Essay: Skumlerier fra kælderbutikken

SONY DSC

Den lille selvbiografiske bog “Kælderen. En unddragelse” af den østrigske forfatter Thomas Bernhard er en formidabel skildring af, hvordan et ungt menneske finder sit udgangspunkt i tilværelsen.

Oversættelsen af østrigeren Thomas Bernhards (1931-1989) selvbiografiske romanværk er et utroligt prisværdigt stykke arbejde. “Kælder. En unddragelse” er andet bind i dette fascinerede fembinds-værk, der udkom på tysk i årene 1972-82. Det er en litteraturhistorisk forudsætning for megen af den selvbiografiske litteratur, der er udkommet i de senere år i nordisk sammenhæng af fx Karl Ove Knausgård, og man finder en oplagt nyklassiker i værket, ikke uden sammenligning med Rousseaus ”Bekendelser”.

Thomas Bernhards selvbiografiske skrifter er netop hudflettende bekendelse, selvundersøgende og selvudleverende, ind til det aldeles enerverende. De udstiller det grimme og det tabuiserede. Ikke uden grund er Thomas Bernhard altid blevet betragtet som en enfant terrible i sit hjemland, som han da heller aldrig skånede nogen kritik. Men “Kælderen. En unddragelse” er ikke en selvbiografi i gængs forstand, og det kan måske være så-som-så med bekendelsens autentisitet. Forholdet mellem det selvbiografiske og det fiktive er et spændende og enigmatisk minefelt, særligt når det gælder Thomas Bernhard. Hans værker åbner for et væld af fortolkninger og billeder, som fastholder læseren i en på en gang nysgerrig og forundret tilstand: Vi vil vide mere, især om denne forfatter Thomas Bernhard, der både er grim og tiltrækkende, forfærdelig og dragende, forargende og formfuldendt, og alligevel bliver han – som fortæller – hele tiden en slags mystisk romanfigur for os. Hvad var hans personlighed og drifter? Og hvorfor den voldsomme revolte, som han i næsten alle sine værker manifesterede?

I hvert fald er jeg-fortælleren i “Kælderen. En unddragelse” en ung mand, der går i gymnasiet umiddelbart efter Anden Verdenskrig, men som tager det drastiske skridt at droppe ud og i stedet gå i lære som butikselev i en skummel kælderbutik. Han ser det endog som sit livs mulighed, idet kælderbutikken bliver hans flugtvej væk fra det højborgerlige gymnasium, som for ham står for det mest forhadte og ødelæggende, ikke helt ulig Hans Scherfigs opfattelse af skolen i “Det forsømte forår“. Den unge jeg-fortæller kan ikke holde de fine klasseværelser ud med den høje lærdom og borgerskabets forkvaklethed.

På sin læreplads i butikskælderen hos købmanden Karl Podlaha er han til gengæld igen i stand til at trække vejret frit. Han finder pludselig sig selv og hvem han skal være. Han bliver tilfreds. Og det er det forunderlige ved dette andet bind af Thomas Bernhards selvbiografiske romanværk, at det er en overmåde lys og positiv skildring, vi her møder. Her er det ikke den for Thomas Bernhard så typiske infernalske, paranoide og vredladne udstilling af borgerskabet og det østrigske samfund, som vi kender fra fx “Udslettelse” og fra første bind “Årsagen. En antydning” Men Thomas Bernhard leger naturligvis med den moderne udviklingsroman og dannelsestanken. Det er bestemt ikke uden ironi, at han lader en ung mand (sig selv), nå til selvindsigt og dannelse ved at stå i en skummel og snusket kælderbutik i et slumkvarter, da han jo senere skal blive en stor og anerkendt forfatter. På den måde får han jo virkelig gjort grin med borgerskabets idealer. Om vi køber den selvtolkning er op til læseren – men et er sikkert, det er brand god litteratur i en super oversættelse af Søren R. Fauth.

Bragt i Bogmagasinet 14. februar 2013: http://www.arnoldbusck.dk/anmeldelser/758

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s