Eksistentialismen spiller som filosofisk retning en rolle hele vejen op gennem sidste halvdel af tyvende århundrede og også i begyndelsen af det enogtyvende århundrede. Dette hænger sammen med, at individet stadigt må overveje sin egen eksistens i de stadig foranderlige livsbetingelser. Særligt sygdom, og herunder pandemiske forestillinger bliver et mellemværende for eksistentialismen, og derfor præsenteres kort her nogle hovedtanker, der kan bruges i en forståelse af Corona-pandemien.

Et hovedværk i den pandemiske litteratur er Albert Camus’ Pesten fra 1947, hvor en imaginær pest bliver skildret som en allegori over Anden Verdenskrig. Denne sammenligning mellem pandemi og krig er ikke tilfældig, fordi begge fænomener afslører menneskelivets grundlæggende absurditet. Under en pandemi bliver det endnu tydeligere, at der er en konflikt mellem menneskers individuelle tilbøjeligheder og kravet om solidaritet og fællesskab. Mod slutningen af romanen, hvor pesten forsvinder, bliver det klart, at intet er det samme som før. Pesten har afsløret menneskelivets grundlæggende vilkår skåret ind til benet.

Ved siden af Albert Camus står Jean-Paul Sartre som en af eksistentialismens fædre. I sit essay “Eksistentialismen er en humanisme” (1946) skriver Jean-Paul Sartre, at “eksistensen går forud for essensen” og det gør sig særligt gældende under en pandemi. Her forsøger menneskeheden at bevare eksistensen på bekostning af essensen. Det er således ikke afgørende, hvem og hvad et menneske er (:essens), men det centrale mål er at bevare eksistensen, altså overlevelse. Under en pandemi bliver mennesket eksistensvilkår udstillet i deres nøgenhed: Hvad vil det sige at være menneske? Mennesket får muligheden for at forholde sig afgørende til sig selv. Et livtag med en pandemi er også et forsøg på bekæmpelsen af meningsløsheden.

Tid og rum
Pandemier sætter spørgsmålstegn ved menneskets eksistentielle grundvilkår ved at ændre tilværelsens eksistentielle grundtræk. For det første ændres tid og rum. Mennesker kan ikke længere agere i rummet omkring dem som før – idet der overalt i omgivelserne kan lure en eventuel smittefare. Rummet bliver afgrænset og indskrænket. En karantæne eller en isolation er en radikaliseret afgrænsning af rummet.

Tidsopfattelsen under en pandemi ændrer sig også, da der indsættes en klar afgrænsning mellem før og efter et udbrud. Ved pandemiens indtræden sættes et afgørende nu, som alt drejer sig om at komme ud af. Det beskrives, hvordan tiden er knap, samtidig med at den kan være uudholdelig lang. Den pandemiske isolation kan beskrives både som en ventetid og en akut tid, hvori tiden, hvor personerne kunne gøre noget er forsvundet, pandemien har spredt sig så meget, at den ikke kan stoppes. Tiden bliver mere individuel, men samtidig også mere kollektiv. Alle oplever det samme, men samtidig står personerne med en individuel smerte og eksistentiel angst for udviklingen, der kan lede til død og lidelse.

Kroppen
Den kropslige erfaring står i centrum i eksistentialismens beskrivelse af en pandemisk erfaring, fordi den fysiske krop er i fare for at blive smittet og dermed gå til grunde. Det pandemiske gør mennesket fremmedgjort over for egen krop. Det kan ske både, hvis man føler sig invaderet af noget fremmed, og hvis man føler, at ens krop er del af noget større, fordi det pandemiske skal bekæmpes og man ikke længere er herre over egen krop. Kroppen bliver på en måde genstand for en anden magt, statens magt eller sundhedssystemets beslutninger.

Seksualitet
Det er ikke uhørt, at der er en tæt forbindelse mellem seksualitet og det pandemiske, i hvert fald i litteratur og film. Seksualitet kan i sammenhæng med det pandemiske vise spillet mellem tiltrækning og frastødning, som kan være ganske paradoksal og irrationel. Hvad der ikke må være tiltrækkende, bliver det naturligvis, fordi det er grænseoverskridende. 

Det seksuelle kan også fremhæve den tabuiserede følelse ved smitte. Alle pandemiske sygdom er forbundet med tabu og stigmatisering, både konkret og i overført betydning. Her er seksualitetens markører med til at fremme denne forestilling. Den mest stigmatiserende pandemiske sygdom er også den seksuelt overførte, da den udsatte eller grænseoverskridende situation udtrykker eksistensens udsathed i moderniteten.

Det sociale
Sartre sagde, at “helvede det er de andre” og det viser dig dobbelt ved en pandemi. For her er den anden person en konkret fare, fordi vedkommende kan udgøre en konkret smittekilde, men i en større kontekst kan denne situation også afspejle eksistentielle grundproblematikker i samværet med andre mennesker. For vi definerer vores identitet gennem forskellen til eller ligheden med den anden eller de andre.

Det er vores sociale kontekst, der definerer hvem vi er, og vi får adgang til, hvem vi selv er gennem andre. En litterære beskrivelse af en pandemisk erfaring kan vise det svære i denne proces, fordi man frastødes af hinanden på grund smittefaren, og hvis man er i karantæne eller isolation gennem længere tid, bliver det yderligere svært at forklare for sig selv, hvem man egentlig er, når man lever i mere eller mindre afsondrethed fra andre mennesker.

Frihed og karantæne
Under en pandemi bliver særlig forholdet mellem individets frihed og de samfundsmæssige restriktioner afgørende for eksistensen, og ofte sammenlignes pandemiens undtagelsestilstand med en krigstilstand. Her kan det være lærerigt, hvad Sartre siger om franskmændene under Anden Verdenskrig: “Aldrig har vi været mere frie end under den tyske besættelse. Vi havde mistet alle vores rettigheder.” Det kunne overføres på oplevelsen af det pandemiske og corona, vi kan have mistet retten til at mødes, vi kan miste flere grundlæggende frihedsrettigheder, men ikke desto mindre kan vi finde en eksistentiel kerne, hvor vi kan vælge os selv i situationen, fordi det er frihedens paradoks, at vi kun er frie i situationen, idet vi vælger os selv, som vi faktisk er og i det vi befinder os.