PETER GRAARUP WESTERGAARD

Sommerferien nærmer sig. Danskere i hobetal tager til Gardasøen hver sommer for at bade, men de kan faktisk også opleve litteraturens vugge ved den klassiske pøl med et dansk twist.

Af Peter Graarup Westergaard

En hel horde af danskere tager hvert år til Gardasøen på badeferie. Men Gardasøen er ikke bare en badeferiedestination. Det er også litteraturens udspring i Europa. Så hvis du af uransagelige grunde – og måske lidt modvilligt – er havnet som turist ved Gardasøen på badeferie, kan du stadig nå at gøre det til en litterær kulturoplevelse. Det kræver bare en lille bil, eller en lille rød italiensk Vespa, så du kan komme omkring og gå på litterær opdagelse.

Flere af den europæiske kulturs fremmeste digterværker har nemlig deres oprindelse i området omkring Gardasøen, hvis man inkluderer byer som Verona, Bergamo, Mantova og Vicenza, der ligger ganske tæt ved søen. Nogle af verdenslitteraturens hovednavne boede ved søen i et tidsrum: Catul, Virgil og selvfølgelig Dante Alighieri.

Byen hvor Dante fandt ly
Start din litterære opdagelsesrejse i Verona. Den første forfatter, du møder her, er Dante Alighieri. Han boede i alt 7 år i Verona ad to omgange, hovedsageligt fordi han var kommet i miskredit hos magteliten i sin hjemby Firenze. Dante Alighieri skrev store dele af Den Guddommelige Komedie i Verona, mener man, som består af tre bøger: Helvede, Skærsilden og Paradis. Og Gardasøen optræder naturligvis i Den Guddommelige Komedie:

“Højt i det dejlige Italien breder/ en sø sig ved de Alpers Fod, der skille/ Tyskland fra Tyrol; den Benaco hedder./…/ didhen maa alle Vande sammenflyde / der i Benacos skød ej rummes inde / og gennem Engene som flod sig gyde.”

Benaco er Gardasøens latinske navn. Dante giver en rammende beskrivelse af naturen og landskabet omkring Gardasøen, som stadig passer i dag, men lidt sjovt og ironisk er det dog, at digtet om Gardasøen står i Helvede 20 i Den Guddommelige Komedie. Men lad det ligge. Verona er i det hele taget meget stolt af deres digtergæst fra den italienske renæssance. Også Dantes store samtalepartner i Den Guddommelige Komedie, den romerske digter Publius Vergilius Maro – også bare kaldet Vergil – er vokset op som en bondedreng på Posletten nær Mantova, godt nok et stykke fra Gardasøen, men han nævner også søen i sine værker.

Det er jo heller ikke at forglemme, at William Shakespeare henlagde sit berømte teaterstykke, Romeo and Juliet, til Verona, hvor de veronesiske familier Capulet og Montague var i evig strid med hinanden, lige indtil de lægger våbnene på grund af Romeo og Julies skæbnesvange død. Og du kan helt ægte stadig se Il balcone di Giulietta fra teaterstykket, hvor Romeo tilbeder Julie, og du kan ikke mindst se Julies – Giuliettas – grav, som har en fremtrædende plads i stykket. Spørger man italienerne om dets ægthed, siger de naturalmente, de var skam rigtige historiske personer.

Gardasøens perle
Mange store digtere kan forbindes til området omkring Gardasøen. Også den store latinske digter – Gaius Valerius Catullus – også bare kaldet Catul – er fra Verona, da byen var romersk. Catul er i dag måske mest kendt for sine saftige kærlighedsdigte, der ikke lægger fingre imellem og som beherskede det sjofle og vulgære sprog. Og han har faktisk en tættere forbindelse til selve Gardasøen, fordi hans far havde en kæmpe villa ved søen. I dag er der en enorm ruin i byen Sirmione, som man tilskriver Catul-familien. I hvert fald kalder man den Catullus grotte. Catul skrev også om Gardasøen og Sirmione i Carmina 31.

“Sirmio! Øje af øer og halvøer, som hver Neptun holder, hvad enten det er i klare søer eller på det vide hav, hvor glad og lykkelig ser jeg dig ikke igen, næppe troende på, at jeg har forladt Thynien og de Bithyniske sletter, og at jeg ser på dig i god behold.” (min oversættelse fra engelsk).

Det var også i Sirmione, at Ezra Pound og James Joyce, to af modernismens allerstørste forfattere, mødtes, vist endda første gang, efter at have brevvekslet i nogle år. James Joyce boede i Trieste og Pound i Rapallo/Venedig – men her mødtes de for at tale om udgivelsen af Ulysses i 1920 på Hotel Eden, som man kan se, og hvor man stadig kan indlogere sig.

D’Annunzios citadel
Når du så alligevel er ved Gardasøen som litterær turistdansker, så vil du heller ikke misse chancen for at se Gabriele D’Annunzios villa, Vittoriale Degli Italiani, der ligger på Gardasøens vestbred. Det er oplagt at tage videre dertil efter at have været med de herrer Catul, Joyce og Pound i Sirmione.

Når du ankommer til Vittoriale Degli Italiani, møder du en totalt excentrisk arkitektonisk, usleben perle, der står uberørt siden D’Annunzio forvandlede villaen efter sit eget snørklede hoved. Ifølge overleveringen “fik” D’Annunzio Villa Vittoriale af Benito Mussolini i 1922, fordi Mussolini gerne ville have D’Annunzio væk fra Rom og gemt godt af vejen i Norditalien. Han var for farlig for Mussolinis magtposition og var reelt en slags rival til ham.

D’Annunzio (1863-1938) var i det hele taget en imponerende italiensk personage, der foruden at være forfatter også var militærmand, politiker, fascist og en overgang selvudnævnt regent i Fiume under første verdenskrig. Legendarisk fløj han egenhændigt ind over Wien og smed løbesedler ud om, at de skulle overgive sig. I dag er han især kendt for sin esoteriske, svulmende poesi og dekadente romaner som Ilden, Lyst og Den Uskyldige – som faktisk er oversat til dansk omkring fin de siècle.

På mange måder minder villaen om et kæmpe antikvariat. Der er bøger allevegne og utallige snørklede gange. Alle mulige kostbare pyntegenstande. Rundt om villaen er der en enorm park med fuldstændigt vanvittige konstruktioner. Øverst i parken er selvfølgelig D’Annunzios enorme mausoleum, hvor hans kiste står på en søjle, der knejser op mod solen. Som om han næsten er i knytnæve-kamp med selve solen.

Karin Michaëlis’ dom
Den samtidige danske offentlighed i 1920’erne – og i særdeleshed den danske forfatter, Karin Michaëlis – havde imidlertid et noget anderledes billede af den italienske digterfyrste, Gabriele D’Annunzio. Karin Michaëlis skrev den lille bog Der Fall d’Annunzio i 1925 på tysk, hvor hun går i rette med D’Annunzio og hans annektering af Villa Vittoriale ved Gardasøen. (Bogen er også senere oversat til dansk).

Det viser sig nemlig ifølge Michaëlis, at han på det nærmeste røvede villaen fra den danske violinist Hertha Thode, som skulle være den retmæssige arving til villaen efter sin mands død, den tyske kunsthistoriker Henry Thode. Karin Michaëlis går virkelig i brechen for Hertha Thode.

Ifølge Michaëlis er D’Annunzio blot mødt op en dag uden for villaen, der var konfiskeret og forseglet af de italienske myndigheder efter første verdenskrig. Han skulle simpelthen have brudt seglet og sagt: “For en D’Annunzio er der vel ikke noget segl.” Og derefter var det så D’Annunzios villa, skønt den vist skulle have været tilbagegivet til den retmæssige danske ejer efter første verdenskrig.

I det hele taget skildrer Karin Michaëlis mennesket D’Annunzio som en uanstændig stratenrøver. Et godt gammelt og passende ord. Men hun ender dog sin fortælling med, at forfatteren D’Annunzio kan vi ikke sådan lige glemme, og måske er han også lidt velkommen hos hende i denne lidt ambivalente beskrivelse:

“Hvis d’Annunzio var trængt ind i mit hus, for at røve mit lille hjem fra mig, havde jeg taget min ridepisk og trukket en blodrød streg tværs over ansigtet – ikke på digteren d’Annunzio, som har skænket mig dejlige stunder, men – på mennesket d’Annunzio; bagefter havde han så kunnet tage mit hus i besiddelse.”

La città alta / La città bassa
Efter Vittoriale Degli Italiani kan du tage en sviptur til Bergamo for at få en af Thys største forfattere med i den litterære turistrundtur, nemlig J.P. Jacobsen. Bergamo er en fantastisk flot by, der er delt i to: Città Bassa og Città Alta. Den gamle bydel ligger oppe på et lille bjerg, og man kan komme fra ny-Bergamo ad en lang snoet brostensbelagt vej til gammel Bergamo på toppen, hvorfra der er udsigt til hele den “nye” by og Po-sletten. Man kan forestille sig, hvordan de italienske borgere har kunnet forskanse sig på toppen, godt beskyttet af de lodrette bjergvægge, som man ikke sådan lige kan bestige.

J.P. Jacobsen har faktisk skrevet en novelle, som handler om byen: “Pesten i Bergamo”. Thy-forfatteren besøgte faktisk gammel- og ny-Bergamo i 1873, og dette besøg må have inspireret ham til novellen. Jacobsen sætter med det samme scenen, hvori Bergamo er rammen for en aktuel situation:

“Der var Gammel-Bergamo oppe paa Toppen af et lavt Bjærg, i Hegn bag Mure og Porte, og der var det nye Bergamo nede ved Bjærgets Fod, aabent for alle Vinde. En Dag brød Pesten ud dernede i den nye By og greb frygteligt om sig; der døde en Mængde Mennesker og de andre flygtede bort udover Sletten, ad alle Verdens fire Hjørner til.”

Du ville kunne genkende steder i novellen, samtidig med at du kan tænke på, at den store Thy-forfatter, J.P. Jacobsen, også har gået op ad de snoede veje til Gammel Bergamo med sin labyrintiske og romantiske byplan. J.P. Jacobsen har måske også siddet på Piazza Vecchia, set tårnet Campanone, været i La Cattedrale di Sant’Alessandro, gået forbi Cappella Colleoni og vandret i gaderne Via S. Lorenzo og Via Mario Lup, som i dag er turistgader. Du kan måske også genkende Bergamo i J.P. Jacobsens arabeske beskrivelser af byen, selv om de er indhyllet i religiøse og epidemiske tåger hos ham. Måske har han også været ved at fare vild i den middelalderlige labyrint af tætte gader, som du måske næsten vil gøre det et kort øjeblik. Che romantico e moderno!

Spionen i Gargnano
Når du er færdig med Bergamo og J.P. Jacobsen – eller helt færdig bliver du jo nok aldrig – så kan du køre tilbage til Gardasøen og videre op langs vestkysten, indtil du kommer til byen Gargnano.

Her boede D.H. Lawrence igennem længere tid fra 1912-13. Lokalbefolkningen troede, han var spion. Han havde en affære med Frieda von Richthofen, der var datter af en tysk baron og gift med en professor i engelsk. Det var her, han samlede materiale til sin bog Twilight of Italy fra 1916. Her skrev han om Italien og Gardasøen:

“Dagen var forsvundet, tusmørket var væk, og sneen var usynlig, da jeg kom ned til søens bred. Kun månen, hvid og strålende, stod på himlen – som en kvinde, der fryder sig over sin egen skønhed, mens hun driver yndefuldt omkring under hele verdens blik, undertiden kigger gennem frynserne på de mørke olivenblade, undertiden betragter sin egen prægtige, dirrende krop, fuldstændig nøgen i søens vand.” (min oversættelse)

Gardasøen er en af litteraturens store erotiske badesteder, og det kunne være en litterær forløber for Lawrences erotiske beskrivelser i Women in Love fra 1920, hvor nøgenbadning nemlig bliver et slags billede på både begær og den eksistentielle søgen.

Porten til Syden
I den nordlige ende, nær byen Riva del Garda, er søen omgivet af stejle klipper og bjerge. Her har både Thomas Mann, der jo også skrev Døden i Venedig, Friedrich Nietzsche og Rainer Maria Rilke opholdt sig. Riva del Garda er kendt som en kurby, særligt omkring fin de siècle, hvor det var hjemsted for det berømte Sanatorium von Hartungen, grundlagt af den østrigske læge Christoph Hartung von Hartungen. Også de to Prag-forfattere Franz Kafka og Max Brod besøgte sanatoriet.

Thomas Mann opholdt sig jævnligt indtil 1914 i Riva del Garda. Under sit første ophold i 1901 noterede han indtryk fra området, som måske senere fandt vej ind i hans roman Trolddomsbjerget fra 1924. Mann besøgte fx vandfaldet Cascata del Varone nær Riva del Garda. Og noter fra dette besøg blev måske senere brugt i romanen, hvor han beskriver et vandfald i Flüelatal med følgende ord:

“Ved bunden af den dybe, smalle kløft af bulede, nøgne klipper, glatte som enorme fiskemaver, styrtede vandmasserne ned med en øredøvende larm. Bagved, ovenover og overalt hørtes truende og advarende kald, trompeter og grove menneskestemmer.”

Selv om Mann nok var mest inspireret af Katia Manns sanatorieophold på et tuberkulosesanatorium i Davos, Schweiz, så er det nærliggende at antage, at der også er træk fra Riva del Garda-området i romanen.

Vindens port
Når du har været helt i nord af Gardasøen, er det tid til at runde toppen og køre ned langs østkysten. Her kommer du snart til Torbole og Malcesine, hvor Goethe opholdt sig kortvarigt under sin Italiensrejse i september 1786. Goethe beskriver Gardasøen som et skønhedschok – et gennembrud i hans oplevelse af Italien, hvor han jo også skal finde sig selv – ikke mindst erotisk. Han skriver om Gardasøen ved ankomst den 12. september 1786 i Torbole:

“Hvor stærkt ønskede jeg mine venner ved min side, for at de kunne glæde sig over den udsigt, som lå foran mig!” (oversættelse Otto Gelsted)

I Malcesine blev han så fascineret af det gamle slot Castello Scaligero, at han begyndte at tegne det. Men også han bliver mistænkt for at være spion, ligesom D.H. Lawrence. Vagterne ved slottet mistænkte ham for at være østrigsk spion (på grund af Østrigs position i området), og han blev afhørt og også kortvarigt fængslet. Man kan læse mere om besøget ved Gardasøen i Goethes Italiensk rejse (Italienische Reise, 1816-17), der bygger på hans dagbogsoptegnelser og breve.

Tilbage i Verona
Når du så efter en litterær rundtur omkring Gardasøen kommer tilbage til Verona, bør du, inden du tager mod nord til Danmark igen, konsultere Tom Kristensens Rejse i Italien fra 1951. Denne bog slutter også i Verona.

“Nogle fulde karle i tyrolerhatte gik forbi og skubbede til hinanden. Tyrolerhatte! Ja, det var jo sandt. Fra vort hotelvindue kunne vi se Alperne. Da lød der et hæst skrig fra det andet fortov, og mellem sporvognene og ‘hvepse’ kom lille Lira styrtende…”

Rejse i Italien er en fin bog, måske er den faktisk bedre end hans Spanien-bog En kavaler i Spanien. I Italien-bogen får du et mere ægte indtryk af hans rejse. Især fordi konen er med og hele tiden bryder ind i hovedtemaet. Det er meget sjovt. Så husk at tage ægtefæller eller kærester med til Italien…

Særligt er Tom Kristensens mange beskrivelser af Vespa’en, som jo betyder hveps på italiensk, lidt sjove og underholdende. De optræder også i ovenstående citat. Som små hvepse – det er lige netop sådan, Tom Kristensen opfatter den lille scooter: som en hveps i den italienske trafik, der kan være helt uudholdelig. Men Vespa’en er da en flot lille fyr, synes jeg, især når den er italiensk-rød, og hvem kører ikke gerne rundt om Gardasøen på sådan et stykke italiensk design – måske med ens udkårne – for at udforske litteratur og poesi?

“Giornate da avere una vecchia Vespa, chiudere qualsiasi preoccupazione nel baule e andare a fare un giro per le strade, parlando con il vento.”/”Dage til at have en gammel Vespa, lukke alle bekymringer inde i bagagerummet og tage en tur gennem gaderne, mens man taler med vinden.”