PETER GRAARUP WESTERGAARD

Georg Brandes om det tragiske skæbne i samspil med Hegel, Schelling, Kierkegaard, Sofokles og Shakespeare

Georg Brandes var kun 21 år, da han i 1863 fik guldmedalje for en prisopgave med titlen “Den tragiske Skjæbne.” Afhandlingen er senere blevet offentliggjort i en redigeret og forkortet udgave under titlen Begrebet: den tragiske Skjæbne i essaysamlingen Esthetiske Studier fra 1868. Hvis man ønsker at forstå udgangspunktet for Brandes’ kritiske virksomhed, må man gå til denne afhandling, da den udgør Brandes første egentlige selvstændige æstetiske betragtninger. Dette ungdomsværk er da også interessant på den måde, at det hele tiden står i et litterært krydsfelt: På den ene side er det en afhandling, som afspejler den tyske idealisme, men på den anden side er det samtidig et værk, som indeholder elementer af realisme-tanker, og man kan endda finde kimen til det moderne gennembrud i afhandlingen. 

I dette essay vil jeg se på den dobbelthed, som overalt er tilstede i Brandes’ afhandling: jeg kunne også med Brandes’ eget ord sige, at jeg vil undersøge den “deuteroskopiske” tilgang, som værket udfolder i forhold til et begreb om det tragiske, og sætte det i forhold til samtidens litterære og filosofiske tendenser. I forlængelse heraf vil jeg diskutere det dialektiske forhold mellem det metafysiske og det iboende, det transcendente og det immanente, som jeg mener er afgørende for en forståelse af afhandlingens begreb af det tragiske, hvis ikke for hele Brandes kritiske forfatterskab. 

Brandesspecialisten Henning Fenger har sagt om den tid, hvor Brandes skrev sin guldmedaljeafhandling: “Disse to begreber immanens og transcendens vender stadig bestandigt tilbage i optegnelserne fra disse år” (Henning Fenger, Georg Brandes’ Læreår, s. 133). Begreberne transcendens og immanens har naturligvis en alenlang filosofihistorisk kontekst, og også hos Brandes afspejler det den oprindelige dualisme mellem noget fænomenalt og idealt, mellem noget herværende sanseligt og noget usanseligt metafysisk.

Kritikken af afhandlingen

Georg Brandes’ afhandling “Begrebet: den tragiske Skjæbne” er naturligvis behandler før af danske litteraturforskere. Den første er Paul V. Rubow, der i det hele taget har skrevet flere vigtige afhandlinger om Brandes, men særligt i bogen “Georg Brandes’ Briller” fra 1932 sætter Rubow fokus på Brandes’ tidlige litteraturkritik. Rubow sætter afhandlingen “Begrebet: den tragiske Skjæbne” i forhold til det nittende århundredes kritik og søger at finde afhandlingens påvirkningshistorie, men det bemærkelsesværdige ved Rubows tolkning af afhandlingen er, at han trækker Brandes i retning af en metafysisk og spekulativ funderet æstetik. Han siger om Brandes: “Det er for saa vidt interessant, som vi i denne Skole [den herbartske æstetik] finder Begyndelsen til en empirisk og experimenterende Esthetik. Men den Slags kunde Georg Brandes aldrig med.” (Georg Brandes Briller, s. 243) Senere i bogen siger Rubow endvidere: “Det er let at se den gennemgående Afhængighed af spekulative Synsmaader i Georg Brandes tidligste afhandlinger” (Georg Brandes’ Briller, s. 244). Rubow synes altså i nogen grad at fremhæve, at Brandes’ kritik, i hvert fald den tidlige, er spekulativ og metafysisk. 

Litteraturhistorikeren Henning Fenger er til gengæld ikke ubetinget enig med Rubow i hans karakteristik af Brandes, idet han i stedet fremhæver forfatterskabets begyndende empiriske fremgangsmåde. Fengers egen doktordisputats Georg Brandes Læreår fra 1955 er et vellykket eksempel på en positivistisk komparativ litteraturforskning, hvor han ser direkte på, hvad Brandes egentlig læste for at finde den eksakte litterære indflydelse på hans kritiske virksomhed. Her skriver Fenger følgende om afhandlingen om den tragiske skæbne:

“Det [Brandes’ standpunkt i afhandlingen] er mere end et hegelsk forsøg på at ‘ophæve’ to stridende opfattelser i en højere enhed. Med rygstød i den klassiske filologi, især Nutzhom, arbejder Brandes i råstof for på egen hånd at finde de opfattelser af det tragiske, poeterne har digtet over fra Aischylos til Herz. Trods opbygningen i trilogier og den knudrede, med fremmedord polstrede stil er dette et tilløb til en empirisk fremgangsmåde. […] Dog er han endnu ikke frigjort: inden for hvert forfatterskab anføres stykkerne efter deres ideelle sammenhæng.” (Læreår, s. 68)

Rubow og Fenger anslår begge et karakteristisk kendetegn i brandeskritikken, nemlig et dobbeltsidet forhold mellem det metafysiske og empiriske. De fortolker forholdet forskelligt, men det synes at være en afgørende problemstilling hos Brandes, som dette essay vil undersøge nøjere. 

Det er klart, at når Rubow og Fenger taler om det empiriske (eller mangel på samme) hos Brandes, mener de ikke i første omgang en teoretisk diskussion af det sanselige i litteraturen, men de hentyder til, i hvor høj grad afhandlingen i praksis gør brug af direkte litterære iagttagelser. Dette afslører, at der også er en praktisk dimension af modsætningen mellem transcendens og immanens, og at modsætningen ikke bare er en teoretisk, spekulativ diskussion.

Den deuteroskopiske/dialektiske metode

Metoden i afhandlingen fortjener en særlig bemærkning, idet den har betydning for forståelsen af begrebet om det tragiske. Brandes nævner ikke selv den dialektiske metode i sin afhandling, selv om hans argumenter har lånt meget herfra. Den dialektiske metode er basalt set kendetegnet ved, at den består af et treleddet forhold mellem tese, anti-tese og syntese. Metoden beskriver, hvordan modstridende begreber i en diskussion kan føre frem til nyt begreb, der kan indeholde det forrige begreb og modbegreb under et. ‘

Grunden til, at Brandes ikke selv taler om dialektik, men i stedet taler om deuteroskopi, kan naturligvis hænge sammen med, at han vil gøre op med Hegel, der gjorde begrebet til en uadskillelig del af sin (historie)filosofi. Deuteroskopi er naturligvis et begreb, der ligger tæt ad dialektikken, hvis det da ikke direkte er synonymt med den, men forskellen ligger formentlig i, at Brandes flere steder vil forsøge at bibeholde og stadfæste tvesynet, således at han ofte ender i en stadig konfliktfyldt syntese. Brandes synes at ville sige, at en blivende spænding i dobbeltsynet ofte er afgørende for en forståelse af tragiske. 

Denne deuteroskopisk metode viser sig fx ved, at Brandes ikke skaber helt nye ord for syntesen af tese og anti-tese, men blot sætter to antitetiske begreber sammen til et nyt spændingsfyldt udtryk. Således bliver modsætningen i afhandlingen mellem metafysik og etik blot omdannet til et samlet begreb, der hedder det etisk-metafysiske (77). Brandes definerer selv begrebet deuteroskopi på følgende måde: “[H]vorledes bør da Begrebet: den tragiske Skjæbne opfattes? Det bør opfattes deuteroskopisk, på engang i et Dobbeltsyn ses som forudsætning og Resultat”(33). Brandes synes altså at sige, at den tragiske skæbnes dobbelthed både er udgangspunktet, men også konklusionen på diskussionen af begrebet.

Det synes endvidere at være kendetegnende for Brandes’ deuteroskopiske metode, at den samtidig med, at den syntetiserer, også opløser begreberne, hvorved Brandes hele tiden kan etablere sin tvesyn. Han vil i sin analyse splitte begreberne ad for at forstå dem bedre i deres modsætningsfuldhed. 

Den deuteroskopiske metode afspejler sig også i kompositionen af værket: Brandes begynder med at stille spørgsmålet: “Hvad er det tragiske?” Og herudfra udfolder han sine begreber ved hele at etablere et dobbeltsyn på det tragiske. I sin første bestemmelse af det tragiske synes han at splitte begrebet op i et forhold mellem skæbne og skyld, og Brandes beskriver på dialektisk vis, hvordan helten ud fra disse to modsætninger kan være tre ting: uskyldig i sin ulykke, skyldig i sin ulykke, eller skyldig-ikke-skyldig i sin ulykke. Hvilken af de tre kategorier, helten tilhører, afhænger af, om man lægger hovedvægten på den etiske eller den skæbnemæssige side ved det tragiske eller begge dele. Brandes giver selv følgende billede på det tragiskes dobbelthed:

“[D]en tragiske Skjæbne ere som tvende Vægtskaale paa en Guldvægt: strax der lægges en Smule mere Vægt paa den ene, vipper den anden op; jo mere ethisk Tyngde Skylden faar, des mindre Vægt ligger det paa Skjæbnen, og omvendt jo mere Skjæbnen og Skjæbneloddet vejer som selvstændig Magt, des mindre kan der paa den anden Side haabes paa en Ligevægt mellem Skjæbne og Skyld.”(6)

Billedet rammer essensen af Brandes’ metode i beskrivelsen af den tragiske skæbne. Kompositorisk har Brandes konstrueret sin afhandling som en trilogi, idet der igennem hele afhandlingen er et bemærkelsesværdigt forhold mellem det toleddede og det treleddede, hvor det sidste tredje led er konstrueret på en sådan måde, at det indeholder de to forrige led under et. I afsnit §1 undersøger han således først den ene side af vægtskålen, nemlig skæbnen, hvorefter han ser, at den bliver for tung og ensidig, hvis han fortolker det tragiske som værende udelukkende et udtryk for skæbnens magter. Derefter svinger han over for at undersøge den etiske side i afsnit §2, men på sammen måde bliver vægtskålen nu for tung og ensidig. I det sidste afsnit §3 søger Brandes da også at skabe en balance mellem de to vægte, hvorved skæbnen og etikken bliver lige tunge. Der ligger altså i Brandes deuteroskopiske metode et forsøg på at skabe balance mellem to antitetiske begreber, samtidig med at han søger at skabe syntese mellem dem. Det er gennem dette dobbeltsyn på den tragiske skæbne, at Brandes udfolder forholdet mellem metafysik og etik, mellem transcendens og immanens, og jeg vil nu i det følgende se på, hvordan dette forhold afspejler sig i de begreber, som Brandes konstruerer i sin forståelse af den tragiske skæbne. Det første modsætningspar, som vi bliver præsenteret for i afhandlingen, er som sagt forholdet mellem skæbne og skyld.

Den ene vægtskål: Skæbnen

I afsnit §1 i afhandlingen forsøger Brandes først at argumentere for det metafysiskes overvægt i det tragiske, idet han fremlægger nogle synspunkter på det tragiske, som er fremkommet hovedsageligt fra tyske idealistiske filosoffer. Brandes peger på, at der altid er noget ophøjet og stort over sjældne personligheders tragiske skæbne, men i dette ligger også, at der ingen etisk skyld er at finde hos det tragiske subjekt. Jo mere der bliver overladt til skæbnen, jo mere kan man tale om det metafysiskes og guddommeliges indgriben, som er uafhængig af det tragiske subjekts personlige skyld. Brandes fremhæver samtidig, at denne opfattelse af det tragiske er en udbredt romantisk forestilling. Den tragiske følelse forstærkes, når heltens skæbne kommer udefra, og når der ikke findes nogen rationel, etisk begrundelse for lidelsen. Brandes henviser til Schiller, der siger, at hvis helten selv er skyld i sin ulykke, så svækkes tilskuerens medlidenhed. Skæbnen er mere æstetisk end skylden, idet heltens gerninger bliver mere poetiske, hvis de er umiddelbare, og han ingen skyld har i dem. Hvis tragedien derimod er mere etisk funderet, så er det tragiske subjekt bekymret, medskyldig og selv-reflekteret. 

I forlængelse af Kierkegaard anfører Brandes, at man i det etiske finder poesiens selv-tilintetgørelse: Idet helten bliver etisk bevidst om sin egen skyld, svinder det poetiske bort. Problemet er imidlertid, at Brandes ikke kan operere med en tragisk skæbne uden skyld, og han søger nu at hente skylden ind i diskussionen ved at tale om en universel, metafysisk skyld. Alene det, at helten er født og eksisterer, skulle gøre ham skyldig.

Idet Brandes har fremsat alle argumenter for den metafysiske opfattelse af det tragiske, fremdrager han bagefter modargumenterne mod denne opfattelse for at stadfæste sin deuteroskopiske metode, Brandes angriber således først den universelle skyld, hvor han peger på, at den mangler det menneskelige og herværende. Det særlige ved den tragiske skyld er kravet om det menneskeliges tilstedeværelse, og i videre forstand må det tragiske således være en konsekvens af handlingens og viljens skyld, som Brandes siger. “Thi det Særegne ved den tragiske Skyld maa jo dog være det, at den er blot menneskelig, og som saadan maa den være en Handlingens, en Viljens Skyld”(15). Det blot menneskelige udgør en kritik af den metafysiske definition på det tragiske. Brandes bruger her det immanente i en kritik af det metafysiske og transcendente, som ligger i den ensidige fokusering på det skæbnemæssige ved det tragiske.

Samtidig angriber Brandes skæbneforestillingen for ikke at være subtil og ophøjet, idet skæbnen for det tragiske subjekt ikke kan være andet end plat uretfærdig, hvis det ikke selv har skyld i den. Det der skulle udgøre en metafysisk forståelse af det tragiske, mangler i virkeligheden ifølge Brandes det ophøjede og store, som kun skylden kan bringe ind i det tragiske. Brandes er heller ikke af den opfattelse, at det tragiske kan reddes ved det religiøses indtræden. Denne opfattelse bygger på en fortrøstningsfuld idé om et hinsidigt liv, hvor retfærdigheden endelig sker fyldest, som Brandes ikke kan tilslutte sig, idet vi her forlænger livet ud over døden, og på den måde bevæger vi os ifølge ham uden for det æstetiskes område. Den tragiske kunst mister sin sanselighed og immanens. Hvis det tragiske er skabt udelukkende ud fra metafysiske og transcendente forhold, så kan det ikke længere finde et æstetisk udtryk. Brandes er således nødt til at vende sig mod skylden og det etiske for at blive inden for det æstetiske.

Den anden vægtskål: Skylden

Som en konsekvens af det forgående forsøger Brandes nu i afsnit §2 at fundere sin opfattelse af det tragiske ved modsat at fokusere ensidigt på skylden og det etiske. Brandes siger, at hvis skæbnen ikke blot skal være uretfærdig, må den også være fortjent. Hvor Brandes i det første afsnit forsøgte at beskrive det tragiske ud fra det metafysiske, vender han sig nu mod en mere immanent og dennesidig beskrivelse af det tragiske. Løsningen bliver, at skylden hænger tæt sammen med den tragiske helts natur og karakter. Idet karakter og skæbne bliver to sider af samme sag, så ophører skæbnen også med at være årsagen til handling, og skæbnen bliver i stedet en konsekvens af karakteren. Dette er ifølge Brandes en mere realistisk måde at anse skæbnen på, som stemmer bedre overens med den post-romantiske samtid, idet skæbnen nu bliver afhængig af personligheden og ikke af noget udefrakommende: Skæbnen skal blot opfattes som en æstetisk teodicé-dvs. som et element, der kun kan finde kunstnerisk retfærdiggørelse.

Brandes ser dog på den anden side det problem i begrebet om den etiske skyld, at den ikke er en uendelig og absolut størrelse, idet vore skyldige handlinger altid kun er endelige. Når en person fx har gjort en ugerning, er han kun endelig skyldig i denne handling. Men skæbnens straf i en tragedie er altid det uendelige: tilintetgørelsen, undergangen og døden. Brandes mener ikke, at løsningen på problemet er at anskue heltene som abstrakte idealer, der er faldet ned i det endeliges snare. Løsningen er ifølge Brandes i stedet at forstå skylden som en totalitetsbestemmelse. At en enkelt handling fordrer retfærdiggørelse, leder hen på en tanke om skyld, der altid rammer og straffer helten i sin totalitet. 

Uden totalitetsbestemmelsen kan de enkelte skyldige handlinger ikke udbringe en brøde, der kræver en tragisk udgang. Men her er Brandes allerede endt i et nyt problem: Den etiske skyld lader sig kun afsone som en individuel og personlig anger, hvilket er et meget uæstetisk begreb, som ifølge Brandes kun svært lader sig fremstille i et drama, idet den indre anger svært lader sig fremstille i den ydre handling.

Brandes forsøger herefter at fremsætte den tese, at skylden skal opfattes som “en mekanisk Forbindelse af den metafysiske og den ethiske Skyld” (24). Her vil han forsøge at redde det ophøjede hos helten, som mangles i den etiske forståelse af det tragiske. Det ophøjede kan kun blive rehabiliteret, hvis skylden ikke blot ses som et resultat af en subjektiv ugerning, der hører til den immanente verden, men hvis skylden også bliver set objektivt som en transcendent ugerning, eller som han udtrykker det: “det store Menneske kan som enkelt kun træde i én Idés Tjeneste, der løsrives af Ideemes Sammenhæng, derfor maa det som Handlende komme til at krænke de øvrige sædelige Magter.” (25) Men Brandes er ikke langsom til at opdage, at han, når han taler om en metafysisk skyld, ikke er langt fra at godtage en slags “urskyld,” som egentlig ikke er nogen skyld, da den tragiske helt er uskyldig i sin skyld, fordi de skyldige handlinger ikke er et resultat af hans egne frie valg. Den tragiske skæbne bliver derfor mekanisk og deterministisk, og det kan Brandes ikke godtage.

Det transcendente og det immanente ophæver således også her hinanden. Brandes har ligeså mange problemer med at fundere det tragiske på et begreb om etisk skyld, som han havde med at forstå det tragiske som alene et udtryk for skæbnen. Den ensidige etiske opfattelse af det tragiske lader sig endvidere ikke gengive æstetisk, rene moralske forestillinger lader sig nemlig ikke fremstille i kunsten. Der er altid en rest af nødvendighed i kunsten, eller hvad man kunne kalde skæbne.

Ligevægten: Det etisk-metafysiske

Georg Brandes vælger nu efter at have set, at han i sit begreb om det tragiske, hverken kan undvære skæbnen eller skylden, det transcendente eller det immanente, det metafysiske eller det etiske, at konstruere et fællesbetegnelse som hedder det “ethisk-metafysiske,” som dækker dette dobbeltsidede forhold ved det tragiske. Hvad Brandes søger, er en helhedsbestemmelse af det tragiske, og han begynder i afsnit §3 med igen at diskutere forholdet mellem skæbnen og karakteren. Ifølge Brandes er skæbnen på deuteroskopisk vis både forudsætning for og resultatet af karakteren: “Det kan da siges at være Menneskets Skjæbne, der smedder hans Karakter, men til Gjengjæld Karakteren atter smedder sin Skjæbne” (31-31).

Det afgørende i den forbindelse bliver Brandes’ diskussion af subjektet og dets rolle for den tragiske skyld, idet han påpeger, at subjektet sjældent er alene skyldig i sin skæbne. Brandes kommer da med den tese, at den tragiske skyld er enten “ikke blot eller ikke rent Subjektets” (37). Når skylden ikke blot er subjektets, er mere end en person skyldig, eller skylden tilfalder flere end subjektet. Det mest kendte eksempel er en såkaldt “slægtsskyld.” Omvendt kan skylden ifølge Brandes også være mindre end subjektets, hvis den tragiske helt deler skylden med ingen, eller hvis ingen er fuldt ud skyldig i det tragiske (og her er vi tæt på det komiske, mener Brandes).

Men i det samme Brandes har defineret skylden som værende mindre eller større end subjektets, opstår også et begreb om “undskyldning,” idet der er en del af skæbnen, som subjektet ikke selv har del i, noget som er uden for subjektet. Subjektet kan derfor i modsætning til enhver etisk bestemmelse kaste skylden over på sin ulykkelige skæbne. Subjektet kan klage over, at det ikke selv valgte sin skæbne, og det kan anklage skæbnen for, at det fra fødslen var indvævet i en tids, et folks, en slægts eller en stands skyld. Subjektet kan undskyldende sige, at det ikke har givet sig selv de skæbnesvangre evner og drifter, som kastede det ud i ulykke. Dette leder igen Brandes frem til at diskutere det problematiske forhold mellem det æstetiske og det etiske. Kun æstetisk kan subjektet give skæbnen skylden, fordi subjektet egentlig bliver set udefra, mens det kræver subjektets indre samvittighed, for at det tragiske kan opfattes etisk. Således kan Brandes definere skæbnen på følgende måde: “det paa Grund af det Esthetiskes Mangel paa gjennemgribende Inderliggjørelse nødvendige Tvangsmoment i Handlingen” (42). Samtidig forsøger Brandes dog at indlemme det etiske i det æstetiske ved at sige at “Paa alle Punkter undergaar da det Ethiske ved at optages i det Tragiske en metafysisk Transfiguration” (63). Brandes søger altså igen at transcendere det etiske i det tragiske, men ikke på samme måde som han har gjort det tidligere i sin afhandling, nemlig ved at tale om en slags urskyld, eller om en mekanisk og deterministisk skyld, som han hurtigt blev nødt til at tilbagevise. Hegel har i forlængelse af denne problemstilling haft en umådelig betydning for afhandlingen, og han bliver da også Brandes sidste og afgørende diskussionspartner i afhandlingen, som jeg vil diskutere mere udførligt her.

Diskussion med Hegel
Brandes’ hovedankepunkt i forhold til Hegels tragediebegreb, er at Hegel opstiller en teori, hvor den antikke tragedie “beroede paa en Kamp mellem substantielle sædelige Ideer gjennem disses Repræsentanter” (68). Det problematiske ved denne opfattelse er ifølge Brandes for det første, at Hegel begrænser sit tragediebegreb til kun at omfatte den antikke, idet Brandes selv vil forsøge at begribe det tragiske som et almengyldigt og universelt begreb. Men den vigtigste kritik af Hegel beror på, at Hegel lægger for stor vægt på det etiske, idet han til de substantielle sædelige (dvs. moralske, etiske) ideer ikke regner fx “elskoven.” Brandes mener, at man i stedet for at tale om substantielle sædelige ideer, skulle tale om substantielle sædelige personligheder, som på den måde ville inkludere fx lidenskaberne. Brandes vil fremhæve, at Hegels tolkning af den antikke tragedie, som alene beror på moralske konflikter, er utilstrækkelig, fordi der kræves lidenskabelige personligheder i en tragedie, for at den kan lykkes æstetisk. Den tragiske personlighed handler etisk uhensigtsmæssigt på grund af sin lidenskab, og derfor er hans lidenskaber hans skæbne og det egentlige udgangspunkt for det tragiske. Derfor bliver Brandes’ hovedanklage mod Hegel dennes mangel på et begreb om skæbnen i det tragiske (se det andet citat side 11, nederst).

Om dette nu er retfærdigt mod Hegel, er en anden sag, i hvert fald opererer Hegel også med et begreb om skæbnen, idet det er et andet navn for den dialektiske bevægelse. For Hegel er tragedieskæbnen kort fortalt et udtryk for en dialektisk bevægelseslogik, der får de sædelige ideer til at kollidere med hinanden. Hegel beskriver skæbnen som en “negativ bevægelse, der skaber en konflikt i den græske verdens sædelige orden. Man kunne også udtrykke det på den måde, at skæbnens negative bevægelse driver historien fremad, eller at skæbnen viser sig i en tragedie som et udtryk for verdensånden. (Se Kritik 145, Isak Winkel Holm: “Hegel og den græske tragedie”, s. 39) Verdensånd opfatter Hegel med andre ord som et begreb, der udtrykker, at de forskellige stridigheder i historien arter sig efter en dialektisk bevægelse. Anden bevæger sig fremad gennem verdenshistorien, idet den bestandig træder ud i den endelige verdens modsætninger for derefter at vende tilbage til sig selv som en slags syntese. Skønt Brandes tilsyneladende modvilje mod Hegel er det netop denne opfattelse af verdensånd, som tilslut bliver Brandes’ egen, og den bliver hans konklusion på begrebet om det tragiske. Således hedder det i Brandes’ afhandling:

“Den Aand, der vifter gjennem det tragiske Drama, er verdenshistoriens Aand […] Til den verdenshistoriske Betragtning, der i den moderne Tid har dannet Grundlag for Historiens Filosofi. Ogsaa i Dramet er Ideen Sjælen i en indre Udviklingsgang.” (74)

Begrebet om verdenshistoriens ånd fører Brandes frem til at løse problemet om forholdet mellem det æstetiske og det etiske ved at opløse det etiske i verdenshistoriens ånd. Brandes anfører, at den verdenshistoriske ånd er den bevægelse, som virker i det tragiske, som en handlingens nødvendighed, mens det etiske derimod er friheden og hensigten. Det æstetiske er handlingens frie nødvendighed og derfor bestemt af den verdenshistoriske ånd, og det betyder, at det etiske i den sidste ende må underlægge sig verdenshistoriens ånd. Etikken er et udtryk for subjektets indre historie, mens verdenshistorien er et udtryk for det ydre. Det æstetiske er et forsøg på at lade den indre historie blive udtrykt i det ydre, men hvor det ydre, dvs. den verdenshistoriske ånd, er bestemmende. Man kan således konkludere på Brandes opfattelse af begrebet den tragiske skæbne, at det ender, som det begyndte: metafysisk. Det immanente bliver opløst i en metafysisk forståelse af det tragiske, men det immanente udgør samtidig en væsentlig del af den modsætningsfulde bevægelse, der leder hen mod en endelig metafysisk forståelse af det tragiske. Brandes’ begrebsudvikling udgør en dialektisk eller deuteroskopisk erkendelses-bevægelse, hvor det tragiske kommer til større klarhed over sig selv, for til sidst at finde sig selv som en del af verdenshistoriens ånd, ja som værende selve verdenshistoriens ånd. Man kunne også sige, at Brandes’ egen afhandling afspejler den verdenshistoriske ånd, idet den dialektiske bevægelse i begreberne, som vi finder i afhandlingen, også er kongenial med bevægelsen i det tragiske og i verdenshistoriens ånd.

De empiriske detaljer i Antigone

At Brandes’ tolkning af det tragiske er mere filosofisk end filologisk, fremgår af min gennemgang af begrebsudviklingen i afhandlingen. Brandes indskriver sig i en tradition, der stammer tilbage fra blandt andre F. W. J. Schelling, som i Philosophie der Kunst skrev, at han kun interesserede sig for den inderste ånd i den græske tragedie (Kritik 145, Isak Winkel Holm, s. 35). I dette ligger, at Schelling interesserede sig mere for det tragiske som begreb, end for den konkrete tragedie. I lighed hermed begynder Brandes heller ikke sin afhandling med at spørge: “Hvad er tragedien?” I stedet spørger han: “Hvad er det tragiske?” Brandes vil i sin afhandling ikke sætte det tragiske ind i en konkret, historisk kontekst; han er ligesom Schelling kun interesseret i det tragiske som et universelt, filosofisk begreb. Heri ligger naturligvis faren for, at Brandes risikerer at tabe de konkrete tragedier af syne; at det empiriske forsvinder i nogle metafysiske konstruktioner, og det vil jeg undersøge i dette afsnit. Henning Fenger og Paul V. Rubow har som nævnt fremhævet netop denne konflikt i Brandes’ afhandling.

Et af de mest brugte eksempler på det tragiske, som Brandes undersøger i sin afhandling. er den græske tragedie Antigone af Sofokles. At han netop har valgt Antigone som et hovedeksempel, hænger naturligvis sammen med, at Hegel flere steder har gjort stykket til en forudsætning for sin filosofi. Brandes citerer ikke stykket direkte i sin afhandling, og stykket forudsættes i sin helhed bekendt af læseren. De fleste af de citater, som Brandes desuden gengiver i sin afhandling, virker som eksempler, der underbygger hans egne teser, og som ikke nødvendigvis stammer fra en tragedie. For Brandes afspejler Antigone hans antagelse af en metafysisk forståelse af det tragiske, og Antigone indgår i begrebsudviklingen i afhandlingen. 

I første omgang bliver det tragiske i Antigone naturligvis fortolket som værende et udtryk for en “slægtsskyld.” Antigone er et subjekt, der ikke selv har valgt sin skæbne, og hun er fra fødslen indvævet i sin slægts ulykke. Hun er den illegitime datter af Ødipus og lokastes blodskamsforhold. Da Ødipus bl.a. på grund af sin blodskam har forladt tronen, kommer lokastes broder Kreon til magten, men først efter at have dræbt Antigones broder Polyneikes. Som hævn for Polyneikes ugerninger befaler Kreon, at Polyneikes lig skal ligge ubegravet hen som ådsel for gribbene. Og dette er tragediens keme: At Antigone ikke ved, om hun skal følge den guddommelige lov, der binder hende til slægten, således at hun mod Kreons bud skal begrave sin broder, eller om hun skal følge Kreons jordiske bud, så hun til gengæld vil være skyldig i ikke at have fulgt den guddommelige slægtslov. Denne Antigones slægtsskyld bliver ifølge Brandes en melleminstans, som tragikeren behøver for at undgå, at skæbnen blot bliver uretfærdig, fordi subjektet ellers ikke har noget forhold til sin skæbne. Samtidig mener Brandes ikke, at man kan afgøre, om Kreon har ret eller Antigone har ret, idet det tragiske ikke er et spørgsmål om etik. (Han sammenholder det med et andet meget brugt eksempel, nemlig Shakespeares Romeo og Julie):

“Naar der da f. Ex. som saa hyppigt er sket, debatteres frem og tilbage, om Antigone hos Sofokles burde have adlydt Kreon eller ikke, om Julie hos Shakespeare havde ret i ikke at adlyde sin Fader eller Uret i at bedrage sin Moder, da afgjør Totalitetsbestemmelsen den smaalige Trætte. Hist Familiens ulykkelige Stjærne, her Familiernes blodige Had gjør Antigone og Julie til Deltagere i Slægtens store Fond af Skyld. Slægten er skyldig; ved at tilhøre Slægten arve i de dens Skyld. Men hvis er Skylden for at de fødtes i disse Omgivelser, i denne ulykkelig skyldbetyngede Slægt? Ja Skylden er Skæbnens.”(49-50)

Lad mig først bemærke, at eksemplet er en væsentlig del af Brandes’ argumentationsgang. Brandes søger i gennem og med bl.a. Antigone at lægge hovedvægten på den skæbnemæssige side af det tragiske, idet skæbnen er udgangspunktet for den tragiske slægtsskyld. Det er også i den forbindelse, at Brandes forsøger at gøre op med Hegels tese om de sædelige konflikter i Antigone (se side 9). Brandes fremhæver, at konflikten beror på nogle lidenskabelige familiestridigheder. Således hedder det om Hegels fortolkning af Antigone (i forhold til Kierkegaards tolkning):

“Kun fordi hverken Antigone eller Kreon ere sig ethisk bevidste eller fri i deres Lidensskab, have begge skyld, staa begge under Skjæbnen. Om en sædelig Konflikt er da i ‘Antigone’ ikke Tale. At den Hegelske Theori nu for resten heller ikke i andre Henseender finder Anvendelse på ‘Antigone’, som den dog bar foran sig som en Fane, indses dels allerede af det Foregaarende, hvor det indirekte er udtalt, dels af Afhandlingen i ‘Enten-Eller’, hvor det klart er vist, at Skjæbnebegrebet her paa ingen Maade kan undværes.” (73)

Lad mig igen bemærke, at Brandes bruger Antigone til dialektisk at tilbagevise Hegels tolkning. Af den nye tolkning fremgår det, at netop fordi Antigone og Kreon ikke er sig etisk bevidste og samtidig ligger under for deres lidenskaber, er de skyldige i deres skæbne. Skæbnebegrebet er derfor mere fundamentalt for begrebet om det tragiske end det etiske, idet det tragiske ofte består i selve manglen på den etiske bevidsthed. Men skæbnebegrebet får også en større metafysisk betydning: Brandes konklusion på analysen af Antigone bliver, at skæbnebegrebet udgør en udviklingsgang, som retter sig efter verdenshistoriens metafysiske love. Brandes’ egen fortolkning af Antigone udgør også selv en vigtig del af den dialektiske bevægelse, der leder hen mod Brandes samlede metafysiske forståelse af det tragiske. Filologisk kunne man sige, at den konkrete tragedie udgør en uadskillelig del af den filosofiske/dialektiske opfattelse af begrebet den tragiske skæbne. De empiriske detaljer i Brandes litteraturkritik, som Rubow og Fenger hentyder til i deres afhandlinger, er en del af en metafysisk hensigt, som ligger i Brandes afhandling. Det empiriske kan ikke undværes i den dialektiske argumentation, da det ofte udgør den ene tese i den dialektiske bevægelse frem mod en metafysisk syntese, som er at finde i afhandlingen. Der er vel også det Fenger hentyder til, når han siger: “inden for hvert forfatterskab anføres stykkerne efter deres ideelle sammenhang”.

Et af forfatterskabets hovedproblemstillinger

Det genkommende og komplicerede forhold mellem det transcendente og det immanente i begrebet om det tragiske er en begrebsmodsætning som Brandes ofte har benyttet sig af i sin litterære kritik. Men i stedet for at valorisere det transcendente, som han gør det i en sin afhandling om det tragiske, fremhæver han senere det sanselige ved poesien, hvor dobbeltsynet dog bibeholdes. Et af de steder, hvor dette dobbeltsyn kommer til udtryk i praksis er i essayet om digteren Schack Staffeldt fra 1883. Staffeldt bliver kritiseret for i sin digtning (såvel som i sit liv) at have valoriseret det transcendente i forhold til det immanente. Brandes synes i essayet Schack Staffeldt direkte at arbejde med en tese, der siger, at hvis det sanselige og herværende mindskes i forhold til det transcendente og spirituelle, så mister kunsten også noget af sin skønhed. Den største kunst er den, hvor det transcendente og immanente er vægtet lige i forhold til hinanden. Hvis digteren ikke inddrager sanselige erfaringer fra sit eget liv eller egen person, så mister digtningen sin æstetiske gennemslagskraft. Brandes giver os følgende billede på Staffeldts poetiske problemer for at sanseliggøre det transcendente for læseren:

“Hans digtning forholdt sig til hans Personlighed, som en Papirsdrage forholder sig til den legende Dreng, der sætter den op, den stiger og stiger og rykker ligesom utaalmodigt i den tynde Snor, der forbinder den med Jorden, fra hvilken den synes at hige bort.” (Danske Digterportrætter, s. 16)

Man ser i billedet, hvordan Brandes søger at vise, hvordan det flyvske, transcendente i Staffeldts digtning trækker ham længere og længere væk fra det jordiske og sanselige. Men der hvor Brandes vel nok klarest udtrykker modsætningens betydning for sin kritiske virksomhed, er i essayet “Det Uendeligt Smaa” Og “Det Uendeligt Store” i Poesien fra 1870. Ligesom i afhandlingen om den tragiske skæbne forsøger Brandes igen at vise sine betragtninger direkte i nogle empiriske iagttagelser, og Shakespeare bliver her det mest slående eksempel på “det uendeligt små” og “det uendeligt store” i digtningen. Denne modsætningen mellem det uendeligt små og det uendeligt store” i digtningen er en variation over forholdet mellem det transcendente og immanente, og Brandes siger da også direkte i essayet: “Udformet indtil det uendeligt Smaa, som Sandsningen sammenfatter, indeholder den det uendeligt Store, i hvilken Tanken udmunder, naar den søger en hel historisk Epoches Aarsag og Ideal” (Essays, s. 41). Den verdenshistoriske ånd spøger altså stadig i Brandes kritik, men samtidig viser Brandes i dette essay, at det særligt er, når det sanselige og immanente står i et harmonisk forhold til det transcendente og ideale og omvendt, at kunsten når sin fuldkommenhed.

Afrunding – på vej mod det moderne gennembrud

Vigtigst for Brandes’ afhandling har været romantisk idealisme, som han imidlertid allerede her inden sit modeme gennembrud forsøger at sætte sig i opposition til. Det tragiske blev i afhandlingen opfattet som en dialektisk (eller deuteroskopisk) bevægelse mellem det transcendente og immanente, som førte frem mod en samlet metafysisk opfattelse af det tragiske, nemlig som et udtryk for verdenshistoriens ånd. Det immanente har imidlertid udgjort en væsentlig del af argumentationen, både som en antitese til den rene metafysik, men også som et praktisk empirisk element.

Enkelte steder er Brandes endda ikke langt fra sit moderne gennembrud, idet han kommer med realismelignende antagelser, som at heltens karakter og personlighed er central for et tragisk skæbnebegreb. Et af realismens mange kendetegn er netop, at karaktertegningen (sammen med miljøet) bestemmer udviklingen i handlingen i en roman (eller et drama). Således kan Brandes også senere i sit forfatterskab sige i en karakteristik af realismen i 6 Forelæsninger over det moderne franske Drama fra 1872: “Her møder De alle Realismens afgjørende Træk. Den physiologiske rent medicinske Betragtning af Menneskenaturen” (citeret efter Fenger, Georg Brandes Læreår, s. 360). Om det rent fysiologiske er der ikke tale om i afhandlingen om det tragiske, men psykologiske iagttagelser er dog afgørende for Brandes dialektiske vej frem mod en definition af begrebet ‘den tragiske skæbne. Vi ser det i Brandes analyse af Antigone, hvor Brandes fremhæver Antigones og Kreons lidenskaber. Samtidig antyder Brandes træk ved tragedien, som stemmer fuldstændig overens med realismens typiske imperativer:

“[D]enne absolutte Forskel er ikke for Digteren, fordi han skildrer Menneskene, ikke som de vorde men som de ere, fordi hans Skikkelser ikke ere enten gode eller onde, men begge Dele, da de abstrakte Idealer og abstrakte Niddinger ere lige upoetiske.” (62)

Det modeme gennembrud med dets krav om en mere realistisk og sanselig poesi, er altså allerede tilstede i afhandlingen, selv om konklusion på den er metafysisk. Brandes tidlige afhandling stritter således i mange retninger, og den ligger sig bevidst i en krydsfelt både mellem forskellige filosofiske begreber, men også mellem forskellige litterære retninger. Trods det er afhandlingen uhyre stramt komponeret, i en sådan grad at den næsten minder om et regnestykke, der går op til sidst. Afhandlingen fremstår som en ligning, der kan løse alle stridigheder efter en metafysisk enhedskalkule, og der er måske netop det sidste, som Brandes senere giver køb på i sit kritiske forfatterskab, mens modsætningen mellem transcendens og immanens beholder sin aktualitet.

Litteratur

Brandes, Georg: Danske Digterportrætter, Gyldendal, Kbh., 1964

Brandes, Georg: Essays, Gyldendals Uglebøger, Kbh., 1963

Brandes, Georg: Esthetiske Studier, Gyldendalske Boghandels Forlag, Kbh., 1888

Dahl, Per: Georg Brandes und das tragische Schicksal”, In: Hertel, Hans; Kristensen, Sven Møller (red.), The Activist Critic, Orbis Litterarum no. 5, Munksgaard, Kbh. 1980

Fenger, Henning: Georg Brandes Læreår, Gyldendalske Boghandel – Nordisk Forlag, Kbh., 1955

Fenger, Henning: Den Unge Brandes; Gyldendalske Boghandel – Nordisk Forlag, Kbh., 1957 Hegel, G. W. F.: Vorlesung über die Philosophie der Geschichte, Philipp Reclam, Stuttgart 1961

Holm, Isak Winkel: “Hegel og den græske tragedie”, In: Stjernfelt, Frederik; Holm, Isak Winkel

(red.): Kritik 145/2000

Johnson, R. V.: Aestheticism, Methuen & Co Ltd, 1969

Rubow, Paul V., Georg Brandes’ Briller, Levin & Munksgaards Forlag, Kbh, 1932

Rubow, Paul V., Litterære Studier, Levin & Munksgaards Forlag, Kbh, 1928

Sofokles: Antigone, Hans Reitzels Forlag, Kbh., 1977