En ghettoplan bør leve op til lighedsprincippet. Men i den nye ghettoplan foreslår regeringen, at straffen for visse kriminalitetsformer i en periode skærpes markant i såkaldte skærpede strafzoner. Det er for mig at se et brud på lighedsprincippet i folkets retsfølelse og ikke en vej at gå i forhold til en nødvendig indsats over for parallelle samfund i Danmark.

Ligheden for loven er et fundamentalt retsprincip, som er forudsætningen for det danske retssamfund. Hvis vi giver køb på dette princip, vil folkets retsfølelse smuldre. Danmarks Riges Grundlov er udfordret med en plan, der er giver mulighed for parallelle straffe, der er afhængige af, hvor man begår den skændige dåd, eller sågar af hvor man bor.

Lighed ud fra Grundloven
Grundlovens § 70 siger, at ingen på grund af sin trosbekendelse eller afstamning kan miste adgang til borgerlige og politiske rettigheder. Når man skal definere en såkaldt ghetto kommer det, så vidt jeg kan se, nemt til at gå på enten afstamning eller andre former for diskriminerende definitioner. Etnicitet nævnes da også direkte som et af kriterierne for en ghetto.

Derfor har jeg svært ved at se det skulle være sagligt at indføre ”skærpede strafzoner”. Endelig kan man spørge sig selv: Ville parallelle straffe ikke også give præcedens for, at man kunne have andre parallelle strafferegler, fx en såkaldt Sharia-lov? Ville parallelle straffe ikke blot forøge modsætningen mellem dem og os? En tilsyneladende neutral lov kan sagtens indirekte være en brud på, at alle er lige for loven.

Usikkerhed om praksis 
Også praksis kan udfordre retsbevidstheden: Hvordan kan man som borger vide, hvor der er en strafzone, hvem skal udvælge og afgrænse den? Skal politiet, som regeringen foreslår? Burde det ikke snarere være dommerne? Hvordan signaleres sådan en zone? Og kan disse zoner bevæge sig rundt i landskabet efter statistik og folks flyttestrategier som juridiske undtagelsestilstande? Det vil udfordre retssikkerheden hos borgeren, at han i langt mindre grad ved, hvor og hvornår han kan dømmes på andre vilkår for sine eventuelle forbrydelser.

Det er op til domstolene eventuelt at afgøre om det er juridisk gyldigt at skabe parallelle straffe i visse områder i Danmark. Vil en sådan lov være i strid med Grundloven og dermed være ugyldig som fx Tvindloven var det? Noget andet er om det overhovedet er etisk rigtigt at indføre parallelle straffe. Man kan spørge sig selv: Ville vi indføre ”dobbelt straf” i et hvert tilfælde, hvor der er særlige problemer med en særlig befolkningsgruppe i et geografisk område af Danmark? Straf kan være meget vidtgående og indgribende i det enkelte individs frihed, derfor skal vi som samfund også være særligt påpasselige her.

Skyld og straf følges ikke ad
Det retsfølelsesmæssige problem består grundlæggende i, at borgeren kan føle en retslig utryghed ved, at man kan blive straffet forskelligt for den samme handling, hvis den er begået under omstændigheder, hvis afgrænsning ikke er saglig. Skyld og straf følges ikke ad, for kan man tale om, at man er dobbelt skyldig, blot fordi man har gjort noget forkert i en ghetto? For kan vi så ikke bare gå videre og lave straffelove, der ikke bare er afhængige af demografiske og sociale forhold, men også af kultur, religion eller politik? Og dermed også sige, du er mere skyldig på grund af disse? Det er en retssikkerhedsmæssig glidebane at indføre parallelle straffe i Danmark.