Odins søn i græs som danser
og som viking kæmper død,
rundt og højt med lange lanser
og et skjold mod de onde stød.

Lys en fjende som i mørke ser,
der kom fra den indre sladresæk.
Her er åbent ragnarok, og Loke ler
guldglimt i den sprudlende bæk.

Vi danser om en guldkalv, blæser
i horn, og nedkæmper ormen rød
sent i en aftentime, nu vi hvæser
som bjerge skælver den grønne død.

Tor vender stenen mod den golde sky,
græder Frejas tårer en sidste gang,
inden han betaler gælden gammelsyg
med mandsmod, ære og sin undergang.

I plankeskål sidder han vikingforladt,
i en svunden stævn rejser han bort,
mellem bjergenes kanter dobbeltsat,
hamrer han sig atter op i bølgens port.