Efter Pesten (et eventyr)

Der var engang en fyrstinde, der under en pest havde fået uindskrænket magt og som havde befæstet sin position hos folket som en retfærdig og handlekraftig herskerinde. Nu da pesten var ved at miste sin kraft i befolkningen, blev hun bekymret for, hvordan hun kunne sikre fyrstedømmets stabilitet efter, at pesten var helt slået ned og folket kunne ånde frit igen på gader og stræder? Hvad ville der ske efter pesten?

Fyrstinden bestemte sig for at opsøge en klog mand, som boede i udkanten af riget, længst mod nordvest, langt bag de mest ufremkommelige hovedveje i riget. Gennem skov og hede, over fjord og dybt vand, kørte hun med sin kortege, mens bidske hunde og vagter rendte langs siden for at beskytte hende. Hun sad i målrettet bestemthed i vognens bløde puder og ventede utålmodigt som et lille barn på at komme frem. Måske ville hun her endelig få svar på det store spørgsmål, som havde naget hende siden pesten brød ud for mere end et år siden?

Kortegen stoppede foran den kloge mands lille husmandssted. Det lå ved det mægtige hav i nordvest. Hun lod først sin trofaste første-tjener går ind til den kloge mand for at høre, om han var til sinds at modtage fyrstinden til et klogt råd. Skønt fyrstinden vidste med sig selv, at hun til enhver tid kunne afkræve den kloge mand hans trofasthed og lydighed, og hans ord på en måde allerede var hendes befaling, tænkte hun, at det nok var bedst at møde den kloge mand med frihed og ærbødighed. På den måde kunne hun få et uvildigt og ægte svar på, hvad der sker efter pesten. 

Den kloge mand var næsten hundrede år, men myndighederne vidste det ikke helt, fordi han oprindeligt kom fra en eksotisk havneby, lang fra fyrstedømmet, med syngende tårne og massive bymure.

I sin tid havde den kloge mand i sin fødeby oplevet, hvordan byportene blev lukket under en pest og byens indbyggere blev spærret inde med rædslerne. Rotterne havde været de første tegn på, at en forfærdelig pest var i udbrud. Først havde folk ikke taget pesten alvorligt, men siden havde byens indbyggere måtte sande pestens meningsløshed og  at intet blev som før pestens udbrud. På en måde forsvandt pestens aldrig, og byen blev ikke den samme. Adskillelsen mellem fortid og fremtid var uafvendelig efter pestens indtræden. Oplevelsen af lidelserne her havde åbnet hans sind for menneskelivets evige love.     

På grund af den udbredte fattigdom efter pesten, nogle ungdommelige tvivlsomme politiske tilbøjeligheder og forbudte forelskelser, havde han måtte flygte fra havnebyen til fyrstedømmet. Nu sad han alene og isoleret i sit stuehus i klitterne mod nordvest. Oprindeligt havde husmandsstedet ligget langt fra havet, men nu lå det næsten nede på stranden på grund af havets stigning. Den kloge mand havde nok haft en anelse om, at fyrstinden ville komme, nu da pestens lidelser, men også dens unævnelige velsignelser, var ved at løbe ud i sandet, og en ny tidsånd var ved at skylle ind over riget som en bølge, der oversvømmer de nytillærte forestillinger og de aflejrede menneskelige konstellationer, som det er beskrevet i stjernerne.

Den kloge mand havde da også med nød og næppe selv undgået den frygtede pest, som havde underlagt sig hele fyrstedømmet. I pestens anden bølge havde man på fyrstindens befalingen fået fremskaffet en eliksir, der i sidste øjeblik ville forhindre katastrofale dødsfald. Folket var naturligvis fyrstinden dybt taknemmelig, men nu var stemningen også ved at vende. Fyrstinden havde kunnet herske uindskrænket gennem umindelige tider, men nu åndede tiden mere frisind og folket ville igen forsamles og danse og være frimodige. Værre var det, at riget var noget nær ved at gå rabundus. Pesten havde kosten fyrstedømmet ufattelige summer, og nu nærmede sig tiden til at betale af på den gæld, som riget, med fyrstindens befaling, havde opsamlet sig.             

Fyrstinden gik nu ind til den kloge mand. – Vær hilset, fyrstinde, sagde den kloge mand. – Jeg har ventet deres ankomst, men fortæl mig nu, hvad de har i sinde? Fyrstinden rømmede sig: – Da tiden nu rinder mod nye udløb i vores rige, hvor den gift, der har forstyrret vores menneskelige kredsløb, nu endelig er ved at være udvasket, kan vi da både komme tilbage til det, vi kom fra, og på samme tid fortsætte i det nyerhvervede? Spurgte fyrstinden.

– Må jeg byde dem på en gåtur udenfor på gårdspladsen uden hele deres vagtfølge, ærede fyrstinde, spurgte den kloge mand. Fyrstinden tænke, der vist ikke kunne ske noget ved det, da den kloge mand både var gammel og jo efter sigende ikke var særligt interesseret i hendes køn, eller på nogen måde efterstræbte hende. Hun bad sine vagter bliver tilbage i huset, og så gik de. Da de kom ud på gårdspladsen, gik de straks hen til en gammeldags brønd med rund stenopsætning og hejseværk med en spand.  

– Lad os kigge ned i brøndens klare vand og drikke af det, sagde den kloge mand. Fyrstinden vidste ikke helt, om hun skulle tro på den slags hokuspokus. Den kloge mand tog spanden sænkede den i brønden, hejste den op igen, og tog et krus vand fra spanden og rakte den til fyrstinden, der tøvede et øjeblik, før hun tog en stor slurk af kruset.

– Kig nu ned i brønden, sagde den kloge mand, og da så fyrstinden, hvordan vandspejlet glimtede som et øje, der pludseligt lukkede sig op. Og hvad så hun ikke?

Fyrstinden så sig selv i en kortege, der kørte ad en sandet vej, der snoede sig gennem et ørkenlandskab i et land med få midler. Den lokale befolkning led i fattigdom, og selvom de ikke vidste, hvorfor der kørte en kortege gennem ørken, så forstod de nok, at det måtte være overmagten, der kom kørende i en eller anden form. Særligt de ubemidlede har altid haft en udefinerbar fornemmelse for, hvem der inkarnerer magtens kåbe. 

Støvet stod om kortegen, mens hendes følge kørte med høj hast. Hun så sig selv både indefra og udefra, brønden sugede hende ned i sig, snart var hun opslugt i det spøjse fatamorgana. Fyrstinden var sig selv i det gøglebillede, som brønden projicerede for hendes indre øje, og den kloge mand manifesterede sig også i hendes vogn. Han sagde til fyrstinden, at nu nærmede de sig hans barndomsby.

Foran dem ville bymurene snart rejse sig til en ædel gammel havneby med knejsende syngende bytårne. Portene til byen havde været lukket under hele pestens hærgen, og indbyggerne havde undsluppet verdens opmærksomhed. Pesten var aldrig sluppet ind i byen, mens resten af verden havde kæmpet mod en overmagt, som de sjældent havde set. 

Fyrstinden forstod på den kloge mand, at et lille udvalg af verdens allerøverste ledere i al hemmelighed skulle mødes i denne havneby bag de lukkede byporte, hvor ingen kunne genkende dem. Her ville de tage beslutninger i sikkerhed for pestens sidste bølge, inden den ville rende ud i sandet – og en ny fremtid ventede.

Da de nåede frem til paladset i centrum af byen, steg de ud af kortegens vogne, og fyrstinden bemærkede hurtigt, at rangorden mellem den kloge mand og hende selv havde forvandlet sig. Han havde hovedrollen og bød hende velkommen til sit palads og gik først mod indgangen. Rundt om paladset lå der grønne parker med olivenlunde og blomsteroaser, hvor børn legede tagfat og spillede bold. Alt åndede idyl i denne isolerede havneby, tænkte fyrstinden, som det i nogen grad havde gjort det i gamle dage i hendes eget rige.

Fyrstinden var ikke den eneste i kortegen, for hun så nu, at hun var en del af en procession af verdens mest magtfulde mennesker, hvor den kloge mand gik i spidsen. Hun tænkte ved sig selv, hvem var egentlig denne mand, der måske var mere end hundrede år? Han så majestætisk ud, ja han så godt ud, var næsten indtagende som en gud, der havde iklædt sig almagtens kåbe.

Processionen kom ind i forhallen i det mægtige palads, her stod de i stilhed et par sekunder, og kiggede på de nøgne sandstensvægge, før de blev gelejdet ind i de indre gemakker. Herinde fik de sæde ved stort rundt bord, og der var en tiltænkt stol til hver hersker. Nu bad den kloge mand alle de tilstedeværende om at læse et skrift igennem, som lå foran dem. Fyrstinden skulle også læse skriftet, og det var i sandhed overvældende informationer, der stod i det: Den netop raserende pest var for ingenting at regne mod, hvad dette skrift for de tilstedeværende udmalede ville ske efter pesten. Jorden, hvor de alle var herskere, ville gå under i varme og oversvømmelser, tørke og mangel på drikkevand. Mennesker i hobetal ville lide enten varmedøden, sulte eller tørste ihjel eller dræbe hinanden i de verdensomspændende borgerkrige på grund af de uafvendelige naturkatastrofer.

Den sidste side i skriftet var et ubeskrevet blad. Der stod ikke, hvad de skulle gøre for at forhindre disse fremtidige katastrofer, hvor pesten komme til fremstå helt ubetydelig i forhold til disse rædsler. Herskerne sad sundede sig efter det slag i mellemgulvet, som skriftet havde givet dem. Den kloge mand kom nu ind og satte sig ved det runde bord. Han lignede i sandhed en gud af ubestemmelig alder, med fuld vital kraft, ja han virkede næsten diabolsk, da han talte til herskerne:

– Jeg har et forslag til de ærede herskere fra hele verden. Vi har med den nuværende pest en mulighed for at redde vores klode fra at gå under i naturkatastrofer, hvor menneskeheden vil uddø i varme og oversvømmelser. Vi er nødt til at forlænge pestens undtagelsestilstand, så vi kan indføre de restriktioner, som vi haft held med at skabe under pesten. Folket er bange for den konkrete pest, men ikke for den fremtidige abstrakte plage, som den gennemgribende opvarmning, der truer vores klode, sagde den kloge mand.

Herskerne troede ikke deres egne ører, men den kloge mand fortsatte:

– Ærede herskere, mit forslag er, at I gradvis skal begrænse overforbruget af energi, føre jeres samfund tilbage til en større balance. Lad gerne en del flere krepere af pesten, så vi undgår den store overbefolkning. Giv dem medicin, der ikke virker, opfind nye mutationer af pesten, lad den fortsætte, for pesten er for det fællesmenneskelige gode, sagde den kloge mand og fortsatte:

– Under en sådan fælles angst, kan I gøre med befolkningerne, som I vil, hvis I holder befolkningen i en undtagelsestilstand. Bild dem ind, at de er nødt til det for at redde deres kære fra at dø af den stadigt mere smitsomme pest, der samtidig også tager til i dødelighed og ikke mindst i lidelse. Husk I vil gøre alt dette for at forhindre endnu større lidelser, sagde den kloge mand.

– Og husk også på, at det vil være en gylden mulighed for jer alle til at få ubegrænset magt og herske uden indblanding og modstandere, som I bare kan fjerne i den gode sags tjeneste: At redde jordkloden fra varmedøden og total oversvømmelse. I kan forvandle den varme lufte til isbjerge så hårde som klippesten, fortalte han.

Der opstod stor opstandelse blandt herskerne omkring det runde bord. Der blev råbt.

– Det er jo uhyrligt, lød det fra alle hjørner af salen. Ganske vist af vidt forskellige grunde, tænkte fyrstinden observerende ved sig selv.

Mange mente endda, at den kloge mand burde kastes i fængsel for sine udtalelser, skønt det også ville være lidt diktatorisk. Verdens herskere gjorde sig klar til at forlade forhandlingerne ved det runde bord, rejse sig fra deres stole.

Fyrstinden tænkte, at hvor besnærende det end lød, så var det nok ikke en retning at gå. Om det lod sig gennemføre, var hun også i tvivl om, i hvert fald ville det kræve total enighed blandt verdens herskere og at de kunne holde det fortroligt blandt deres sluttede kreds. Men omkring hende så hun, hvordan en del herskere gjorde sig klar til at forlade salen.

De var næsten henne ved udgangsdørene, da hun hørte, hvordan alle dørene ved et tydeligt klik blev låst foran herskerne. De var nu alle taget til fange i paladset i en havneby ved ørkenens udkant.

– Dørene er lukkede lidt endnu, mine kære herskere, sagde den kloge mand. Lad mig give jer et nyt råd, der ikke er til at afslå. I har intet at frygte, kære jordiske herskere, hvis I kaster jer ud i dette, så vil I, i virkeligheden, høste endnu større begejstring, for folket vil kunne se efter et stykke tid, at forlængelsen af undtagelsen var det rigtige at gøre. Og så vil I kunne indføre et nyt tusindårsrige, der bygger på folkets vilje, sagde den kloge mand.

Ingen af de jordiske herskere kunne se det muligt med sådanne tiltag, desuden var det jo blevet afprøvet flere gange i historien, og det havde ikke virket efter hensigten. Nej, nu måtte herskerne ud, de ville ikke høre på galskaben, der kom ud af den kloge mands forvirrede hoved. Han var jo totalt galt afmarcheret, både på den ene og på den anden måde. Der måtte være andre tiltag, hvormed man kunne redde jordkloden, mente man.

Fyrstinden tænkte sit, for i og for sig var det ikke et dumt forslag, men det gik nok trods alt ikke – og det gik heller ikke i hendes egen meget velopdragne, men også lidt forkælede befolkning.

Den kloge mand var blevet synligt mere irriteret på herskerne og havde ikke til sinds at give op. Han kom nu med sit sidste og endelig råd:

– Men det er foreskrevet i de guddommelige skrifter, at det skal gå således, og I er blevet udvalgt til at blive guder i dette himmerige, som I står overfor. Tænk over det, I vil komme til at bestemme over jordklodens liv og død. Hvordan kan I modstå den fristelse? Det ligger i enhver herskers sjæl at nærme sig det guddommelige og selv blive gud. Følg mig kære herskere, sagde den kloge mand, og lignede grangiveligt selveste den almægtige Gud.

Verdens herskere var nu i totalt oprør, og de ville ikke høre mere tale om den kloge mands forslag. Der var både det ene eller det andet galt. De omstyrtede det runde bord, gjorde sig til at banke udgangsdørene ind, skønt de var behørigt aflåste og ikke lod sig rokke en tøddel. De vendte sig mod den kloge mand for også at undertvinge sig ham med vold og måske tvinge ham til at genåbne dørene og lade dem køre ud af den fordømte havneby i ørkenen, hvor de kom fra.

Men den kloge mand havde et sidste og endelig træk i baghånden. Idet de gik til angreb på ham, indkaldte han sine vagter. De indfangede hurtigt alle herskerne og stillede et stort skafot op midt inde i den store paladssal, og nu forkyndte han det sidste ultimatum: Ville herskerne ikke følge hans råd, skulle de miste hovedet i guillotinen. Vagterne pressede nu alle herskere, trykkede lidt på deres allerømmeste punkter og nu var herskerne straks mere forhandlingsvillige. De ville alle følge herskerens forslag, pestens undtagelsestilstand skulle indføres til evig tid, om gud ville det, skreg de.

Det hjalp ikke meget, den kloge mand havde for længst mistet tålmodigheden med dem. Han havde indset, at de var opportunister og uduelige til hobe og ikke stod til at redde i deres egoistiske bevidsthed. De kunne lige så godt blive udrenset nu. Således gav den kloge mand vagterne ordre til at henrette den ene hersker efter den anden, selvom de alle grædende bedyrede, at de ville følge den kloge mands råd, men intet hjalp, hovederne blev hakket af og trillede ned i en kurv. Blodet flød i stride strømme rundt i paladsets mange korridorer i et mægtigt blodbad.

Sådan fortsatte hovedafhugningen efter alle kunstens regler, indtil de nåede frem til fyrstinden, som var den sidste, der var tilbage. Alle herskere lå døde på gulvet i en bunke i et hjørne af salen.

– Kære fyrstinde, så er vi er her igen, bare os to alene, de skulle naturligvis ikke miste deres hoved, det var aldrig meningen med optrinnet, sagde den kloge mand.

– Hvorfor sparer du mit hoved? Spurgte fyrstinden tydeligt lettet. Og hvad skal jeg så gøre nu?

– De må først hjælpe mig med at rydde op på dette svineri. Lad os få renset alle sale og få skaffet alle kroppe og afhuggede hoveder af vejen. Lad os forgifte vagterne, så de ikke kan genfortælle denne historie, vi må sørge for, at blodet ikke løber ud på gaderne, så folk ude i byen ikke aner uråd, sagde den kloge mand. Fyrstinde så sig omkring, der lignede et slagteri fra helvede, men hun måtte vel gøre som den kloge mand sagde.

Først forgiftede de vagterne med en giftig øl, det var nemt. Dernæst gik de sammen i gang med at rense de bonede gulve. Fyrstinden, der knapt havde prøvet at gøre rent før, i hvert fald ikke i så stort et slot, gjorde sit bedste, skrubbede og skurede, vaskede af og med sæbe og kaustisk soda. Uden for i paladsets forgård gravede hun et hul i sit ansigt sved, og der smed de alle de afdøde herskeres lemmer og hoveder i, samt naturligvis de døde forgiftede vagter, kastede læsket kalk henover og tildækkede det hele igen. I løbet af en dags tid havde den kloge mand og fyrstinden slettet alle spor, og ingen ville vitterligt kunne opdage, hvilke uhyrligheder, som var hent. Fyrstinden og den kloge mand stod nu sammen og gennemså deres rengøring en ekstra gang, der var intet at se, ikke en blodplet, kødluns eller en benstump var tilbage, og hele massakren kunne lige så godt være det rene tankespind.

Nu var der kun en sidste ting at gøre, sagde den kloge mand. Og fyrstinden vendte sig mod ham, halv i spænding, halvt i frygt.

– Ja, sagde hun.

– Som du måske husker er alt, hvad du ser et syn i en brønd, sagde den kloge mand.

– Ja, sagde hun, pyha. Det var en indbildt verden. Hun tænkte, hvor var det godt hun kunne vende tilbage sit rige og vende ryggen til disse lidelser og rædsler, fordi de var uvirkelige, når hun kom tilbage, vil hun tage fat på hverdagen igen. Hun ville måske endda ikke nøjes med give sig selv lidt mere frihed, men også folket. I virkeligheden ville hun ikke gøre noget af det, som den kloge mand havde fordret, indså hun nu. Hun vidste jo også det hele var en illusion i et syn i en brønd, en ond drøm, som hun snart skulle vågne op fra, når hun løftede sit blik fra brøndens øje.

Hun fortalte ikke sine tanker til den kloge mand. Det turde hun ikke. Men den kloge mand smilede eftergivende. Fyrstinden blev lidt urolig, hvad kunne han nu finde på, nu måtte de da snart skulle tilbage til den virkelige verden, der skulle til at ske noget. Det var ved at være sen aften, og hun blev utålmodig og spurgte ham:

– Skal vi ikke snart begynde at se efter udgangen på dette syn?

– Jo og vi skal samme vej tilbage, som vi kom hertil, sagde han.

Da de gik ud af paladset, manifesterede kortegen sig igen. De blev kørt ud af porten til havnebyen med stor fart. De kørte ud i ørkenen, der syntes at strække sig i det uendelige i nattens mørke.

Da de havde kørt i umindelige tider, stoppede de endelig ved en lille høj murstensring, som lå midt i de uendelige fygende og golde sanddynger. Der var noget genkendeligt ved murstenene og den lille spand, der hang i en kæde over det runde murværk. Nu vidste hun det, det var den samme brønd, som i starten af deres rejse. Det måtte være porten til virkeligheden. De kunne endelig komme tilbage, tænkte fyrstinden, hvis blot ikke brønden var udtørret i denne tørke. Hun skulle kun drikke en enkelt slurk af brøndens klare vand, så ville hun være tilbage i vante gænge. Hun ville kunne lægge disse oplevelser bag sig og for altid lukke brøndens øje til denne fiktionens nat.

(Copyright Peter Graarup Westergaard)