Hvad med anerkendelse? Replik til K. Dybvads “De Lærdes Tyranni”.

SONY DSC

Kaare Dybvad hænger i sin bogen ”De Lærdes Tyranni” den såkaldte kreative klasse ud for at have tyranniseret arbejderklassen. Særligt vender han sig mod den underliggende ideologi i vores samfund, hvor man har set det som værdifuldt at skabe social mobilitet gennem uddannelse, særligt akademiske uddannelser. Kaare Dybvad kan have ganske ret i, at vi ikke skal overuddanne unge mennesker til arbejdsløshed, men samtidig er det uhyre svært at spå om fremtidens arbejdsmarked. Diagnosen han har stillet på vores samfundsproblemer er delvis forkert. Akademikernes tilstedeværelse i den offentlige debat er – for mig at se – ikke grunden til symptomerne på den manglende sammenhængskraft i det danske samfund.

Det grundlæggende problem i det danske samfund er nemlig, at en større og større del af Danmarks befolkning er blevet glemt. Der findes uden for den store middelklasse en voksende antal af mennesker, som er endt i en social blindgyde. Der skabes i øjeblikket et forøget skel mellem ekstremt højtlønnede direktører og lavtlønnede servicearbejde, mellem boligejere og lejere, mellem de uuddannede og de uddannede og mellem elite og underklasse. Vi er vidne til en magtesløshed, som breder sig blandt befolkningen fra neden og ind i middelklassen. Også mange akademikere er bange for at ryge ud af samfundets bund. Dette er suppleret af en udbredt oplevelse af manglende mulighed for hjælp fra det offentlige system, som man som borger kan føle, man ikke længere kan stole på.

Det politiske projekt bliver de næste mange år at forhindre, at der opstår en underklasse i det danske samfund, som det offentlige system og offentligheden ikke blot driver klapjagt på. At vi forsøger at skabe politisk anerkendelse af de forskellige samfundsgrupper i Danmark frem for splid og forfølgelse.

Anerkendelse gennem arbejde
Alle samfundsgrupper stræber efter anerkendelse. Det lønnede job er i øjeblikket den vigtigste form for samfundsmæssig anerkendelse. Men vi har i dag et arbejdsmarked, hvor flere mennesker bliver parkeret udenfor, eller på sidelinjen. Den fremherskende måde at løse dette beskæftigelsesproblem på har i de seneste år imidlertid været at piske ledige til at tage et arbejde, som langt fra altid er der. Men kontrol og økonomiske sanktioner over for ledige er ikke anerkendende og giver ikke folk mulighed for at finde deres rette hylde i tilværelsen.

Vi bør i stedet skabe modeller, der give folk anerkendelse, og løfter dem ind i et arbejdsfællesskab på det sted, hvor de passer bedst ind. Folk vil faktisk gerne arbejde, fordi mennesker stræber efter anerkendelse. Men nogle mennesker kan have haft så mange nederlag og fået så lidt anerkendelse i deres arbejdsliv, at de på det nærmeste ikke tør arbejde af frygt for blot en gang til at få et nederlag.

De seneste årtier er der også sket et brud på mange års social opstigning fra de nederste samfundslag. Den kan man frygte Kaare Dybvad er godt tilfreds med? Den sociale mobilitet er gået i stå og chanceuligheden ikke er blevet mindre i befolkningen i de sidste år. En undersøgelse hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd siger, at siden 2001 er andelen af unge med ufaglærte forældre, der bryder den sociale arv, faldet fra 59 procent til 54 procent. Vi er lige så langt fra lige muligheder som for en generation siden. Op gennem 1900-tallet fik stadig flere arbejderbørn fx en højere uddannelse, og forskellen i forhold til akademikernes børn blev snævret ind. Den tendens er desværre stoppet, og skaber ikke længere den anerkendelse, der ligger i at gøre sig godt socialt i samfundet.

Lige sociale rettigheder
Der er samtidig mindre hjælp at hente fra det offentlige system, hvor serviceydelserne hele tiden skal skæres ned til et minimum. Det offentlige system i Danmark har i flere år lidt under, at politikere – særligt fra højrefløjen – har foregøglet store dele af befolkningen – dvs. den store middelklasse – at de fortsat vil leve i en solidarisk velfærdsstat, hvor velfærd er en rettighed og de svage bliver hjulpet, ved at skære i fx offentlige velfærd, uddannelse, efterløn, pension, SU osv. Der er blevet gennemført en langsigtet nedslidning af velfærdsstatens kerneområder, som ikke ser ud til at stoppe med fortsatte offentlige nedskæringer. Kravene til effektivisering er blevet stadig større, og det giver sig udtryk i en dårligere service. Dette skaber igen mistillid til den offentlige sektor og til de mennesker, som er beskæftiget i den.

Der bør ske en større omfordeling af værdi fra rige til fattige i de danske samfund, end der gør nu. Tusind kroner gør mere gavn i bunden af befolkningens indkomstfordeling end i toppen. Ved at tage en lille bid fra de rige, kan vi gør den til en større bid ved at give den til de fattigere. Men fremtidens politiske projekt skal ikke blot gøre de materielle forhold for alle mennesker i samfundet bedre – den skal også arbejde på at formindske forskellene i social status. Økonomisk lighed og materiel omfordeling er ikke nok. Anerkendelse skal fordeles mere ligeligt mellem forskellige befolkningsgrupper. Fx har 1. og 2. generations indvandrere, arbejdsløse, uuddannede, decideret fattige m.fl. ikke samme anerkendelse som den store middelklasse.

Anerkendelse er en universel betingelse for, at et menneske kan blive socialt velfungerende. Fremfor at skabe forskel og splid bør vi arbejde hen mod et samfund med en ikke-ekskluderende solidaritet, hvor alle befolkningsgrupper anerkendes. Det bør altid været en målsætning, at samfundet anerkender alle individers lige sociale rettigheder.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s