Café So Flute – Sputnik-historier I

SONY DSC

 

“Selvom du havde været pølsemand på månen, så havde jeg været ligeglad”.
– Hans-Jørgen Schanz

Sputnik var pølsemanden på månen. Han var også en af de forsvundne personer, som det berømte tv-program, Sporløs, havde opgivet at finde.

Den sidste jeg gang jeg så ham var for 10 år siden i en taxi på vej hjem fra byen i Aarhus. Sputnik var blevet ikke så lidt fuld efter en hel aften på jazzcafeen So Flute, men ikke mere end, at han stadig kunne stå på sine ben og skynde sig hen til en unge kvinde, da han fik øje på hende ved udgangen. Hun var på vores alder, måske et par år ældre, helt mørkhåret og havde en udstråling af selvstændighed og fransk subtilité. Hun var meget elegant klædt, hvilket fik mig til at tænke på, at hun sikkert allerede havde et fedt job, hvor hun tjente loads of moneyHun var netop ved at tage sin frakke på, inden hun skulle ud i vinternatten. Tilsyneladende havde hun været inde at høre jazz helt alene.

Som en humanistisk ungtyr måtte Sputnik lige nå at fange hende, inden hun gled ud af døren. Han kæmpede sig febrilsk igennem en flok mennesker, der stod og skulle have mere øl i baren, og han var ved at falde over et stoleben, men han nåede frem inden hun gik. Imens måtte jeg vente pænt. Vi havde også allerede rejst os fra vores bord for at tage hjem, da han fik øje på kvinden.

Først begyndte han at omtale den konsultation, han havde fået hos hende – i stærkt floromvundne vendinger. Hendes ansigt afslørede en vis overraskelse over situationen og antydede, at hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre ved den pludselig opmærksomhed, der kom fra en bedugget klient klokken et en mandag aften på en af byens jazzcafeer. Den unge kvinde måtte på en eller anden måde være hans læge, eller måske psykolog, det måtte jeg finde ud af.

Hun spurgte lidt drillende, om han jo ikke havde en sød kæreste, han skulle hjem til nu? Men Sputnik var ikke sådan at ryste af sig, og sagde, at han måtte indrømme, at han netop var blevet single (hvilket ikke var helt rigtigt). Det var hun ked af at høre, sagde hun og knappede sin sorte frakke helt tæt om sin slanke figur. Hun tog sin taske.

– Min taxa er her, sagde hun, og begyndte at bevæge sig ud af cafeen. Sputnik fulgte med ud i det kolde januarmørke, Sputnik sagde farvel til den unge kvindelige læge, og han bevægede sig lidt usikkert hen til sin cykel, mens hun var på vej hen til den ventende taxa. Hun kiggede flere gange vurderende hen imod ham, mens han satte lys på cyklen:

”Har du tænkt dig at cykle hjem?” spurgte hun kort.

Sputnik vidste ikke, hvad han skulle svare og sagde, at han nok også hellere måtte trække hjem.

”Bor du ikke i Åbyhøj?” spurgte hun.
”Jo, jo. Det gør jeg.”
”Jeg synes ikke, at du skal cykle hjem. Du kan komme med mig taxaen, jeg bor faktisk også i Åbyhøj.”

Først nu opdagede den unge læge, at jeg også var der og jo på en måde hørte med til selskabet.

“Hov, hvem er din ven?” spurgte hun. “Skal vi bare efterlade ham her?”
“Det er Peter Westergaard. Han interesserer sig meget for Platon”.
“Nå, goddag, skal du samme vej? Altså til Åbyhøj?” Smilede den unge læge.
“Øh ja,” fik jeg fremstammet.
“Så kører du med,” sagde hun.

Og sådan blev det. Sputnik og jeg fik ikke megen betænkningstid. I næste øjeblik havde hun prajet en taxa, og vi følte ikke vi kunne gøre andet end at tage med hende i taxaen ud til Åbyhøj.

Sputnik fik også cyklen med taxaen. Taxamanden måtte hjælpe ham med at få den hængt bag på. Jeg satte mig ind på forsædet af taxaen, da jeg stadig ikke følte, jeg tilhørte en central del af det lidt overraskende selskab. Ind bag i bilen satte Sputnik og lægen sig. Mens vi kørte afsted ud af Silkeborgvej i Aarhus by night, sad jeg og tænkte på, om det var en smule akavet eller lidt inciterende at køre i taxi efter midnat med ens læge, især da det mindede om den typiske situation, hvor man kørte hjem sammen efter at have scoret på et diskotek. For hvad ved ens læge ikke om en?

Sputnik var sikkert ikke helt klar over om hans læge blot ville forhindre, at han kørte hjem på cykel i sin brandert, eller hvad hun ville – og det var hun måske heller ikke. De sad tæt op ad hver sin dør bag i taxaen, og jeg spekulerede på, om de nu begyndte at rykke lidt nærmere på hinanden. Fra forsædet kunne jeg holde lidt øje med dem og høre deres samtale.  

”Det var godt, at du kom over den sygdom, jeg kan måske bruge noget af dataen i min forskning,” sagde hun endelig.
”Tak, det er dejligt at være fri for, og samtidig er det jo også lidt flovt,” sagde Sputnik.
”Du skulle passe lidt bedre på.”
”Jo, det skal jeg vel. Jeg arbejder på det.”
”Hvad med, at du kommer forbi mig en af dagene, så kan vi tale om det?”
”Jo, jo, hvis du vil,” sagde han overrasket. Lægen havde åbenbart lægelig interesser ud over det sædvanlige.
”Øh, hvornår skal jeg komme?”
”Du kan komme forbi mig i morgen, jeg har ikke så god tid om dagen, men du kan komme hjem til mig selv om aftenen. Jeg bor på Balders Vej 12,” sagde hun.
”Det vil jeg da gerne,” sagde han. Han så ikke så lidt overrasket ud, da hun foreslog, at han skulle komme hjem til hende selv. Jeg kunne se, hvordan en vis ambivalent spænding begyndte at vokse i ham, samtidig med at han var for fuld til at folde sig ud som ung charmeur.

Taxaen kørte nu i meget høj fart ud af Silkeborgvej efter, den var kommet forbi krydset ved Ringvejen, og Sputnik og hans kvindelige ledsager sad stadig begge tæt op ad hver sin dør. De talte ikke længere med hinanden, men kiggede begge ud af hver sit vindue. Der var ingen andre biler på vejen. Nogle få snefnug i luften smeltede, når de ramte den tilsaltede asfalt eller bilruden. Jeg så ud på de øde strækninger mellem lygtepælene. I løbet af nogle få minutter ville Sputnik være hjemme. Sputnik havde kun et enkelt værelse i en lejlighed, som lå oven på en butik, der solgte kontorartikler. Og jeg skulle også stå af. 

Da vi var fremme ved det hus, hvor Sputnik havde lejet et værelse, spurgte han hurtigt den unge læge, hvor meget han skulle betale af taxaen, men hun afslog og sagde, at det jo var hende, der havde insisteret på, at han ikke skulle cykle hjem. Hun havde syntes, at han virkede til at have drukket for meget. Det havde han måske også, sagde han med et malplaceret og kunstigt grin.

”Men vi har en aftale i morgen aften? Skal vi sige klokken otte?” sagde hun bag ham, da han steg ud af taxaen.
”Jo, lad os det!”
”Husk jeg bor på Balders Vej 12. Det er et stort hvidt hus med rødt tegltag.”
”Jeg tror godt, jeg kan huske det!”
”Skal jeg skrive det ned, så kan du også få mit telefonnummer, hvis der skulle komme noget i vejen?”
”Det kan godt være, at det er god idé.”  

Sputniks læge fandt sin sorte håndtaske frem og begyndte at lede i den, og selv om vi nu stod uden for taxaen, kunne man høre en masse hårde plastikgenstande, der med en sær dump lyd gled op og ned ad hinanden, mens hun ledte. Hun fandt til sidst en lille blok og en elegant fyldepen, og skrev hurtigt adresse og telefonnummer ned og rakte det ud gennem den åbne taxadør. Hun smilede. Sputnik sagde genert tak og sagde også igen tak for turen, som en artig skoledreng. Taxaen kørte videre og det var hunde koldt.

– Fik du lige stablet en date på benene i sin brandert uden gøre noget som helst for det? Sagde jeg til Sputnik. Han havde for mig at se været fuldstændig ynkelig og u-cool i sin fuldemandsjagt og men sine skoledrengede kommentarer. Dette stred mod mine fast overbevisninger om dating-livets fundamentale love og vildveje. Hun var helt uden for hans league og alligevel skulle han nu “besøge” hende i eksklusivt.
 Måske, sagde Sputnik. Det var karakteristisk for hans forhold til kvinder og den måde han gik i byen på, at han havde en mærkelig akavet, men også utrolig nonchalant omgang med kvinder, ja måske med alle mennesker.
– Nå, vi ses, sagde jeg.
– Ja, sagde han. Men det gjorde vi ikke.

Og hvorvidt han nogensinde mødtes med sin læge under såkaldte eksklusive private omstændigheder, ved jeg ikke, han var i hvert fald forsvundet 3 måneder efter – og jeg har ikke set ham siden. Så jeg fik aldrig noget svar på, om der blev en erotisk lægeroman ud af forholdet mellem en ung kvindelig læge og en pølsemand fra månen.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s