Danmark har kunnet bryste sig af at være en af de første lande, der tiltrådte FN’s flygtningekonvention i 1952. Nu skal vi passe på ikke at blive de første, der forlader aftalen.

Den nølende og modstræbende hjemtagning af de danske børn, der sidder interneret i de syriske fangelejre Al-Hol og Al-Roj, den inhumane hjemsending af syriske flygtninge og ikke mindst planerne om etableringen af et modtagecenter og en såkaldt asyllejr i fx Rwanda, hører ikke hjemme i hverken socialdemokratiet eller i det danske demokrati. FN har allerede flere gange advaret mod de inhumane danske planer.

At børnene i de syriske fangelejre skal hjem, er for mig et kategorisk imperativ. Det er vores PLIGT som nation at hjemtage danske børnene med deres mødre. Børnene er danske statsborgere.

Socialdemokratiets udlændingepolitik bliver yderligere forværret af, at integrationsministeren nu vil, at syrere fra Damaskus, der ikke er såkaldt personligt forfulgt, skal hjemsendes til området. Integrationsministeren henviser til § 7 stk. 3 i udlændingeloven, som handler om, at man kan sende hjem, når de værste uroligheder er overstået, fordi de kun er her midlertidigt. Det er ingen andre end Danmark (og Ungarn) i verden, der mener, at situationen er tålelig, og slet ikke for hjemvendte flygtninge til Assads regeringsby.

Hvordan kan man sidde flere tusinde kilometer væk fra krigszonen og bestemme, at Syrien er et sikkert et land i visse områder, når man samtidigt ikke tør oprette en ambassade og hvor resten af verden siger, at der ikke er fred og at der stadigt er farligt for hjemvendte syrere? (Se The Guardian 09.05.2021) Dansk udlændingepolitik trænger til en realitetsbehandling.

Integrationsministeren siger endvidere, at alle hjemsendelsessager er afgjort af en uafhængig myndighed, nemlig Udlændingestyrelsen. Men disse afgørelser er vel afsagt på grundlag af problematiske love som §7 skt. 3 i udlændingeloven og med en minister, der på Integrationsministeriets hjemmeside skriver om sin direkte adgang til styrelsen: ”Udlændinge- og integrationsministeren fremskynder Udlændingestyrelsens sagsbehandling, således at styrelsen hurtigere end planlagt skal vurdere, om opholdstilladelser til flere hundrede personer fra Damaskusprovinsen kan inddrages.”

Muligheden for medhold i klager over afgørelserne er også blevet formindsket, da Flygtningenævnet i 2016 tankevækkende nok mistede de medlemmer, der netop kunne tale flygtningenes sag, nemlig dem, der var udpeget af Dansk Flygtningehjælp.

Det har også været et argument, at op mod 250 syrere ifølge integrationsministeren frivilligt er rejst hjem. Dermed antyder han, at der altså er nogle syrere, der synes, at der er sikkert nok. Men reelt ved han kun, at de er rejst ud af landet, ikke om de er rejst tilbage til Syrien. De kan leve under jorden andre steder i Europa.

I forrige uge kommer det så ad omveje til offentlighedens bevågenhed, at den socialdemokratiske regering også arbejder på at etablere en lejr uden for Europas grænser og har været på besøg i Rwanda. Samme dag som de to udsendte ministre returnerede fra Rwanda, fik folketinget pudsigt nok forelagt et lovforslag, hvor det hedder: ”Ét af elementerne i regeringens plan om et retfærdigt og humant asylsystem er at skabe en ordning, hvor spontane asylansøgere, der søger om asyl i Danmark, overføres til et tredjeland…”

Men hvordan kan det blive et mere ”humant asylsystem” at deportere asylansøgere til Rwanda, som er kendetegnet ved massive krænkelser af menneskerettighederne ifølge Human Rights Watch? Ingen med sund fornuft tror vel på, at vi reelt vil give asylansøgere mere humane betingelser ved at internere dem i en lejr i Rwanda? Måske er hensigten snarere, at vi symbolsk kan fortælle omverden, at flygtningene er uønsket her.

Regeringen bør rette sig efter de internationale anbefalinger og konventioner. Giv os det venlige, omsorgsfuld og åbne (socialdemokratiske) Danmark tilbage.

Med venlig hilsen

Peter Graarup Westergaard