Salme: Til paradis på Øster Skaarup

Haven minder om min barndomstid,
da jeg endnu var blandt græssets strå,
svajende i solen hid og did,
gik jeg glad rundt uden at forstå.

Sommerfuglen svævede omkring,
sad i blomsten, og fløj atter væk,
med en viden kun om ingenting
gik jeg her bag havens tætte hæk.

Grenene, som jeg så vokse frem,
var som mange armes trygge favn,
som en dør sad hvert et blad på klem
til den Gud, jeg tænker på med savn.

Skønhed var alt det, jeg var iblandt,
for i haven var en større magt,
og i blomsterne, jeg gik og fandt,
så jeg det guddommeliges pragt.

Sandhed hørte jeg fra fuglene,
der i himlens åbne poesi,
og når de sprang frem fra bladene,
sang om vor Guds evige geni.

Godhed var at være i Guds hånd,
som han rakte frem med hvert et blad,
så jeg under høje træers ånd
kunne være ubekymret glad.

(Repremiere)