Essay: T.S. Eliot – Anti-platonikeren (Litteratur-studier)

IMG_20180326_141635

The safest general characterisation of the European philosophical tradition is that it consists of a series of footnotes to Plato – A. N. Whitehead         

Opgøret med metafysikken
Samme år (1922) som Virginia Woolf udgav Jacob’s Room, offentliggjorde T.S. Eliot sit berømte langdigt The Waste Land. Han var en del af den litterære gruppering, de engelske litteraturkritikere har kaldt ”The Men of 1914,” som ud over Eliot selv talte James Joyce, Ezra Pound og Windham Lewis. Det er kendetegnende, at alle fire forfattere ønskede at gøre op med en idealisme, som havde hersket i digtningen siden symbolismen, skønt de også var stærkt påvirket af symbolismen i de tilfælde, hvor den var sanselig og anti-metafysisk, som hos Stéphane Mallarmé (1842-98). Ezra Pound var den af de fire forfattere, som tænkte mest programmatisk. Han udkastede en række manifester, som ikke mindst T.S. Eliot og Wyndham Lewis lod sig inspirere af. Det hedder om Ezra Pound og T.E. Hulme (som var en anden forfatter, der var tæt associeret med de fire mænd fra 1914) i Malcolm Bradbury og James McFarlanes litteraturhistorie Modernism – A Guide To European Literature 1890 – 1930 fra 1976:    

As a part of an all-out campaign against nineteenth-centrury aesthetics, he [Pound] arraigned Symbolism for its ‘softness’ and arbitrariness, its ultimate renunciation of the ‘de facto world’ and aspiration after infinitude, its experiments in synaestesia, and the Satanic posturings associated with Symbolists and Decadents. Since Imagism aimed at genuine and ‘permanent’ relationships, it was also set off, in theory if not always in practice, from the Impressionists’ fleeting, fanciful word-pictures. Hulme had similarly condemned Yeats’s attempts to ‘ennoble his craft by stenuously believing in a supernatural world, race-memory, magic, and saying that symbols can recall these where prose couldn’t ,’all of which he regarded as ‘an attempt to bring in an infinity again’. But his devotion to Bergson and his regard for the initially Symbolist vers libre made him stop short of branding the whole movement as yet another incarnation of ‘blurry’ Romanticism (s. 235-236).

Litteraturhistorikerne Bradbury og McFarlane mener, at Pound og Hulmes opgør med symbolismen i det hovedsagelige var en afvisning af det fortænkte og romantiske. Digtningen skulle i stedet koncentrere sig objekterne fra de-facto-verdenen, og ikke inddrage en flyvsk abstraktion, som længtes efter det uendelige. Afvisningen og problematiseringen af det metafysiske udfolder Eliot i sit forfatterskab ved et samtidigt opgør med og gentagelse af en række platoniske motiver. Eliot er den af de fire mænd fra 1914, som tydeligst forholder sig til den platoniske tradition.[1] Jeg vil således i dette kapitel analysere platoniske elementer og motiver i Eliots forfatterskab. Jeg vil fokusere på digtet The Waste Land og vise, at Eliots digt er udpræget anti-platonisk på trods af sine platoniske elementer. Det er min pointe, at digtet har den platoniske idealisme som en nødvendig modsætning.

Eliot var særdeles velorienteret i Platons filosofi, og han læste Platon på oldgræsk. Han begyndte sine studier ved Harvard universitetet med at læse klassisk filologi, for dog senere at skifte til at studere antik filosofi. Før han for alvor begyndte sin digterkarriere, arbejdede han på en doktorafhandling om F.H. Bradley, som han færdiggjorde, men imidlertid aldrig forsvarede. Bradley var en platonisk orienteret forfatter, som Eliot selv siger det i sin afhandling: ”Of influence of suggestion, there is only one which may have been of the first importance – the influence of Plato” (T.S. Eliot, Knowledge and Experience, s. 179). Man kan opsummere Bradleys filosofi til den antagelse, at vore begreber om virkelighed, som vi kender dem fra dagligdagen, kun er begreber om en skinvirkelighed, for de er selvmodsigende begreber. Filosoffernes opgave er at skabe en forståelse af den sande, åndelige verden eller det absolutte, hvor disse selvmodsigende begreber ikke længere ville være tilstede, idet de skulle forsvinde i en højere enhed (G.E. Moore, De Store Tænkere, s. 7). I sammenhæng med platonismen og ikke mindst den tyske hegelianisme bliver dette udviklet til, at den materielle verden i streng forstand ikke kan være virkelig. Vore dagligdagserfaringer er illusioner, og det eneste, som vi kan have tiltro til, er vore bevidsthedsakter. Bradleys filosofi har naturligvis mange affiniteter til platonismen netop fordi den antager, at det primært virkelige er det ideelle og åndelige. Tankevækkende er det, at idéhistorien (se J.H. Muirheads afhandling The Platonic Tradition in Angle-Saxon Philosophy, 1931) har anset Bradleys idealisme for et tegn på platonisme, idet han indirekte antager, at al idealisme har sin oprindelse i en eller anden form for platonisme. [2] Idealismen hos Bradley er en del af den platoniske tradition, og det er denne platonisme, som Eliot opponerer imod, men ved stadig at genskrive den platoniske tradition.

Platonismeforskning i Eliots digtning
I det følgende vil jeg først at gengive noget af den Eliot-forskning, som har berørt eller direkte behandlet platonismens betydning for Eliots forfatterskab. Der er ikke skrevet udtømmende afhandlinger om T.S. Eliots platonisme, men allerede i 1949 skrev den norske Eliot-forsker Kristian Smidt i sin doktorafhandling Poetry and Belief in the Work of T. S. Eliot om årsagen til Eilots manglende tro på den partikulære virkelighed: ”There were strong influences, Plato’s perhaps most pervasive among them, urging that reality was not in the particular, as Bergson and other modern philosophers asserted, but in the universal. His [Eliots] own longing for metaphysical certitude, we may assume, made it impossible for him to ignore these voices” (Kristian Smidt, Poetry and Belief in the Work of T. S. Eliot (udg. 1961), s. 153). Smidts afhandling undersøger Eliots filosofiske antagelser i digtningen, som de er blevet overleveret til ham gennem filosofihistorien. Afhandlingen er på den måde en kortlægning af forskellige filosoffers indflydelse på Eliots digtning, her især idealistiske filosoffer som F.H. Bradley. Smidt arbejder med en tese om, at forskellige filosofiske positioner er blevet inkorporeret i Eliots digtning. Men han viser ikke gennem sine læsninger, at en særlig platonisk tradition har organiseret flere af de indflydelser, der er i Eliots digtning, og som jeg vil prøve at trække frem i lyset her. Jeg skal dog også vise, at hvor Smidt mener, at Eliot afviser den partikulære virkelighed, så er måske netop den smertelige erkendelse af den partikulære virkelighed et af digtet The Waste Lands væsentligste temaer.

En af den komparative litteraturkritiks absolutte hovedværker inden for en kortlægning af klassisk litteraturs indflydelse på vestlig litteratur, er Gilbert Highets afhandling The Classical Tradition: Greek and Roman Influences on Western Literature fra 1949. Her vises det, hvordan den symbolistiske tradition, som Highet mener Eliot er en fremtrædende del af, kan anskues som en særlig form for platonisme:

There is an important group of modern poets [herunder Eliot] who may be called symbolists. They believe that single events and individual persons are petty, transient, unimportant; that they cannot be made into subjects worthy of art unless they are shown to be symbols of eternal truths. This is itself a Greek idea. Plato taught that every thing in the world was merely a poor copy of its perfect pattern in heaven, and that it could not be understood except by those who knew that pattern. Plato meant philosophers. The symbolists, on the other hand, would say that only imaginative artists could see high significance in trivial daily things (The Classical Tradition, s. 501).     

Highet beskriver også, hvordan Eliot har brugt andre elementer fra den klassiske litteratur, herunder især figurer fra den græske mytologi. Jeg skal i forhold til ovenstående citat vise, at Eliots digtning, skønt sin symbolistiske inspiration, på mange måde var en afvisning af evige sandheder i symbolerne, som McFarlane og Bradbury mener det. Men det er min pointe, at det bliver han ikke mindre platonisk af, for denne afvisning af det evige og transcendente, som man finder i Eliots digtning, har bestandigt en form platonisme som modspiller og antitese.

Den mest sammenhængende studie i platonismen hos T.S. Eliot finder man i Dennis Browns essay ”Plato and Eliot’s earlier verse” fra antologien Platonism and the English Imagination fra 1994. Ifølge Brown er der noget grundlæggende platonisk over hele Eliots forfatterskab :

Eliot’s poetic career strangely replicates Plato’s own progression from dramatised dialogue to a more monological commitment to the Real: the earlier verse is dialogical and sceptical; Four Quartets is affirmatory and declarative. In effect the earlier verse of Eliot, which will be the main focus here, calls into question the nature of Platonism itself (Platonism and the English Imagination, s. 298).

Brown opfatter Eliots udvikling som digter som en kopi af Platons udvikling som filosof, og samtidig sætter Eliots tidligste digtning spørgsmålstegn ved sin egen platonisme og platonismen i sig selv. Det er Browns argument, at Eliot kombinerer den franske symbolist Jules Laforgues poetiske metode med en platonisk tankegang, som hænger sammen med, at der, som nævnt, er visse platoniske træk ved symbolismen. Symbolismen handlede ganske vist i stor udstrækning om form og teknik, men den var også en søgen efter en mystisk virkelighed bag de fysiske manifestationer. Det var på den sidste måde Arthur Symons forstod det i sin bog The Symbolist Movement in Literature (1899) (Robert Sencourt, T. S. Eliot, s. 33f). Denne bog var Eliots hovedindgang til poesien, og det var her, han først blev introduceret til Laforgue, som skulle danne afsæt for hans egen digterkarriere. Eliot søgte ifølge Brown med symbolismens poetiske teknikker efter en højere mening i denne verden af substansløse fænomener, som netop er en meget platonisk måde at opfatte virkeligheden på.   

I Browns essay udfoldes to korte fortolkninger af Eliots to berømteste digte: The Love Song of J. Alfred Prufrock og The Waste Land, ingen af disse fortolkninger rummer imidlertid nærlæsninger af digtene. Brown mener, at digtet The Love Song of J. Alfred Prufrock skal fremstille en radikal fremmedgørelse over for den samtidige storbyeksistens. To af digtets hovedbilleder, hvor man i det ene hører om ”a patient etherized upon a table” (v.3, Eliots digte er i dette essay citeret efter The Norton Anthology of English Literature, vol. 2) og i det andet hører om ”a magic latern threw the nerves in patterns on a screen,”(v.105) minder om Platons hulelignelse, hvor fangerne sidder lænket bagerst i en hule og ser nogle skygger fra virkeligheden. Hovedhensigten med digtet er ifølge Brown en søgen efter den ultimative virkelighed, hvor en højere mening skulle ligge bag storbyens umiddelbare skin og skyggeverden. Centralt for Browns læsning af Prufrock-digtet er den velkendte platoniske dikotomi mellem den fænomenale verden og den ideelle verden, men den er også en påpegning af, at Eliot formmæssigt har lånt fra Platons dialoger, idet digtet bruger sokratisk dialog, som han siger: ”The young philosophy student [Eliot] who wrote the poem has utilized the dialogical method of the founding father of the ’mind of Europe’ [Platon] to express and assess a finally-personal (and modern) quest for the Real” (Platonism and the English Imagination, s. 301).

The Waste Land, som er det digt, jeg skal behandle udførligt her og betragte som repræsentativt for Eliots brug af den platoniske tradition, rummer alle de samme platoniske træk som Prufrock-digtet. Brown indleder sin korte læsning af digtet med at fremhæve, at man kan få en afgørende forståelse af digtets platonisme, hvis man ser på den kladde, hvori Ezra Pound har redigeret kraftigt. Heraf fremgår det af afsnittet ’The Fire Sermon’ et sted mellem omtalen af Mr. Eugenides i ”Unreal City” og Tiresias smudsige vision af forstaden, at der skulle have stået: ”Not here, O Glaucon, but in another world.” Dette citat henviser til Platons konkluderende argumenter i Staten, hvor Sokrates netop henvender sig på lignende måde til Glaucon. Betydningen af dette citat anslår digtets stræben efter en transcendent sammenhæng, hvor det forsøger at sætte sig ud over den fænomenale metropols flygtighed. Brown mener også, at selve digtets fokusering på byen og det urbane har sin genklang i Platons tanker om polis, hvor det for eksempel hedder i Staten, at ”the wise man” søger ”the city whose home is in the ideal, for I think that it can be found nowhere on earth” (Staten 592, citeret efter Brown: Platonism and the English Imagination, s. 302). Det er præcis den dualitiske afstand mellem den ideale by og samtidens metropoler, som The Waste Land ifølge Brown begræder.

Endelig er The Waste Land også udpræget platonisk, idet den hentyder til en selvbevidst uvidenhed. Brown anfører, at en anden slettet linje lyder: ”And if Another knows, I know not,” hvilket henviser direkte til Sokrates’ kendte udsagn i Apologien, hvor det hedder: ”he thinks that he knows something which he does not know, whereas I am quite consious of my ignorance […] I do not think that I know what I do not know” (Apologien 21d, citeret efter Brown: Platonism and the English Imagination, s. 303). Den offentliggjorte version af The Waste Land indeholder også i sig selv mange henvisninger til den overlegne uvidenhed, som Sokrates repræsenterede, som jeg vil komme ind på senere.

Ligesom Prufrock-digtet søger Eliot i The Waste Land efter en højere mening bag de flygtige verdens diffuse fænomener. Alle personer, som bliver fremstillet i digtet, er som lænkede fanger henrevet af uvirkelige skygger. Ifølge Brown er det særligt Statens forsøg på at etablere en ideel by, som danner grundlag for Eliots kritik af de moderne metropoler, men også Faidon danner udgangspunkt for The Waste Land, idet man her ser dramatiseringen af Sokrates’ sjæl i den umiddelbare skygge af døden. Uafladeligt tematiseres døden i digtet, og den verden, som bliver fremstillet i digtet, er uplatonisk, idet sjælen er dødelig. Alligevel finder man Teiresias, som er i en mellemposition, idet han både er kvinde og mand, død og levende, hvilket gør ham til en platonisk figur, idet han skuer noget transcendent, som befinder sig på den anden side af de flygtige fænomener. Men det centrale for The Waste Land er ligesom i Prufrock-digtet dikotomien mellem det transcendente og det immanente. Brown siger konkluderende:

In the poems, his [Eliot] struggle is with the founding father of philosophy. Yet although he turns the dialectical method into a mode of self-questioning […] it is typical of the poet that he seems to owe more to Plato’s rhetorical figures than to his logic. The notion of an ideal city transcending the sensual agora of metropolitan life, the image of direct sunlight in contrast to the shadow-realm of the world’s ‘cave’, and the heroic figuration of the intellectual who owns to his final ignorance yet still pursues truth – these are the key influences in the poetry Eliot wrote from 1908 to 1925 (Platonism and the English Imagination, s. 306).

Dennis Browns essay og Smidts og Highets afhandlinger fokuserer næsten udelukkende på den direkte platonisme hos Eliot. De koncentrerer sig om hvilke figurer, der er direkte platoniske, hvilke citater, der stammer direkte fra Platons dialoger.

Jeg vil i dette essay vise, at Eliots digt The Waste Land på mange måde er direkte anti-platonisk, men det gør det stadig til en del af den platoniske tradition. Som et moderne digt gør det op med den platoniske tradition, samtidig med at det uophørlig gentager og genskriver platoniske motiver. Jeg kunne naturligvis også have set på et langdigt som Four Quartets (1942). Heri er han blot mindre i kritisk dialog med platonismen, men mere idealistisk og egentlig direkte platonisk flere steder.

Den smertelige mangel på transcendens
Allerede i det første kapitel af The Waste Land, som har titlen “The Burial of the Dead” er digtet i dialog med flere platoniske begreber. Digtet lægger paradokssalt nok i forhold til titlen ud med at tematisere frugtbarheden og årstidernes vekslen, og her refererer Eliot til de frugtbarhedsmyter, som han har stiftet bekendtskab med i Sir James Frazers afhandling The Golden Bough og særligt i Jessie L. Westons afhandling From Ritual to Romance. Man finder henvisninger til vegetationskultus, naturmagi, men samtidig finder man også den ulykkelige biologiske forgængelighed, som er bagsiden af frugtbarheden. Digtet beskriver melankolsk årstidernes vekslen, der er styret af de uafvendelige biologiske nedbrydnings- og vækstprocesser. Frugtbarhedssymbolikken har naturligvis også en sammenhæng med Eliots særlige forståelse og tematisering af det kønslige i The Waste Land. Digtet fungerer derudover som en henvisning til og problematisering af Platons erindringsbegreb, anamnesis. Det hedder i åbningspassagen:

April is the cruelest month, breeding
Lilacs out of the dead land, mixing
Memory and desire, stirring
Dull roots with spring rain
(v.1-4).                             

Det mest bemærkelsesværdige ord i denne passage er ordet “cruelest” i først verslinje, traditionelt tænkes april som en måned, hvor alting spirer på ny, alting får fornyet energi og kraft, men alligevel beskriver digtet april som grusom. Man kan opfatte ”breeding” som et positivt ord, da det betyder ”avle” eller ”opdrætte,” men digtet undlader ikke at gøre opmærksom på, at syrenerne også avles ud af det døde land, som dermed er grundlag for det frugtbare. ”Breeding” henviser også til en særlig feminiseret dyrisk forståelse af naturen, som noget der avles og fødes. April foranlediger ikke bare en konkret biologisk frugtbarhed, da den også har en abstrakt betydning, idet den blander erindring og begær.

Erindring eller anamnese bliver hos Platon opfattet som noget uforgængeligt og evigt, der henviser til ideernes rige, men den bliver nu blandet med det flygtige begær, som bliver udkrystalliseret i billedet, hvor sløve rødder er blevet vækket eller oprørt (:stirring) af forårsregnen. Begæret har vækket den evigt slumrende sjæl, den feminiserede frugtbarhed har vækket det evige, som har ligget sløvt i jorden. Syrerne rejser sig fra jorden, rødderne begynder at spire, hvilket er traditionelle falliske symboler. Det, som gør april grusom, er altså, at den sætter alting i bevægelse, vækker naturen, tænder begæret, gør det bestandige flygtigt. Derfor bruger digtet også bemærkelsesværdigt tre former for præsens participium med verbal funktion i slutningen af hver af de tre første verslinjer, som betegner handling og bevægelse: ”breeding”, ”mixing” og ”stirring”. Aprils grusomme frugtbarhed fremhæves yderligere i de tre næste verslinjer, idet den kontrasteres med vinter, hvor jorden er dækket med forglemmende sne:

                               Winter kept us warm, covering
                               Earth in forgetful snow, feeding
                              A little life with dried tubers
                               (v. 5-7).

Før april vækker naturen, men også digtersubjektets erindring (digtet angiver ”us,” og det henviser til digtersubjektets fællesskab med andre subjekter, måske kun med andre mænd?), er alting dækket af et ubevægeligt lag af glemsel. Med forårets komme opstår erindringen, forgængeligheden og begæret. Dette er en platonisk måde at opfatte den fænomenale verden på. Afgørende for Platons filosofi er skellet mellem idé og fænomen, som også er skellet mellem det varige og det flygtige. Den sanselige og fysiske verden er det uholdbare, mens en beskuelse af de transcendente idéer er den direkte adgang til det evige. Dette bliver et typisk motiv, som Eliot genbruger i sit digt, her finder vi blot i første omgang kun det flygtige og forskelligartede, som endda breder sig til at gøre subjektets erindring til noget forbifarende og ubestandigt. Subjektet begræder den manglende transcendente sammenhæng, idet alt er mærket af det forgængelige begær og af frugtbarhed, og allerede fra begyndelsen beskriver det en længsel efter en platonisk evighed. Men det er ikke, hvad subjektet ser i dets umiddelbare omgivelser. Her er der en feminiseret frugtbarhed som vækker begæret. Derfor er april grusom.

Herefter bryder digtet med årstidsbillederne, men forholdet til det kvindelige udfoldes mere eksplicit i den efterfølgende passage. Også erindringsmotivet bliver forfulgt yderligere. Digtet fortsætter med en beskrivelse af sommeren ved Starnbergersee, som er en sø ved München, hvor den ”gale” Karl Ludvig II af Bayern druknede i 1886 under mystiske omstændigheder. Dette får vi imidlertid ikke at vide af digtet, og det synes at være en pointe. Gengivelsen udgøres af en kvindes private erindring, uden verdenshistorisk betydning. En kvindes tilsyneladende private erindringsmotiver hypostaseres i forhold til den verdenshistoriske begivenhed:

Summer surprised us, coming over the Starnbergersee
With a shower of rain; we stopped in colonnade,
And went on in sunlight, into the Hofgarten,
And drank coffee, and talked for an hour.
Bin gar keine Russin, stamm’ aus Litauen, echt deutsch.
And when we were children, staying at the archduke’s,
My cousin’s, he took me out on a sled,
And I was frightened. He said, Marie,
Marie, hold on tight. And down we went.
In the mountains, there you feel free.
I read, much of the night, and go south in the winter
(v. 8-18).

Digtersubjektet smelter sammen med grevinde Marie Larisch, som var en kusine til Karl Ludvig II, og ifølge Norton Anthology of English Literature skulle verslinjerne fra 7 til 17 være en gengivelse af hendes ord, men dette nævner Eliot ikke selv, ikke engang i en af hans mange noter til digtet. Eliots teknik er at lade de partikulære og kvindelige sanseerfaringer og sanseerindringer underkende den universelle erindring i form af verdenshistorie. Platoniske teorier om erindring giver en dybere forståelse af denne passage af digtet. Platon selv beskriver sin teori om erindring ud fra begreberne anamnesis og mneme, hvor det første betyder generindring og det andet evnen til at opbevare sansning.

Anamnesis er også et begreb, der er knyttet til den fornuftige sjæls udødelighed, idet det er Platons pointe, at den fornuftige sjæl ved hjælp af anamnesis besidder en viden på forhånd, som den har taget med sig fra idéernes rige, fra før den blev inkarneret her på jorden. (Anne-Marie Eggert Olsen, ”Den Hellige Augustin I Pæretræet,” (s. 232) Anamnesis kommer altså ikke i første omgang fra det, vi har sanset, men er en generindring af det, vi vidste før, vi blev inkarneret. Men samtidig er anamnesis også sjælens evne til at genkalde sig og ordne mindet (mneme) om noget, som det har sanset gennem legemet. I ovenstående passage ser vi derimod, kvindens partikulære sanseerfaringer fortrænger den mere universelle erfaring, som man kunne kalde den verdenshistoriske erindring omkring den gale kong Karl Ludvig II. Den verdenshistoriske og ”udødelige” person bliver opslugt i nogle mere prosaiske sanseoplevelser fra kvindens barndom.

Historien om Karl Ludvig IIs død er ikke en generindring fra ideernes rige, men man kan tale om, at en universel begivenhed, som har et verdenshistorisk omfang, bliver underlagt de partikulære og kvindelige sanseerfaringer. Eliot vender gennem sin gengivelse af en kvindes erindring om på det platoniske forhold mellem det universelle og partikulære, men hvor det universelle er indirekte tilstede i det partikulære, blot nu brudstykkeagtigt og fragmentarisk, underlagt en kvindes erindring om en almindelig sanselig barndom. Modsat Bradley ville T.S. Eliot, ved at beskrive kvindernes verden, sætte fokus på vore dagligdagserfaringer, da de er de eneste man kan kende til med sikkerhed. De ting, kvinderne ser i deres umiddelbare virkelighed, er det eneste virkelige. Marie Larisch er det bedste vidne til sandheden.

Den omvendte hulelignelse
Umiddelbart efter denne passage møder vi et digtersubjekt, der henvender sig til et ”du”, som er en mandlig figur: ”son of man.” Han er indskrevet i en bibelsk mytologi, som det også fremgår af Eliots egne noter til digtet. Eliot har forsynet sit digt med et omfattende noteapparat, der viser, hvorfra han har hentet mange af sine direkte eller indirekte referencer. I den næste passage hedder det:  

What are the roots that clutch, what branches grow
Out of this stony rubbish? Son of man,
You cannot say, or guess, for you know only
A heap of broken images, where the sun beats,
And the dead tree gives no shelter, the cricket no relief,
And the dry stone no sound of water. Only
There is shadow under this red rock,
(Come in under the shadow of this red rock),
And I will show you something different from either
Your shadow at morning striding behind you
Or your shadow at evening rising to meet you;
I will show you fear in a handful of dust
(v. 19-30).

Eliot har skrevet to noter til denne passage: Den første reference går fra ”son of man” til Ezekiel 2.1. I dette skriftsted henvender Gud sig til Ezekiel, og siger: ”Menneskesøn, stå op på dine fødder, så jeg kan tale med dig.” Baggrunden for denne passage skal findes i beskrivelsen af Ezekiels profetiske åbenbaringer, hvor sandheden åbenbares af Gud. Det andet skriftsted som nævnes direkte i Eliots noter, er fra Prædikerens Bog 12.5 og refererer til ”And the dead tree gives no shelter, the cricket no relief.” Dette citat omhandler prædikerens billede af alderdommens ensomhed, hvor de gamle vil ”ængstes for bakker og rædsler lurer på vejen, mandeltræet blomstrer, græshoppen slappes og kaspersbærret svigter, nu mennesket går til sin evige bolig og sørgetoget går gennem gaden.” Begge henvisninger hører til Bibelens mytologi, hvor den smertelige sandhed om verdens fordækthed åbenbares for en profet ud fra en transcendent sammenhæng. Det interessante er imidlertid, at de bliver indskrevet i en platonisk typologi og mytologi, idet passagen måske mest eklatant er en henvisning til Platons hulelignelse, blot med omvendt fortegn.

Hulelignelsen fortæller om nogle uoplyste fanger som sidder bundet nede i en hule, således at de kun kan se hulens bagvæg. Bag dem føres en række genstande, som belyses af et bål, og dermed kaster skygger op på hulens bagvæg. Fangerne opfatter nu disse skygger som virkelige genstande, men i virkeligheden er de kun skygger af nogle andre genstande, som igen er på afstand af den oplyste verden, uden for hulen i solens lys. Hulebilledet er altså en lignelse om menneskets plads i verden som uoplyste fanger i en hule, men også om deres mulighed for at komme ud i lyset og erkende sandheden (Staten, 514 A-21 B).

I digtet henvender digtersubjektet sig som en gud til menneskesønnen, og viser ham at han lever i en verden, hvor der ikke er mulighed for transcendens og hvor det immanente er goldt. Det mest bemærkelsesværdige ord i denne passage er ”shadow,” som gentages ikke mindre end tre gange mod slutningen af passagen. Hos Platon er skyggen en af de mest brugte typer, der  billedliggør den fænomenale verdens skin, som for eksempel i hulelignelsen. Her flygter menneskesønnen blot, modsat hulelignelsen, ind i stenens skygge og væk fra den brændende sol. Udenfor i lyset er omgivelserne beskrevet som et ufrugtbart klippelandskab, hvor skyggen er det eneste tilflugtssted. Det er kendetegnende for beskrivelserne af landskabet, at de udtrykker en skinverden, hvor alting er mærket af goldhed og uvirkelighed. Der tales om, at ”You cannot say, or guess, for you know only/ A heap of broken images, where the sun beats.” Han kender kun de ødelagte billeder, som er en direkte henvisninger til skyggerne i hulen, blot er de nu ude i solen. Alting er uorganisk, der er kun døde træer, klipper og golde sten.

Menneskesønnens verden, som den bliver beskrevet, har mistet sin mening, og hans verden får ikke mere mening af, at han flygter ind i skyggen. Her ophæves både morgenens og aftnens skygger ganske vist, men de afløses kun af frygten i en håndfuld støv, som en allegori over intetheden. Eliot beskriver med dette billede, at menneskesønnens verden er en skinverden, og dette betyder ikke, at der findes en virkelig, transcendent mening uden for den immanente verden. Det eneste, der er tilbage, som det beskrives i denne passage, er længslen efter den transcendente sammenhæng, som det måske åbenbares gennem nogle indirekte henvisninger til religiøse skriftsteder, der refererer til det hinsides.

Doxa og kvindelighed
Længere fremme i første kapitel af digtet finder man en lang direkte reference til den clairvoyante Madame Sosostris og hendes tarokkort, som var kendt i Europa på den tid, hvor digtet blev skrevet. Denne henvisning virker i første omgang malplaceret og selvudleverende latterlig, men den har en nøje planlagt sammenhæng med det forrige:

Madame Sosostris, famous clairvoyante
Had a bad cold, nevertheless
Is known to be the wisest woman in Europe,
With a wicked pack of cards. Here, said she,
Is your card, the drowned Phoenician Sailor,
(Those are pearls that were his eyes. Look!)
Here is Belladonna, the Lady of the Rocks,
The lady of situations.
Here is the man with three staves, and here the Wheel,
And here is the one-eyed merchant, and this card,
Which is blank, is something he carries on his back,
Which I am forbidden to see. I do not find
The Hanged Man. Fear death by water.
I see crowds of people, walking round in a ring.
Thank you. If you see dear Mrs. Equitone,
Tell her I bring the horoscope myself:
One must be so careful these days (v. 43-59).

Passagen med Madame Sosostris beskriver spådomskunstens illusioner for indirekte at påpege den manglende mening i verden, og at denne verden er en kvindeverden. Platon gjorde i Staten meget ud af at skelne mellem den sikre viden, episteme, og den meningsbetonede og usikre viden doxa. Han mente naturligvis, at al filosofi skulle basere sig på episteme, fordi den var den sikre og uforanderlige viden (Karsten Friis Johansen, Den Europæiske Filosofis Historie, s. 203-204). Spådomskunst går naturligvis ikke ind under episteme, men under doxa. Dermed har Eliot med sit digt og sine eksplicitte referencer til spåkvinden Sosostris yderligere problematiseret forholdet mellem kvinderne og platonismen. Han viser gennem sine beskrivelser den smertelige mangel på transcendens, når kvinderne udfolder en pseudo-transcendens. Sandheden bliver overladt til myterne, til en pseudoviden, når kvinderne skal beskrive verdens banale og komiske sammenhæng, men det fremhæver blot manglen på den transcendente sammenhæng.

Eliot skriver i forlængelse af en platonisk typologi, men det er en anti-platonisme, som han beskriver. Enhver platonisme forudsætter normalt tilstedeværelsen af noget transcendent, men denne forudsætning kan digtet ikke opfylde, måske fordi han beskriver en kvindelig verden. Digtet handler i det første kapitel om, at enhver form for transcendens opløses, når det konfronteres med det sanselige og kvindelige. Det handler om forholdet mellem det mandlige og det kvindelige, hvor det mandlige udgør en mislykket transcendens, mens det kvindelige udgør en ligegyldig immanens. Så man kunne spørge sig selv, om de døde som Eliot begraver i sit digt, mon ikke er de mandlige platonikere?

Svulstige efterligninger
I det næste kapitel af The Waste Land, som bærer titlen ”A Game of Chess,” beskrives en barokagtig scene, hvor svulstig og overdådig skønhed er fremherskende. Her er den guldblanke trone, marmoret, glasspejlet, hvorfra Eros (:Cupidon) kigger frem fra vinløvet. Man finder en overflod af kandelabre, juveler, satinskrin, elfenben og andre rigdomme, men hele opsætningen er centreret omkring glasspejlet, som kaster lyset rundt i de beskrevne omgivelser og reflekterer de enkelte genstande. Den første passage har typiske træk fra både Platons hulelignelse, hans mimesis-teori og ikke mindst hans trinvise begribelse af det skønne, som det bliver beskrevet i Symposion. Passagen lyder:

The Chair she sat in, like a burnished throne,
Glowed on the marble, where the glass
Held up by standards wrought with fruited vines
From which a golden Cupidon peeped out
(Another hid his eyes behind his wing)
Doubled the flames of sevenbranched candelabra
Reflecting light upon the table as
The glitter of her jewels rose to meet it,
From satin cases poured in rich profusion.
In vials of ivory and colored glass
Unstoppered, lurked her strange synthetic perfumes,
Unguent, powdered, or liquid–troubled, confused
And drowned the sense in odors; stirred by the air
That freshened from the window, these ascended
In fattening the prolonged candle flames,
Flung their smoke into the laquearia,
Stirring the pattern on the coffered ceiling.
Huge sea-wood fed with copper
Burned green and orange, framed by the colored stone,
In which sad light a carvèd dolphin swam.
Above the antique mantel was displayed
As though a window gave upon the sylvan scene
The change of Philomel, by the barbarous king
So rudely forced; yet there the nightingale
Filled all the desert with inviolable voice
And still she cried, and still the world pursues,
“Jug Jug” to dirty ears.
And other withered stumps of time
Were told upon the walls; staring forms
Leaned out, leaning, hushing the room enclosed
(v. 77- 106).

Passagen tager sit afsæt i det umiddelbart skønne: En kvinde i en stol, men læseren ledes hurtigt videre, og kvinden synes ligegyldig i forhold til stolen (hun er blot benævnt med et anonymt ”she”). Eliot beskriver en bevægelse væk fra det sanseligt nærværende skønne til refleksionen af det skønne, idet passagen fortsætter med et mere omfattende billede, der bygger på glasspejlets spejlinger. Spejlet som typologisk motiv finder man mange steder i Platons forfatterskab og i alle andre former for platonisme.

Særligt har det en afgørende betydning for Platons forståelse af digtningen i Staten X. Her beskriver han sit centrale kunstbegreb mimesis, der betyder imitation eller gengivelse. Platon vil med dette begreb forklare, hvordan det skønne fremstår i et kunstværk, men også hvorfor det moralsk set er en uheldig form for skønhed. Platon er nemlig kendt for at have udvist digterne fra sin ideelle stat, fordi de kun i deres kunst fremstiller en tredjehåndserfaring af de rene ideer. Han giver det eksempel, at når en maler vil male en seng eller et bord, så er det ikke selve idéen om sengen eller bordet, som maleren efterligner. Han efterligner i stedet den fænomenale verden, som jo allerede er en andenhåndserfaring af de rene idéer. Man kommer således mere på afstand af sandheden ved at lade sig opsluge af kunst. I litteraturens tilfælde, som også er en slags efterligning af menneskelige handlinger og følelser, har Platon ydermere det argument, at litteraturen drejer menneskers fornuft i den forkerte retning. Ifølge Platon skal man altid stræbe efter følelsesmæssig ligevægt og harmoni, men netop litteraturen vil altid forsøge at rykke mennesket ud af denne følelsesmæssige ligevægt ved at efterligne nogle problematiske og tyngende følelser som for eksempel sorg og frygt. Platon går så langt som til at sige, at den nemmeste måde, hvorpå man kan efterligne, er at gå rundt med et spejl. Det omtalte sted lyder som følgende:

[Digtningen] praktiseres i mange tilfælde og i en fart, men hurtigst går det, hvis du gør dig den ulejlighed at tage et spejl og gå omkring med det alle vegne. Så vil du snart kunne fremstille solen og alt det, som er på himlen, og snart også jorden og dig selv og for øvrigt alle dyr, og genstande og planter (Staten X, 596d).

Spejl-typologien hos Platon er ikke tilfældig valgt, for den hænger sammen med skyggemotivet i hulelignelsen, hvor skyggerne er en slag refleksioner af figurerne i lyset, og jeg vil vise, at disse typologiske træk fra Platons filosofi forklarer ovenstående passage fra The Waste Land. Man hører i begyndelse af afsnittet om, hvordan spejlet fordobler flammerne fra den syvarmede kandelaber, hvor det kastes videre mod bordet. Man finder altså dele af det samme interiør her som i Platons egen beskrivelse fra Staten. Mod denne spejling beskriver Eliot juvelernes funklen, som rejses for at møde refleksionen fra glasspejlet.

Eliot forsøger altså med alle disse spejlbilleder at danne et reflektionsvirvar, hvor man ikke kan sige hvad, der spejles i hvad. Fænomenverden ophæver sig selv i alle dens genspejlinger. Midt i alle disse gensidige refleksioner opstår imidlertid som kontrast hertil dufte, men det bliver pointeret, at også de er syntetiske: ”In vials of ivory and colored glass/ Unstoppered, lurked her strange synthetic perfumes,/ Unguent, powdered, or liquid–troubled, confused/ And drowned the sense in odors”. De sære syntetiske parfumer har afluret (:lurked) de genreflekterede ting, således at fornuften (:the sense) er blevet oversvømmet af falsk duft. Det syntetiske er altså med til at forvirre fornuften, og man tænker på Platons henvisning til litteraturens evne til at fordreje fornuften. Disse syntetiske dufte bliver båret op af brisen fra vinduet til flammerne på lysene, således at røgen mod loftet danner dansende mønstre. Her ser man, hvordan røgens bevægelser og skygge bliver forenet i opadgående bevægelse, trinvis mod de luftige ideer.

Passagens beskrivelse af denne opstigen, er et andet typisk træk, som jeg finder allerede hos Platon i hans beskrivelse i Symposion af den trinvise opstigen til det skønne. Her forklares det, hvordan begæret efter det skønne altid er en del af en stræben opad mod det højere og fuldkomne. Den, der vil indlade sig på begæret efter det skønne, må i den sammenhæng følge en såkaldt trinlære: Kærligheden til det skønne opstår altid først gennem den legemlige tilstedeværelse eller igennem det, vi umiddelbart kan se. Men allerede ved næste trin stilles der krav om, at vi ikke bare ser den legemlige skønhed men også den sjælelige skønhed. Herefter fortsætter udviklingen af vores evne til at skue skønheden i mere ophøjede former, som for eksempel i livet eller i en skøn viden eller kundskab. Det sidste trin er naturligvis at kunne skue skønheden i dens rene form, som det udtrykkes i Symposion:

Det er den rigtige vej at trænge ind i erotikken eller blive indviet i den af en anden, at begynde med den skønhed vi alle har for øje, og stadig stige opad mod hint skønne, ligesom fra det ene trin til næste, fra et til to, fra to til samtlige skønne legemer, fra den legemlige skønhed til et skønt liv, derfra til skøn viden og fra forskellige former for viden til sidst nå til denne ene indsigt, der ikke drejer sig om andet end hin ene skønhed, selve Det Skønne (Symposion, 211c).  

Konsekvenserne af denne lære er, at beskuelsen af det skønne begynder i det konkrete, men at vi hurtigt bevæger os op mod det mere abstrakte. Gennem den sanselige og kropslige tilstedeværelse får vi muligheden for at stige op til den højere erkendelse af det skønne som sådan. Det er netop dette billede af erkendelsen af det skønne, som Eliot genbruger i denne passage. Vi begynder som sagt i det umiddelbart sanseligt skønne, kvinden i stolen, men hun betyder tankevækkende meget lidt for den opadstigende bevægelse, idet der lægges mere vægt på genstandene. Ved de gensidige refleksioners sammenblanding med røgen, skabes der nogle luftige skygger på loftet. Det sanselige bliver gradvist kun til et røgfyldt skyggespil på loftet, hvilket ganske vist er den modsatte proces af Platons erkendelsesproces, hvor vi i stedet for det virkelige når frem til skinnet, men begge billeder har de samme typiske træk.   

Midt i dette virvar af refleksioner og skygger, beskriver Eliot et skovsceneri med Filomelas forvandling over den antikke kaminhylde. Om dette også er et resultat af røgens skyggespil er uvist, men myten om Filomela stammer fra bl.a. Ovids Forvandlinger (del 6, v. 421f – fra Eliots egen note), hvor det fortælles, at hun blev voldtaget af den barbariske kong Tereus, som var gift med hendes søster Procne. På grund af skændigheden bliver Filomela forvandlet til en nattergal. Det ”Jug Jug” man hører i digtet, gengiver hendes klagesang som nattergal, som der var tradition for at gengive nattergalens sang i Elizabethansk digtning.

Umiddelbart herefter giver Eliot en næsten direkte reference til Platons hulelignelse i Staten, hvor fangerne ser skyggerne projekteret op på en mur: ”And other withered stumps of time/ Were told upon the walls; staring forms/ Leaned out, leaning, hushing the room enclosed.” Alle billeder er altså kun visne stumper af tiden, som bliver fortalt som skygger på murerne. De er et blændværk, hvorfra vi er blevet ledt længere og længere ind i skyggerne og ornamenterne. Dette hænger sammen med, at denne passage tematiserer det ornamentale og det litterære i sig selv. Dette åbner igen spørgsmålet omkring Platons mimesis, idet det i denne passage altid er det kunstige – for eksempel Ovids digtning, som er udgangspunktet for en efterligning, og ikke det sande. Denne passage tematiserer sig selv som kunst, idet litteraturen omhandler sig selv som værende litteratur.

De æstetiske virkemidler (glasspejlet) får den afgørende opmærksomhed i forhold til sandheden og det ægte. Passagen udfolder en retorisk veltalenhed, som egentlig er en overflade, der dækker over, at der ikke er nogen højere sandhed i de skrevne. Passagen viser også, at hvor beskuelsen af den kønslige skønhed hos Platon kunne lede til en transcendent indsigt, så er det ikke muligt her. Det ”she,” der nævnes i begyndelsen af passagen, glemmes hurtigt, og passagen vender kun tilbage til hende i forbindelse med refleksionen fra hendes smykker. Konsekvensen er at vi blot ledes ind i et blændværk og en skinverden, kunsten går i selvsving.

Den komiske (dia-)logos
Det er karakteristisk for The Waste Land, at den udfolder en dialogisk teknik, som også Dennis Brown var inde på det i sit essay (”Plato and Eliot’s Earlier Verse”: Platonism and the English Imagination, s. 303). Bachtin beskrev i The Poetics of Dostevsky, hvordan det dialogiske udtrykker sandheden, idet den kun kan optræde i dialogisk form. Det vil sige, at sandheden befinder sig i den dialogiske kommunikation mellem mennesker. I videre forstand kan man tale om at The Waste Land er et polyfonisk digt. Ikke blot indtræder alle referencer i en samlet polyfoni, men også de enkelte dele af digtet udgøres af personstemmer, som er sammensat i et virvar. Disse personstemmer efterligner ofte en stereotypisk opfattelse af kønnenes forskellige diskurser. Særlig i kapitlet ”A Game of Chess” udfoldes en række kvindestemmer, som efterligner kvinders ”small talk” på en café, som det hedder:

When Lil’s husband got demobbed, I said–
I didn’t mince my words, I said to her myself,
HURRY UP PLEASE ITS TIME
Now Albert’s coming back, make yourself a bit smart.
He’ll want to know what you done with that money he gave you
To get yourself some teeth. He did, I was there.
You have them all out, Lil, and get a nice set
(v. 139-145).

Her bliver det sanselige radikaliseret gennem kvindernes samtale, idet det eneste samtalen drejer sig om er penge til nye tænder, som ydermere påpeger det forgængelige ved disse kvinder. Skønt det tales om en mands snarlige hjemkomst (formodentlig fra første verdenskrig), så er det dog alligevel hans fravær som er kendetegnende ved situationen. Vi har dog en bartender, som medstemme, der hele tiden angiver, at caféen er ved at lukke, at tiden er ved rinde ud. De enkelte kvinderstemmer befinder sig på samme niveau som i den polyfoniske roman.

I The Waste Land hører man i forlængelse heraf ofte flere stemmer, som er bestemt af en eller anden form for platonisme. Men der er ikke blot tale om indirekte eller direkte dialog med platonismen, for den ligger ofte implicit i dialogen. Der er hovedsageligt to måder, hvorpå platonismen ligger implicit som medstemme i The Waste Land, nemlig som parodi og som skjult indre polemik. Det hedder i det andet kapitel, ”A Game of Chess,” i en enkelt passage, hvor der optræder to stemmer i digtet:

”My nerves are bad tonight Yes, bad. Stay with me.
Speak to me. Why do you never speak. Speak.
What are you thinking of? What thinking? What?
I never know what you are thinking. Think.”
I think we are in a rats’ alley
Where the dead men lost their bones.
”What is that noise?”
The wind under the door.
”What is that noise? What is the wind doing?”
Nothing again nothing.
                                ”Do
You know nothing? Do you see nothing? Do you remember
Nothing?”
I remembeR
Those pearls that were his eyes.
 ”Are you alive, or not? Is there nothing in your head?”
                               (v. 113-126).

Som Dennis Brown har gjort rede for det (Platonism and the English Imagination, s. 303), er denne passage en direkte henvisning til Sokrates’ berømte ord fra Apologien, hvor han fortæller, at han har forsøgt at finde én, der er visere end ham selv (Apologien 23a). Men det gør han forgæves, og da Sokrates på den måde er den eneste, der ved at han intet ved, så må han også være den klogeste i verden. Passagen fremstiller et typisk træk fra denne beskrivelse, idet det helt afgørende tema er en række spørgsmål til et subjekts uvidenhed. I forlængelse af ovenstående kan man tolke passagen som en stereotypisk samtale mellem en mand og en kvinde, hvor det er kvinden, som spørger til mandens uvidenhed, manglende tænkning, med en opfordring om, at han skal begynde at tænke.

Dennis Brown har ikke forklaret, hvordan den uvidenhed, som bliver beskrevet i The Waste Land, snarere end at være overlegen, er en kritik af det sokratiske, som i videre forstand er en kvindelig kritik af det mandlige. Når det mandlige subjekt udspørges om sin uvidenhed, er det eneste han tænker, at ”vi” befinder os i rotternes gyde, hvor de dødes knogler forsvandt. Dette billede er en direkte reference til Ovids Forvandlinger (3. del, v. 195), og man kan således sige, at Eliot komisk kontrasterer kvindens påpegning af mandens manglende logos med mandens henvisning til mythos.[3] Dernæst hører det kvindelige subjekt en lyd, men det er kun vinden under døren. Billedet er en direkte henvisning til en linje fra John Websters The Devil’s Law Case (3.2.162), men måske også en indirekte reference til Edgar Allan Poes digt The Raven. Ligesom hos dem udtrykker billedet, at den intethed, som blæser under døren, hurtigt kan forvandle sig til det irrationelle og det mystiske. Intetheden og uvidenheden er angstfremkaldende. Således bliver den sokratiske uvidenhed udtrykt som en anklage mod det mandlige subjekt, fordi denne uvidenhed tages som tegn på manglende interesse, manglende tilstedeværelse, måske endda som et udtryk for døden. Der er i denne passage indbygget en kvindelig kritik af den særlige sokratiske definition af viden. Mændene er enten fraværende, eller også ved de ingenting.

Den golde sanselighed
Hvor Platon argumenterede for, for eksempel i Faidon, at vi altid bør underkende det kropslige og sanselige i forhold til det sjælelige, er det netop det modsatte, som udfoldes i The Waste Land, blot er det på ingen måde en frodig sanselighed, men nærmere en steril, kedsommelig kvindelig sanselighed vi præsenteres for. Eliot vil med sit digt vise, hvordan vi ikke kan komme uden om det fysiske og sanselige, men at det samtidig har tabt sin mening, når det har mistet sin transcendente betydning. Tilbage er kun forgængeligheden og meningsløsheden:

At the violet hour, when the eyes and back
Turn upward from the desk, when the human engine waits
Like a taxi throbbing waiting,
I Tiresias, though blind, throbbing between two lives,
Old man with wrinkled female breasts, can see
At the violet hour, the evening hour that stives
Homeward, and brings the sailor home from sea,
The typist home at teatime, clears her breakfast, lights
Her stove, and lays out food in tins.
Out of the window perilously spread
Her dying combinations touched by the sun’s last rays,
On the divan are piled (at night her bed)
Stockings, slippers, camisoles, and stays.
I Tiresias, old man with wrinkled dugs
Perceived the scene, and foretold the rest–
I too awaited the expected guest.
He, the young man carbuncular, arrives,
A small house agent’s clerk, with old bold stare,
One of the low on whom assurance sits
As a silk hat on a Bradford millionaire.
The time is now propitious, as he guesses,
The meal is ended, she is bored and tired,
Endeavors to engage her in caresses
Which still are unreproved, if undesired.
Flushed and decided, he assaults at once;
Exploring hands encounter no defence;
His vanity requires no response,
And makes a welcome of indifference.
(And I Tiresias have foresuffered all
Enacted in this same divan or bed;
I who have sat by the Thebes below the wall
And walked among the lowest of the dead.)
Bestows on final patronzing kiss,
And gropes his way, finding the stairs unlit …
(v. 215-248).          

Man bemærker sig straks den slående metaforiske sammenligning i begyndelsen af passagen: ”[T]he human engine waits/ Like a taxi throbbing waiting.” Det menneskelige er blevet en maskine, en pulserende taxi, som er et radikalt billede på menneskets sjæleløshed, uorganiske eksistens og manglende transcendens. Den manglende platoniske transcendens, som Eliot beskriver i sit digt, er kun blevet afløst af en steril og forgængelig automatik. Teiresias har ganske vist begge køns attributer, men også de er mærket af alder og forgængelighed: ”Tiresias, old man with wrinkled dugs.”[4] Mændene er også begyndt at være kvindelige. Teiresias fungerer i Eliots digt som en hovedfigur, der forener alle figurerne i digtet: ”Tiresias, although a mere spectator and not indeed a ’character,’is yet the most important personage in the poem, uniting all the rest” (Norton, s. 2153).

Central for passagen er beskrivelsen af kærlighedsforholdet mellem maskinskriversken og kontormanden, men her fremhæves den seksuelle akts følelsesløshed og kedsommelighed, som også tydeliggøres ved de to personers hverv. Der tales om: ”His vanity requires no response/ And makes a welcome of indifference.” Og mod slutningen af passagen tales om mandens  “patronzing kiss” som fører til, at han famler sig væk gennem mørket. Passagen beskriver, hvordan enhver form for tro på en højere og transcendent mening med kærligheden er forsvundet, der er kun den sanselige tilstedeværelse af ”[s]tockings, slippers, camisoles, and stays,” de mekaniske mennesker og den kedsommelige seksualitet.  

Den mytologiske platoniker
Eliot gentager og gør op med den platoniske tradition. Den platoniske transcendens, som Smidt, Highet og Brown ser i The Waste Land, mener jeg optræder tvetydigt. Den golde verden er fragmenteret og flygtig, og man kan ikke længere se verden igennem et transcendent enhedssyn, som Highet og Brown taler om. Vi præsenteres for totalitetens falskhed, transcendensens mangel, det fragmentariske, sanselige og kønslige i et opgør med en platonisk enhedstanke, symbolsk fuldkommenhed og transcendent sammenhæng. Særlig ruinen udtrykker metaforisk denne erkendelse, idet ruinmetaforikken kan udtrykke de moderne værkers mislykkede forsøg på helhedsstræben. (også beskrevet hos Walter Benjamin i hans bog Ursprung de deutschen Trauerspiels, Gesammlte Werke 1.1) Ruinmetaforen benytter Eliot, når han skal beskrive sit eget værk, og essensen af det, som det hedder mod slutningen af digtet: ”These fragments I have shored against my ruins” (v. 431).

Han gør op med den platoniske tradition, fordi han betvivler dens relevans for moderniteten, men samtidig gentager han den for at kunne danne en elitær modvægt til massekulturen, mørket fra første verdenskrig og for at modvirke aftenlandets solnedgang. Det platoniske skal bruges som indirekte kritik af det samtidige moderne samfund. Peter Childs siger i sin afhandling Modernism (2000) blandt andet om The Waste Land: ”[I]t exposes a need for the literary establishment to reassert its necessary elitism in the face of the disruption of the Great War and the beginnings of mass cuture,” (s. 100) og samtidig, at: “Eliot turned to a controlling and impersonal ‘mythical method’ to bring artistic order to the chaos of modern life” (s. 100). Peter Childs antyder her, hvordan The Waste Land genbruger myter og motiver fra blandt andet antikken for at skabe en elitær modvægt til det modernes forfald. Platonismen er ud fra denne tankegang det bedste generalopgør med det modernes dekadence samtidig med, at den antyder en ny begyndelse, hvor der bliver skabt orden i kaos.

Eliots digt viser, hvordan moderniteten har et problematisk forhold til transcendensen, og at dette har at gøre med fokuseringen på og opdagelsen af kønnet, her især det kvindelige. Modernitetens problemer bliver hos T.S. Eliot udspillet i forholdet til Platon og platonismen. Platonismen virker bestandigt igennem The Waste Land både som medspiller og modspiller, og megen af digtets typologi, mytologi, metaforik, dialogiske komposition er skabt gennem den platoniske tradition. Digtet er i det hele taget spækket med mytologiske referencer, men det er dog langt fra alle, som har en direkte forbindelse til Platon eller platonismen. Det er her min pointe, at hensigten med brugen af myter i digtet er platonisk, men at de enkelte myter ikke nødvendigvis i sig selv er platoniske. Den franske professor Luc Brisson har i sin afhandling Platon, Les mots et les mythes fra 1982 beskrevet, hvordan Platon ved hjælp af ordet mythos beskriver en særlig diskursiv praksis, hvormed digterne giver nogle tanker form. Fra dette perspektiv er en myte noget digteren konstruerer ved at reorganisere indholdet af et budskab, som samfundets individer ønsker at bevare i deres fælles erindring. Der er altså et gentagelseselement ved mythos. Platon anser ifølge Brisson myten som noget, der kan bevare en tradition og viderebringe nogle værdier (Brisson, eng. udg., s. 7).

Denne opfattelse er ikke langt fra Northrop Fryes opfattelse af, at vor litteratur styres af en stor kode, hvor de bibelske myter ifølge ham reaktualiseres og gentages i den moderne litteratur. I denne essay opfatter jeg i det hele taget platonismen som et budskab, der bliver reorganiseret og gentaget med nogle mytologiske træk helt op i det tyvende århundredes litteratur i England. Eliot reorganiserer således et uoverskueligt antal fragmentariske budskaber, hvoraf nogle er platoniske, for at bevare dem i en moderne erindring i form af digtet The Waste Land. Northrop Frye har i sin lille bog T.S. Eliot (1963) skrevet om The Waste Land: ”In The Waste Land the coming of Christianity represents the turning of Classical culture from its winter into a new spring, for the natural cycle is also associated with the cycles of civilization” (s. 68). Med dette tænker Frye på sit gentagelsesbegreb, som han forstår som en slags genopstandelse, idet det er kristendommen som i The Waste Land kan genrejse antikken. Jeg skal ikke gå længere ind i en analyse af de kristne elementer i The Waste Land, blot skal jeg hæfte mig ved at gentagelsen også er en slags genopstandelse, hvor det døde bliver vækket til live netop ved at blive slået ihjel. Med Frye kan man forstå Eliots fragmenterede brug af mythos som en måde at lade vores mytologiske fortid blive genfødt. Derfor kan man tale om, at når Eliot gør op med platonismen, viser transcendensens umulighed i moderniteten, så rehabiliterer han samtidig platonismen ved at referere til den og gentage den. Eliot beskriver selv forholdet mellem opgør og gentagelsen i sit essay Tradition and the Individual Talent (1919), som han mener udspiller sig i forholdet mellem den litterære tradition og det individuelle talent, som han skriver:

We dwell with satisfaction upon the poet’s difference from his predecessors, especially his immediate predecessors; we endeavor to find something that can be isolated in order to be enjoyed. Whereas if we approach a poet without this prejudice we shall often find that not only the best, but the most individual parts of his work may be those in which the dead poet, his ancestor, assert their immortality most vigorously (Norton, s. 2171).

Det individuelle talent, som er forskellige fra forgængerne, finder sin individualitet gennem forgængerne. Hermed siger Eliot, at det altid er både et element af opgør og gentagelse i det individuelle talent. The Waste Land er skrevet både som et opgør med platonismen, men også som en genopstandelse af den, en slags revitalisering af den, ganske vist fra et negativt udgangspunkt. Mens Eliots digtning er en afvisning af det transcendente og ideale, så udgør han også en åbning mod en mere sensuel tolkning af Platon.

Noter

[1] Et andet oplagt eksempel på den platoniske tradition er naturligvis Ezra Pounds digtning, som også er betydeligt inspireret af platonismen eller egentlig af plotinismen. Jeg betragter blot Pound som tilhørende en mere ensidig amerikansk tradition, og skønt Eliot også oprindeligt var amerikaner, ser jeg ham som uadskillelig fra en engelsk litterær tradition, idet det var her han virkede og skrev.  

[2]Muirhead skriver i sin afhandling generelt om den engelske idealismes indflydelse fra Platon: “It is a common view of the course of British philosophy that, starting from the empirical basis laid down by Bacon, Hobbes, and Locke, its chief and characteristic contribution to Western thought has been the development this received from their time to that of Mill, Spencer, and Sidgwick […] [I]f not wholly mistaken, this view gives a very one-sided picture of the work of the national genius in the department of philosophy and its contribution to Western thought. Long before the time of Bacon, and before the freer manner of thought inherited from Greece had passed under the bondage to Mediæval Scholasticism, the seeds of quite another order of thought had been planted in England by John Scotus Erigena. In the early part of the century of Hobbes and Locke, the influence of the Platonic revival that had taken place in Italy was making itself powerfully felt in Oxford and Cambridge, and had issued in the latter University in a movement which gave expression to Neo-Platonic ideas with a freedom, an energy, and a grace unequalled anywhere else at the time in Europe” (s. 13).

[3] Friedländer skriver i sin afhandling Platon – Seinswahrheit und Lebenswirklichkeit (1928): „Mythos steht bei ihm [Platon] in einem Gegensatz zum Logos, ist ‚Geschichte’ im Gegensatz zu begrifflicher Erörterung, ist vorwiegend alte Geschichte, Überlieferung der Vorfahren, Volkssage, Kinderlehre, Ammenmärchen, Fabel, trägt das Siegel des Pseudos, dem freilich ein Wahrheitsgehalt nicht fehlt. So hat das Wort gern einen etwas abschätzigen Ton“ (s. 183).

[4] Teiresias’ tvekønnethed er kendt fra flere myter: Det fortælles bl.a., at han i en periode på syv år blev forvandlet til en kvinde og derefter tilbage til en mand. Dette betød, at han havde oplevet kærligheden både fra mænd og kvinders synsvinkel. Han afgjorde på den måde et væddemål mellem Juno og Jupiter om, hvem af de to køn, der havde mest fornøjelse af kærlighedsakten, idet han hævdede, at kvinder oplevede mere nydelse i kærlighedsakten end mænd. Juno staffede ham ved at blinde ham, mens Jupiter kompenserede for blindheden ved at give ham evnen til at forudsige fremtiden.

 

Litteraturliste

Abrams, M. H.: The Mirror and the Lamp – Romantic Theory and the Critical Tradition; Oxford 1971 (1953).

Abrams, M. H. (ed.): The Norton Antology of English Literature, vol. 2; New York 1993.

Andersen, Nina Møller: I en verden af fremmede ord – Bachtin som sprogteoretiker; Kbh. 2002.

Aristoteles: Poetik (Oversat af Poul Helms); Kbh. 1994.

Auerbach, Erich: Mimesis – Dargestellte Wirklichkeit in der Abendländischen Literatur; Bern 1964 (1946).

Bakhtin, Mikhail: Problems of Dostoevsky’s Poetics; Ardis 1973 (1929).

Baldwin, Anna & Hutton, Sarah (ed.): Platonism and the English Imagination; Cambridge 1994.

Banfield, Ann: The Phantom Table – Woolf, Frye, Russell and the Epistemology of Modernism; Cambridge 2000.

Benjamin, Walter: Gesammelte Schriften 1.1; Frankfurt am Main 1974.

Bibelen; Dansk Bibelselskab (1948 Aut.); Kbh. 1985.

Bluestone, Natalie Harris: Women and the Ideal Society – Plato’s Republic and Modern Myths of Gender; Amherst 1987.

Bradbury, Malcolm & McFarlane (ed.): Modernism – A Guide to European Literature 1890-1930; Penguin, London 1991 (1976).

Brisson, Luc: Platon, les mots et les mythes; Paris 1982. Eng. udg.: Plato the Myth Maker; Chicago 1998.

Childs, Peter: Modernism; London 2000.

de Man, Paul: Aestetic Ideology; Minneapolis 1996.

de Man, Paul: Blindness and Insight – Essays in the Rhetoric of Contemporary Criticism; Minneapolis 1983 (1971).

Dyrkjøb, Jan Ulrik: Northrop Fryes Litteraturteori; Kbh. 1979.

Eliot, T.S.: Four Quartets; London 1959.

Eliot, T.S.: Knowledge and Experience in the philosophy of F. H. Bradley; London 1964.

Friedländer, Paul: Platon – Seinswahrheit und Lebenswirklichkeit, bd. 1.; Berlin 1964 (1928).

Friedrich, Hugo: Die Struktur der modernen Lyrik – Von Baudelaire bis zur Gegenwart; Hamburg 1956.

Frye, Northrop: Anatomy of Criticism; Penguin, London 1990 (1957).

Frye, Northrop: The Great Code – The Bible and literature; London 1982.

Frye, Northrop: T.S. Eliot; London 1963.

Gammel, Inga R.: Skønhedens Filosofi – Fra Homer til Hugo Boss; Århus 1994.

Garnett, Angelica: Deceived with Kindness – A Bloomsbury Childhood; London 1984.

Gemzøe, Anker: „Dialogen og den tragiske farce – Michail Bachtins teoretiske arbejder“ In: litteraturvidenskab, antologi af artikler fra tidsskriftet poetik 1970-72; s. 107-154, Kbh. 1974.

Goldbæk, Henning: De Tavse Sireners Sang – Oplysningens dialektik hos den tidlige Walter Benjamin; Kbh. 1990.

Highet, Gilbert: The Classical Tradition – Greek and Roman Influences on Western Literature; New York 1949

Jansen, F. J. Billeskov m.fl. (red.): Verdens Litteratur Historie, bd. 4; Kbh. 1972.

Johansen, Karsten Friis: Den Europæiske Filosofis Historie, Antikken, bd. 1.; Kbh. 1994.

Kemp, Peter: Tid og fortælling – Introduktion til Paul Ricoeur; Århus 1996 (1995).

Kumar, Shiv K.: “Introduction to Bergson and the Stream of Consciousness Novel” In: Perry, John Oliver: Backgrounds to Modern Literature, s. 117-130; San Francisco 1968.

Larsen, Peter Stein: “Modernismens fire dimensioner – En æstetisk-eksistentiel forståelsesramme for nyere poesi” In: Kultur & Klasse, Nr. 85, s. 9-44, Holte 1998.

Larsen, Svend Erik: Mutters alene – Ensomhed som litterært tema; Kbh. 2002.

Lloyd, Genevieve: The Man of Reason – ‘Male’ & ‘Female’ in Western Philosophy; London 1984.

Lukács, Georg: Die Seele und die Formen; Budapest 1979 (1911). Da. udg.:  Sjælen og Formerne (ovs. Hans Jørgen Thomsen); Kbh. 1979.

Lübcke, Poul: Vor Tids Filosofi – Engagement og forståelse; Kbh. 1982.

Lübcke, Poul: Vor Tids Filosofi – Videnskab og sprog; Kbh. 1982.

Meisel, Perry; The Absent Father: Virginia Woolf and Walter Pater; Yale 1980.

Meisel, Perry: The Myth Of The Modern – A Study in British Literature and Criticism after 1850; Yale 1987.

Muirhead, John H.: The Platonic Tradition in Anglo-Saxon Philosophy – Studies in the History of Idealism in England and America; London 1965 (1931).

Nietzsche, Friedrich: Die Geburt der Tragödie (Da. udg.: Tragediens fødsen (ovs: Isak Winkel Holm), Moderne Tænkere; Kbh 1996).

Notopoulos, James A.: The Platonism of Shelley – A Study of Platonism and the Poetic Mind; Durham 1949.

Nøjgaard, Morten: Det litterære værk – Tekstanalysens grundbegreber; Odense 1995.

Olsen, Anne-Marie Eggert: “Den Hellige Augustin I Pæretræet – Et Essay om Memoria, Mneme og Anamnesis” In: Collin, Finn m.fl. (red.): Filosofiske Studier, bd. 14, Institut for filosofi, pædagogik og retorik, Kbh. 1994.

Ovidius, Publius Naso: Ovids forvandlinger (oversat ved Otto Steen Due); Århus 1996.

Pater, Walter: The Renaissance; Oxford World Classics 1998 (1873).

Pater, Walter: Plato and Platonism – A series of essays; London 1913 (1898).

Platon: Platons Skrifter (udgivet ved Carsten Høeg og Hans Ræder); Bind 1-10, Kbh. 1953-55.

Platon: Faidros (ved Niels Henningsen); Kbh. 1997.

Platon: Symposion (ved Per Krarup); Kbh. 1996.

Plotin: Det ene – Udvalgte enneader (oversat af Niels Henningsen); Kbh. 2000.

Popper, Karl R.: The Open Society and Its Enemies, vol. 1.; London 1996 (1945)

Preminger, Alex (ed.): The New Princeton Encyclopedia Of Poetry And Poetics; Princeton 1993.

Ricoeur, Paul: Temps et récit, tome 1.; Paris 1983. Eng. udg.: Time and Narrative, vol.1; Chicago 1990 (1984).

Rosiek, Jan: Figures of Failure – Paul de Man’s Criticism 1953-1970; Århus 1992.

Sencourt, Robert: T.S. Eliot – A Memoir; London 1971.

Shakespeare, William: Hamlet; Suffolk 1992 (1601)

Smidt, Kristian: Poetry and Belief in the Work of T.S. Eliot, Oslo 1949.

Sørensen, Hans Meinert: Tekst, Fortolkning og Historicitet; Århus 1998.

Yeats, W. B.: A Vision; London 1962.

One comment

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s