Biblen som kode i litteraturen. Intro til Northrop Frye

20170627_105808

Den canadiske litteraturteoretiker Northorp Frye (1912-1991) er et fascinerende bekendtskab for enhver litteraturnørd, især hvis man også har interesse i kristendom eller selv er troende. Særligt bør man genlæse hans berømte bog The Great Code: The Bible and Literature fra 1982, hvor han analyserer, hvordan Bibelen grundlæggende er struktureret som tekst og billedunivers. Bibelens myte og billedunivers danner ifølge Frye baggrund for store dele af den verdslige litteratur i vesten. Selve titlen The Great Code har Northrop Frye hentet fra sin faderfigur, digteren William Blake (1757-1827), og han er det direkte udgangspunkt for hans litteratursyn: ”The Old and New Testaments are the Great Code of Art”, siger Blake i hans annotation til Laocoön.

Menneskets mytologiske arv
Forudsætningen for Northrop Fryes teori er, at et myteunivers bibeholder betydning for os ved, at det hele tiden reaktualiseres og revitaliseres. Vore myter tjener den funktion at skabe kulturel identitet, idet de er med til at danne fælles værdier for samfundet. De er en social konstruktion, som skal holde vores indre forestillingsverden sammen. Ifølge Frye kan vi overhovedet ikke eksistere og forstå os selv uden for et grundlæggende mytologisk univers, for det er et af menneskets væsentligste kendetegn, at det hele tiden spinder sig ind i en eller anden form for mytologi, der kan tjene til en forklaring på dets eksistentielle forhold. Her er det kristendommen en af vore tilbagevendende koder, eller en grundlæggende mytologi, der stadig i det tyvende eller en og tyvende århundrede er med til at definere mennesket. Northrop Frye formulerer sig på følgende måde i The Great Code:

“Man lives, not directly or nakedly in nature like the animals, but within a mythological univers, a body of assumptions and beliefs developed from his existential concerns. Most of this is held unconsciously, which means that our imagination may recognize elements of it, when presented in art or literature, without consciously understanding what it is that we recognize. Practically all that we can see of this body of concern is socially conditioned and culturally inherited. Below the cultural inheritance there must be a common psychological inheritance, otherwise forms of culture and imagination outside our own tradition would not be intelligible to us. But I doubt if we can reach this common inheritance directly, by-passing the destinctive qualities in our specific culture. One of the practical functions of criticism, by which I mean the conscious organizing of a cultural tradition, is, I think, to make us more aware of our mythological conditioning. The Bible is clearly a major element in our imaginative tradition, whatever we may think we believe about it” (The Great Code, s. xviii).

Northrop Frye vil med denne passage sige, at mennesket inden for sin forestillingsverden altid befinder sig inden for et mytologisk univers, der er dannet af de koder, som er kulturelt nedarvet i mennesket. Disse koder er sjældent fuldstændig bevidstgjorte, idet de ofte forekommer i vores kulturelle frembringelser, som en slags ubevidste arketyper. Jan Ulrik Dyrkjøb skriver i sin bog Northrop Fryes Litteraturteori, at disse antagelser ikke er langt fra psykologen Carl Gustav Jungs teorier om arketyperne. Hos Jung stod arketyperne for nogle psykiske grundfænomener, som hævdes at være fællesmenneskelige og høre hjemme i det såkaldt kollektive ubevidste. Trods den terminologiske lighed, er der dog væsentlige forskelle mellem Frye og Jung, idet det ikke er myterne – eller arketyperne i sig selv – som er hovedsagen for Frye. Han vil i stedet beskrive den måde, hvorpå myterne får nyt indhold og nye funktioner i litteraturen. Han vil ikke reducere litteraturen til myter, men vise spændingen mellem de oprindelige myter og deres forskudte former.

Gentagelsen som genopstandelse
Northrop Frye har forlængelse sin forståelse af spændingen mellem de oprindelige myter og deres forskudte former en særlig tolkning af gentagelsen som begreb. I Fryes litteraturkritiske værk Anatomy of Criticism (1957) beskriver han, hvordan han forstår gentagelsesbegrebet, som han til dels har ladet sig inspirere af Søren Kierkegaards Gjentagelsen (1843):

“Kierkegaard has written a fascinating little book called Repetition, in which he proposes to use this term to replace the more traditional Platonic term anamnesis or recollection. By it he apparently means, not the simple repeating of an experience, but the recreating of it which redeems or awakens it to life, the end of the proces, he says, being the apocalytic promise: “Behold, I make all things new.” The preoccupation of the humanities with the past is sometimes made reproach against them by those who forget that we face the past: it may be shadowy, but it is all that is there. Plato draws a glomy picture of a man staring at the flickering shapes made on the wall of the objective world by the fire behind us like the sun. But the analogy breaks down when the shadow are those of the past, for the only light we can see them by is the Promethean fire within us. The substance of these shadows can only be in ourselves, and the goal of historical criticism, as our metaphors about it often indicate, is a kind of self-resurrection, the vision of a valley of dry bones that takes on the flesh and blood of our own vision. The culture of the past is not only the memory of mankind, but our own buried life, and study of it leads to a recognition scene, a discovery in which we see, not our past lives, but the total cultural form of our present life. It is not only the poet, but his reader who is subject to the obligation to ‘make it new'” (s. 345-347).

Frye fremhæver, at gentagelsen står i et særligt forhold til begyndelsen. Man skal ikke blot forstå gentagelsen som generindring (anamnesis) i platonsk forstand, men den skal snarere forstås som en særlig kulturel kode, hvormed vi forstår os selv, og som bestandigt er med til at redefinere os. Denne gentagelse tolkes af Frye i kristen forstand som en ”genopstandelse”, idet vi ud fra den revitaliserer kulturen, hvormed den genopstår i en slags genkendelsens scene. Gentagelsen udgør et krav om at gøre det nyt ”make it new,” samtidig med at den forholder sig til fortiden og reaktualiserer den.

Kode og struktur
I The Great Code viser Frye, hvordan visse strukturelle træk bliver gentaget i Bibelen som en slags typologi. Når Frye taler om Bibelens typologi, henviser han til, at det er de samme billeder og forestillinger, som bruges gennem hele Bibelens univers – de forskellige evangelier og bøger imellem. Og det er den denne bibelske typologi, som bliver gentaget og genbrugt i store dele af den efterfølgende verdslige litteratur helt op til vor tid. Begrebet type henviser i første omgang til en bestemt persontype, som går igen i forskellige tekster – som for eksempel Jesus – men når Frye skal definere begrebet typologi, griber han også tilbage til ordets etymologi, idet han henviser til, at figura er den latinske standardoversættelse for det græsk typos. Samtidig har typos også en anden betydning, idet Vulgata gengiver det med forma. Et afgørende kendetegn ved typologien er, at den ifølge Frye fortæller, hvordan typer bevæger sig over tid som en kode, der gentages i forskellige tekster. Typologien beskriver det fænomen, at visse typiske træk og motiver gentages i tekster fra forskellige tider. På den måde bliver biblens billedunivers og mytologi en typologi, der ikke bare gentages internt i biblen, men som også reaktualiseres i megen senere vestlig litteratur og kultur.

Som litteraturkritiker interesserer Northrop Frye sig også særligt for det samlede metaforkompleks, der bliver fremstillet i Bibelen. Dette metaforkompleks er Bibelens styrende kode og den traditionelle del af kristendommens troslære kan ifølge Frye beskrives i metaforisk form. Det er også biblens metaforkompleks, som Frye mener bliver reaktualiseret og gentaget i moderne verdslig litteratur. Som Frye udtrykker det om Bibel: ”Poetry, then, keeps alive the metaphorical use of language and its habits of thinking in the identity suggested by the ”this is that” structure of metaphor”.

Litteraturkritikerens opgave
Hvad er så litteraturkritikerens opgave ifølge Frye? I The Great Code formulerer Northrop Frye, hvad han anser for kultur- og litteraturkritikerens hovedopgave, nemlig at gøre os bevidste om vor kultur og litteraturs mytologiske og arketypiske forudsætninger og se på hvordan de reformuleres og genskabes. Ganske vist har vore myter på et overordnet plan gennemgået en gradvis afmytologisering fra antikken og frem til i dag, men inden for poesien og litteraturen kan denne forskydning af myterne være en reversibel proces, hvor der kan ske en genmytologisering af allerede afmytologiserede myter, som for eksempel med kristendommen helt op i det tyvende århundredes litteratur. Og det er litteraturkritikerens opgave at forklare disse processer med henblik på at give et fundament for en diskussion af de blivende værdier i vores samfund og kultur.

Litteratur:

Northrop Frye: The Great Code – The Bible And Literature.
Northrop Frye: The Anatomy of Criticism.
Jan Ulrik Dyrkjøb: Northrop Fryes Litteraturteori

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s