PETER GRAARUP WESTERGAARD

Der findes vel ikke noget bedre tidspunkt end netop i påsken at færdiggøre Jon Fosses fænomenale syvbinds-storværk, Septologien? Da jeg første gang hørte om værket, skal jeg være ærlig at indrømme, at jeg havde det svært ved at forestille mig det fascinerede ved et syvbindsværk helt uden punktummer som en lang stream-of-consciousness uden egentligt plot – jeg kunne godt forestille mig, at det kunne være et værk, der kunne blive lidt svært at kæmpe sig igennem. Men jeg må sige – efter have gået til bøgerne med et åbent retskrivnings-sind – at jeg er blevet fuldstændig solgt til dette fuldstændigt grammatiske og plot-logiske ureglementerede mesterværk.

Jeg har læst på Septologien siden november i fjor, eller rettere jeg har hørt det meste på Mofibo, læst op af Karsten Pharaos fantastiske stemme.  Jeg bilder mig ind, at der faktisk er en slags dramatisk effekt i den måde Jon Fosse skriver på – han er jo også en anerkendt dramatiker – så på den måde har det givet mening for mig at høre det som en slags ”teater-monolog”, men jeg har også læst i bøgerne. Man skylder sig selv også at få en læseprøve, for det er også en særegen oplevelse at læse de fuldstændigt punktumløse sætninger med dybe refleksioner, iblandet fuldstændigt almindelige hverdagsfølelser og begivenheder. Den ideelle tilegnelse af værket er en blanding af læsning og lytning.  

Septologien handler bare om Asle, der er kunstmaler og enkemand – og som måske er gået lidt i hundene.  Romanserien foregår ikke over meget mere end nogle dage. På den anden side er hele værket også en refleksion over hele Asles liv: fra barndommen til sen-midaldrende. Man kan ikke helt afgøre, hvad der er fantasi og virkeligheden, hvad der er forestillinger eller virkelige hændelser. Hver gang Asle ser noget, giver det ham anledning til at erindre noget fra tidligere i sit liv, som en slags proustsk madelaine-kage. Selv personerne, som Asle fortæller om, sammenblander sig med hans egen identitet. Man kan ikke helt afgøre, hvem der er hvem, så meget, at personerne hedder det samme, som en slags psykologisk spejling eller dobbelteffekt. Asles afdøde kone hedder det meget tætliggende Ales (bogstaverne er bare byttet lidt rundt) og vennen hedder også Asle. Det hele sammenblandes i en fantasmagorisk vision for Asles liv, som man som læser kommer helt tæt på gennem den helt daglige og nære indre refleksion, der samtidig siger noget helt generelt og alment om livet, døden, tiden og meningen mere det hele. Det er imponerende, hvor nøjagtigt registrerende Jon Fosse kan beskrive sin hovedpersons indre tankestrøm. Men føler sig virkeligt inde i et andet menneskes bevidsthed.

“og det er som om tiden bare går og går, men så sker der noget, og når det sker så går tiden langsomt, og den tid, den der går langsomt, den forsvinder ikke, den bliver, ja ligesom en begivenhed, så egentlig findes der to slags tid, den tid der bare går og går og som egentlig kun er vigtig for at det daglige liv skal gå sin gang, og så den anden tid, den egentlige tid, den der består af en række begivenheder, af større og mindre begivenheder, men af noget der skiller sig ud, hvad enten det nu er godt eller skidt, og den tid, den egentlige tid, er sammenhængen af begivenheder, og den tid bliver ved med at eksistere”

Grundlæggende handler Septologien om tiden i religiøs forstand. Serien indeholder tydelige katolske referencer, idet tro, sakramenter og bøn spiller en vis rolle i Asles bevidsthed. Septologien er en slags senmoderne pendant til Augustins Bekendelser, og kan som sådan tolkes ud fra Augustins tidsbegreber. Den katolske kirkefader Skt. Augustin er kendt for at sige: ”Hvad er ’tid’? Hvis ingen spørger mig om det, ved jeg det. Men hvis jeg vil forklare det til en, der spørger, ved jeg det ikke.” Og dette ”jeg-ved-det-ikke” eller ”jeg-kan-ikke-siget-med-noget- med-sikkerhed” er en grundlæggende tone i Septologien samtidig med at romanerne udfolder selve tiden som en række af sammenhængende begivenheder. Den tidsmæssige komposition og de mange gentagelser og tidsmæssige forskydninger og krydsninger har deres rod i Augustins subjektive opfattelse af tiden, nemlig den antagelse at tiden først og fremmest eksisterer vores bevidsthed.