PETER GRAARUP WESTERGAARD

Dansk litteraturhistorie har i gymnasiet gennem tiden levet i et tæt forhold til moderne filosofi og idéhistorie. Krydsfeltet mellem litteratur og filosofi er særligt relevant, når man skal arbejde med pandemier i litteratur. Ud over at man kan gå filosofisk-sociologisk til værks og beskrive pandemiske erfaringer ud fra senmodernistiske teorier, så kan eksistentialismen som filosofisk-litterær retning også udgøre en kongevej til at forstå den pandemiske erfaring hos det moderne menneske. I bogen Pandemier. Litteraturhistorier blev der ikke plads til eksistentialismen, men man kan så i stedet læse om det her på min hjemmeside.

Albert Camus’ Pesten fra 1947 et et hovedværk i pandemisk litteratur, I denne romanen bliver en fiktiv pest skildret som en allegori over Anden Verdenskrig. Den allegoriske sammenligning mellem pandemi og krig er ikke tilfældig, fordi begge fænomener afslører menneskelivets grundlæggende absurditet.

Under en pandemi bliver det endnu tydeliere, at der er en konflikt mellem menneskers individuelle ønsker og mål og kravet om solidaritet og fællesskab. Mod slutningen af romanen, hvor pesten forsvinder, bliver det klart, at intet er det samme som før. Pesten har afsløret menneskelivets grundlæggende vilkår skåret ind til benet.

Ved siden af Albert Camus står Jean-Paul Sartre som en af eksistentialismens vigtigste tænkere. I sit essay “Eksistentialismen er en humanisme” (1946) skriver Jean-Paul Sartre, at “eksistensen går forud for essensen” og det gør sig, kunne man tilføje, særligt gældende under en pandemi. Her forsøger menneskeheden at bevare eksistensen på bekostning af essensen. Det er altså  ikke afgørende, hvem og hvad et menneske er (essens), men det centrale mål er at bevare eksistensen, altså overlevelse. Under en pandemi bliver mennesket eksistensvilkår udstillet i deres nøgenhed: Hvad vil det sige at være menneske. Mennesket får muligheden for at forholde sig afgørende til sig selv. At bekæmpe en pandemi er også et forsøg på bekæmpelsen af meningsløsheden.

Tid og rum
Pandemier i litteraturen sætter altså spørgsmålstegn ved menneskets eksistentielle grundvilkår. For det første ændres tid og rum under en pandemi. Mennesker kan ikke længere agere i rummet omkring dem som før – idet der overalt i omgivelserne kan lure en eventuel smittefare. Rummet bliver afgrænset og indskrænket. En karantæne eller en isolation er en radikaliseret afgrænsning af rummet.

Tidsopfattelsen under en pandemi ændrer sig også, da der indsættes en klar afgrænsning mellem før og efter et udbrud. Ved pandemiens indtræden sættes et afgørende nu, som alt drejer sig om at komme ud af. Det beskrives, hvordan tiden er knap, samtidig med at den kan være uudholdelig lang. I litteraturen beskrives den pandemiske isolation både som en ventetid og en akut tid, hvori tiden, hvor personerne kan gøre noget er forsvundet. Pandemien kan sprede sig så meget, at den ikke kan stoppes. Tiden bliver mere individuel, men samtidig også mere kollektiv. Alle oplever det samme, men samtidig står personerne med en individuel smerte og eksistentiel angst for udviklingen, der kan lede til død og lidelse.

Kroppen
Den kropslige erfaring står i centrum i en eksistentialistisk beskrivelse af en pandemisk erfaring, fordi den fysiske krop er i fare for at blive smittet og dermed gå til grunde. Det pandemiske gør mennesket fremmedgjort over for egen krop. Det kan ske både, hvis man føler sig invaderet af noget fremmed, og hvis man føler, at ens krop er del af noget større, fordi det pandemiske skal bekæmpes og man ikke længere er herre over egen krop. Kroppen bliver på en måde genstand for en anden magt, statens magt eller sundhedssystemets beslutninger.

Seksualitet
Der er også en tæt forbindelse mellem seksualitet og det pandemiske, i hvert fald i litteratur og film. Seksualitet kan i sammenhæng med det pandemiske vise spillet mellem tiltrækning og frastødning, som kan være paradoksal og irrationel. Hvad der ikke må være tiltrækkende, bliver det naturligvis, fordi det er grænseoverskridende. 

Det seksuelle kan fremhæve den tabuiserede følelse ved smitte. Alle pandemiske sygdom er forbundet med tabu og stigmatisering, både konkret og i overført betydning. Her er seksuelle motiver med til at fremme denne forestilling. Den mest stigmatiserende pandemiske sygdom er også den seksuelt overførte, og naturligvis interesserer det eksistentialistiske forfattere særligt, da den udsatte eller grænseoverskridende situation udtrykker eksistensens udsathed.

Det sociale
Tidligere omtalte Sartre er berømt for at have sagt, at “helvede, det er de andre” og det viser sig dobbelt ved en pandemi. For her er den anden person en konkret fare, fordi vedkommende kan udgøre en konkret smittekilde, men i en større kontekst kan denne situation også afspejle eksistentielle grundproblematikker i samværet med andre mennesker. For vi definerer vores identitet gennem forskellen til eller ligheden med den anden eller de andre.

Det er vores sociale kontekst, der definerer hvem vi er, og vi får adgang til, hvem vi selv er gennem andre. En litterær beskrivelse af en pandemisk erfaring kan vise det svære i denne proces, fordi man frastødes af hinanden på grund smittefaren, og hvis man er i karantæne eller isolation gennem længere tid, bliver det yderligere svært at forklare for sig selv, hvem man egentlig er, når man lever i mere eller mindre afsondrethed fra andre mennesker.

Frihed og karantæne
Under en pandemi bliver særlig forholdet mellem individets frihed og de samfundsmæssige restriktioner afgørende for eksistensen, og ofte sammenlignes pandemiens undtagelsestilstand med en krigstilstand. Her kan det være lærerigt, hvad Sartre siger om franskmændene under Anden Verdenskrig: “Aldrig har vi været mere frie end under den tyske besættelse. Vi havde mistet alle vores rettigheder.” Det kunne overføres på oplevelsen af det pandemiske, vi kan have mistet retten til at mødes, vi kan miste flere grundlæggende frihedsrettigheder, men ikke desto mindre kan vi finde en eksistentiel kerne, hvor vi kan vælge os selv i situationen, fordi det er frihedens paradoks, at vi kun er frie i situationen, idet vi vælger os selv, som vi faktisk er og i det vi befinder os.

Groft sagt handler den filosofiske retning, eksistentialismen, om at individet hele tiden må overveje sin egen eksistens i foranderlige og begrænsede livsbetingelser. Og her kan en livsbetingelse fx være at blive ramt at sygdom, det pandemiske. Man kan læse mere om pandemier og livsbetingelser i dansk litteraturhistorie i bogen Pandemier. Litteraturhistorier fra Dansklærerforeningen.

Kilder og inspiration:

Albert Camus: Pester
Jean-Paul Sartre: Eksistentialismen er en humanisme
Christina Sommer, “De 7 eksistentielle grundtræk”, In: https://dsr.dk/fag-og-udvikling/sygeplejersken/arkiv/fagforskning-argang-2018-nr-3/de-7-eksistentielle-grundtraek/