Essay: Kærligheden giver os til kende

SONY DSC

Man er vel nærmest en jubelidiot, hvis man tror på kærligheden, men ikke desto mindre, for lige mens det hele går så godt, så går tingene galt, det hele gik alligevel ikke op, livets gang lod sig ikke indordne under masterplanen, og ind træder til gengæld kærligheden med sin sædvanlige aldeles upassende rettidige ankomst.

Det vil digteren Klavs Bondebjerg fortælle os. Han vil på sin vis fortælle os det gamle budskab, som Paulus, at størst af alt er kærligheden over alt i verden. Klavs Bondebjergs kærlighedsdigtning viser også, hvad moderne dansk sprog formår, når det skal beskrive kærligheden.

Inden han døde i 2004, kun 51 år gammel, havde han nået at udgive seks fremragende digtsamlinger den syvende udkom posthumt og et essay om sine eksotiske rejser i de arabiske lande. Han har skrevet nogle af de fineste og mest gribende og humoristiske kærlighedsdigte på dansk i nyere tid.

Han skriver om kærligheden med sund patos og dansk humor, når den er bedst. Man kommer til at smile af de mange humoristiske billeder, hvormed han fanger kærligheden i sjove og overraskende vers: “Jeg siger ikke/ sjælen bor i kønnet/ men den kommer der/ temmelig tit eller Ikke eet kønshår sidder skævt i studiet./ Og hvem kommer så ikke dér om ikke kærligheden/ med sit vanskelige hår.”

Det er kærlighedens skøre uro midt i hverdagens lykke. Den helt almindelige hverdag med legetøj, byggelegepladsen, ferie, bodega og livet i landsbyerne i kontrast til kærligheden og erotikken.

Klavs Bondebjerg digter om den uagtsomme kærlighed, den kærlighed, der opstod ved et tilfælde, ja, nærmest ved en ulykke, hvor man kom til at gå ind det forkerte sted og pludselig så var den der. En kærlighed, der ikke var beregnet, men som har bevaret sin romantiske grundsubstans.

BONDEBJERG INTERESSERER SIG for den kærlighed, som åbner for de vigtige spørgsmål i den menneskelige eksistens, og som derfor er anledning til, at et menneske kan komme til at være sig selv.

Vi bliver med andre ord os selv gennem kærligheden. Gennem kærligheden giver vi os selv til kende, ikke som noget svar, men som et spørgsmål, der holdes åbent, som en urolighed, vi evner at bære og fastholde som nærværende, vanskelig og nødvendig, skrøbelig og evig.

“Kærligheden giver os til kende./ Den offentliggør modtagelighed,/ vinden i hjernens høje græs,” siger han.

Når Klavs Bondebjerg havde en så formidabel evne til at beskrive kærlighedens væsen, hang det også sammen med, at han havde en fantastisk evne til at se verden fra børnenes øjenhøjde. Han kunne beskrive verdens pudsigheder, sære sammenhænge af kærlighedsforbindelser, knap nok i voksenhøjde, sammenhænge, der især opstår gennem og i sproget.

Han var, kan man sige, en barnligt naiv digter, der satte sig i barnets sted for at genskabe den friske forundring over den store verden og de mennesker, han havde mødt og elsket. Han gjorde sig mindre for at se tingene større, end de måske var.

Mange vers svinger sig op til at kunne gå direkte ind i folkelige ordsprog, som for eksempel dette om at være gift: “Selv de, som bor sammen,/ må besøge hinanden./ Selv de, som er gift,/ må fri,” og mange digte rummer også så prægnante selvbilleder, at man kommer til at tænke på den uforlignelige svenske poet og nobelprismodtager Tomas Tranströmer, som i dette poetiske billede af den forsmåede elsker: “Jeg er kommet for en nat./ Jeg bliver en uledsaget idiot,/ en nyankommen søvnløs./ Jeg er manden,/ der står på den lange mole/ med en kuffert fuld af vand.”

Luften omkring dine læber udkommer i 2002 og er måske hans mest vellykkede digtsamling med en næsten religiøs erfaring af selve tilværelsens og kærlighedens uudgrundelighed. Digtene er på den ene side enkle og lige ud ad landevejen, men på den anden side rummer de også en kompliceret åndelig dimension.

Klavs Bondebjergs kærlighedsdigtning er inspireret af en mystisk indsigt, der tager udgangspunkt i en grundlæggende sanselighed. Det er hånden, munden og naturligvis øjnene og blikket, og kroppen er det vitale organ, hvormed Bondebjerg registrerer omverdenen. Det er tungen, han både kysser og taler poetisk med.

Det er i den andens blik, Bondebjerg ser kærligheden med et næsten barnligt vågent blik, der registrerer alle finurligheder og vurderer alt uden fordommenes slør eller forudindtagethedens begrænsede syn. Bondebjerg er en seer i mystisk tradition i universel forstand.

Guderne er ikke retfærdige. De prøver at fortælle et eventyr, siger han. Der er tydelige spor af en kristen kærlighedsetik. Trods alle fejlskuddene og de syndige forbindelser, erotiske forbindelser og hjertets farlige længsler er der en grundlæggende tanke om syndsforladelse. Vi må tilgive ikke bare os selv, men også de andre mennesker, for ellers bliver vi forsinkede i vores menneskelige udvikling:

Hvad vi ikke kan tilgive, forsinker os, skriver han. Klavs Bondebjerg er dog ikke nogen religiøs digter, men hans indsigter og beskrivelser af kærligheden og livet har et religiøst skær af indsigtsfuldhed og forståelse.

Mange vil især huske hans sublime og forelskede rejsebeskrivelser fra Mellemøsten i P1, som han selv samlede i en essaysamling En anden luft fra 1998. Klavs Bondebjerg er kærlighedens antropolog. Kønnet og kærligheden er også i Mellemøsten mystiske og uudgrundelige og genstand for forundring, fordomme og fryd. Men med slående omvendt fortegn finder han, at arabere også har fordomme om europæerne, lige som Bondebjerg ikke er for fin til også at afsløre sine egne fordomme, for ikke på den måde at fremstå klogere.

En aften i byen i Tunesien har Klavs Bondebjerg talt med en ung tuneser, hvis problem angiveligt var, at alle de europæiske kvinder, der kom i kontakt med ham, ville i seng med ham. På baggrund af flere sæsoners erfaring hævder han, et europæiske kvinder er umættelige, og spejlvender dermed vestlige drømme eller mareridt om arabiske mænds seksuelle forslugenhed.

Klavs Bondebjerg taler med taxichauffører, tjenere, skopudsere, folk, han møder i gadebilledet og på nattens steder. Han iagttager det pudsige, steder og personer med en særlig stemning, som gør verden poetisk og smuk, som gør den sammenhængende og erotisk. Klavs Bondebjerg er en formidabel seer af menneskers poetiske kvaliteter og af deres erotiske udstråling. I Den anden luft er vi langt fra nutidens problematiske og kritiske forhold til Mellemøsten.

Klavs Bondebjerg nåede ikke at opleve udgivelsen af sin syvende digtsamling, Søndag efter midnat fra 2005. I denne hans sidste digtsamling, skrevet i skyggen af hans kræftsygdom, mærker man virkelig den verdensforelskede digter, der blot ser mere og mere i denne verden, som han får stadig sværere ved at sige farvel til.” Under tilsyn af fugle og træer/ går jeg i døden/ så langsom som muligt,” skriver han.

Men digtene er også udtryk for en taknemmelighed over den verden og den tid, som han trods alt er blevet tildelt. Det er livsglædens totale jubelpoesi på kanten af afgrunden: “Intet er, som jeg vil have det/ Jeg er glad.”

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s