Jakob Vedelsbys Menneske­loven er en sjov og hæsblæsende roman om diplomaten Carl Bernstein, hvis liv pludselig bliver kompliceret af terror og kærlighed

Jakob Vedelsbys roman Menneskeloven er velskrevet, sproget flyder, gnistrer og skaber fryd. Der er virkelig schwung over sproget, men det halter lidt med at holde sammen på de mange tråde, som romanen forfølger og vil flette sammen. Menneskeloven handler om den 42-årige Carl Bernstein, der arbejder i Udenrigsministeriet.

Hans karriere er kørt lidt af sporet eller er i stor fare for at gøre det, fordi han har lavet én utilgivelig fejl, hvor ministerens troværdighed kom på spil.

Udenrigsministeriet er i romanen skildret som et benhårdt og nådesløst miljø, hvor man tilsyneladende ikke kommer nogen steder i det ministerielle hierarki, hvis man ikke er fuldstændig fejlfri, har nogle gigantiske rundsave på albuerne og en samvittighed på størrelse med en ært. Det er alles kamp mod alle, og kun de, der har det, der skal til, når frem til det forjættede fatamorgana: ambassadørværdigheden.

Udenrigsministeriet som socialt fænomen havde i sig selv været en romanfortælling værd, men det holder Jakob Vedelsby sig ingenlunde til. I skildringen af ministeriets sociale kodeks og menneskelove har Jakob Vedelsby indflettet historier om terror og katastrofer, så udenrigstjenesten rigtig kan komme i sving, og midt i alt dette har vi så endvidere vores hovedperson, juristen Carl Bernstein samme navn som den verdenskendte Watergate-journalist, men uden samme skarphed og mod som er havnet midt i terror og katastrofer på tredobbelt vis.

Carl Bernstein er ikke blot i embeds medfør med til at løse udenrigsproblemerne, men han er også pårørende til nogle af de dræbte i terroraktionerne, og som det skal vise sig, har han måske også tætte personlige forbindelser til formodede terrorister. Centralt i Menneskeloven står dog Carl Bernsteins personlige livskrise som mand, diplomat og hans sorg over at have mistet en meget nær veninde under terroraktionerne og omsorgen for hendes efterladte tvillinger.

Det ville måske have gjort romanen endnu bedre, hvis Jakob Vedelsby havde nøjedes med at skrive en roman om den psykologiske del af hovedpersonens udvikling, hvor han gradvis finder sig selv ved at forholde sig til fortiden, koblet på den charmende kærlighedshistorie, som romanen munder ud i. Da Carl Bernstein endelig bliver sendt af sted til Athen som afløser for en ambassadør, der er gået i hundene, møder han nemlig den underskønne Katharina på ambassadekontoret.

Desværre får Carl Bernsteins kærlighedshistorie ikke så meget plads, fordi terroren bogstaveligt talt eksploderer om ørerne på ham, og han bliver fanget i international paranoia. Romanen har mod slut endda nærmest visionære træk, som måske skal placeres i afdelingen for det geniale, men som måske også er lidt uvedkommende.

Menneskeloven vil meget på en gang, rigtigt meget, men romanen hænger faktisk lige med nød og næppe sammen, ikke mindst på grund af et fantastisk sprog og en grundlæggende fortællerglæde.

Jakob Vedelsby: Menneskeloven. 269 sider. 249 kroner. Aronsen Forlag.

Oprindeligt trykt i Kristeligt Dagblad 7. nov. 2011