Gud,
jeg vil gerne tilbage til dig.”

“Et må jeg dog betinge mig,
at du lader mig blive på den vej,
jeg er på nu.”

”Jeg kan ikke sætte betingelser op over for dig,
alligevel gør jeg det – hvad gør du ved mig nu?
Er jeg for altid fordømt?
Udslet mig gerne, gør alt ved mig,
jeg går ikke tilbage,
jeg tager ikke en anden vej.”

“Det er en uhyrlighed, jeg ved det,
men tag mig tilbage, som jeg er nu,
skønt jeg er en forræder,
og skønt jeg ikke vil ændre på mit forræderi.
Men måske har du villet det sådan med mig Gud?
Kan du tilgive, hvad jeg har gjort?
Svar mig Gud!”

VI
En engel svarer

”I Gud bliver mennesket
gjort opmærksom på sig selv,
fordi mennesket kan erkende
altings korrespondance.”

“Korrespondancen virker på alle planer
og er altings essens.
Mennesker kan bevæge sig
gradvis op mod det himmelske,
ved at være i korrespondance med Jesu kærlighed.”

”Alting har engang været Gud,
og vil igen engang blive Gud.
Hvis mennesket således kunne opnå fuld korrespondance
ville det lære, hvordan alting virkeligt er: Gud.”

VII
Jeg siger til dronningen

Står du ved afgrunden til døden, skal du løbe.
Alt hvad du kan. Løbe bort ind på det sikre land
Og skjule dig bag bjergene, i skovene, i det tætte græs.

Du er en dronning,
selv nu, hvor du bliver nødt til at skjule dig for døden,
som en simpel bondepige.

Men hvor du end er i bjergene, vil jeg komme
og række dig en hånd, når du skal krydse en farlig kløft,
hver gang du kommer ud af skovene,
vil jeg lede dig til et bedre skjulested.

Markerne vil jeg holde frugtbare
til den dag, hvor du måtte ønske
at ligge hemmeligt i det grønne græs.

Se, døden kan ikke finde dig nu. Afgrunden er så langt væk.
Så længe du skjuler dig for døden
kan du leve. Så længe du skjuler dig for døden
kan jeg leve.

Jeg vil aldrig fortælle dig det: Men jeg skjuler mig i dig.

Jeg vil omkredse dig med ord.
Når jeg kalder dig en evig rose,
vil døden undre sig over
en uendelig smuk blomst, der aldrig kan visne.

Og han vil blive nødt til at gå bort fra haven,
hvori du evigt blomstrer.
Jeg vil stå på vagt nat og dag
kun nogle få meter fra dig.
Døden vil aldrig nogen sinde få lov at plukke dit liv.
Knække din stængel.
Begynde din død.

VIII
Måske snarere mine Bellmanske tåger

a.
Snaps, denne snaps,
Jeg sidder i mine åndsstyrtninger.
Og pludselig taber jeg snapseglasset,
med snaps ud over det hele.
Gud vågner. Ha, den gamle.

Jeg styrker mig igen ved ånden
fra Jesus Kristus, den digtede spiritus.
Nu skal jeg ikke mere drikke snaps.
men drikke af selve Gud i mine ører.

b.
Alfabetet er et svagt sted
at kringle Gud i faste ord.
Men så alligevel: Denne glæde ved
at have noget af ham
også her.

c.
Jeg har opdaget Jesu klarsyn.
Han er en forstander for os blinde.
En solgave i menneskets mørke øjenhuler,
mon frère.

IX
Men jeg har mødt Jesus

Jesus er en sær mand.
Altid forstår han alting. Allerede som
lille dreng forstod han mere
end de lærdeste skriftkloge
nogensinde ville komme til at forstå.

Mest går han rundt for sig selv.

Han taler med Gud,
eller med det, der er guddommelig i ham selv.
På sin vis er der ikke noget stort i hans tanker.
De er ikke særligt komplicerede.
Men ulykkelige mennesker bliver meget lykkelige.

Hans disciple kan se noget i ham.
I ham genkender de noget af sig selv.
De salver hans hænder og fødder,
og føler sig befriede fra deres indre lidelser –
blot han siger til dem: ”Gå bort.”

Note:

* De fleste digte er ældre og har været trykt tidligere. Det er en repremiere. De swedenborgske digte er fiktion, men de er også sympatisk indstillede og inspireret af Swedenborgs oprindelige projekt, selv om jeg har ‘opfundet’ lidt.


** Swedenborg var en stor videnskabsmand og opfinder, men i 1744 begyndte han at have mærkelige drømmesyner, som efterhånden viste sig at være, hvad han selv opfattede, en direkte kontakt til det hinsides. Han kunne tale med døde i efterlivet i himlen. De næste år af sit liv nedskrev han minutiøst, hvad han havde oplevet og set i himlen som en anden antropolog.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s