Elsa Gress bør være kanon – Om en platonisk amerikanist i dansk litteratur

Elsa Gress2

Blandingen af amerikanisme, platonisme og kønsspørgsmål har gjort det svært at placere Elsa Gress og tage hende med i en dansk kanon, men er det ikke på tide at revurdere dette?

Indledning
Elsa Gress begyndte at skrive i den sidste halvdel af det tyvende århundrede, hvor amerikansk kulturindustri bliver en væsentlig strømning i den begyndende globalisering. Og hun er en af de første forfattere i Danmark, der forstår betydningen af dette (Vyff, s. 154). Hun er født i 1919 og døde i 1988. Hun var uddannet mag.art. i almen og sammenlignende litteratur fra Københavns Universitet. Skrev Guldmedaljeafhandling om Engelsk æstetisk kritik.

Hun begyndte tidligt sin forfatterkarriere med at forholde sig til det amerikanske. Under et studieophold i New York i 1952 vakte hun opsigt med kronikker i Information og Politiken om Amerika. Her beskrev hun massehysteri og meningscensur i McCartyismens USA. Hun har kaldt sig den ”proamerikanske antiamerikaner ” (Hertel, s. 119) Hun anklagede i hele sit forfatterskab både Amerika-forgudelse og den blinde anti-amerikanisme. Elsa Gress var især påvirket af nyradikale amerikanske tænkere som Robert Lindner, Mary McCarthy og Charles Wright Mills. Og især amerikansk subkultur inspirerede hende meget i hendes eget forfatterskab, men hun gjorde på med amerikansk mainstreamkultur. Hun var en nysgerrig polyhistor, der satte analytiske klarhed i højsædet og troede på fornuften. Dette gjorde, at hun blandt andet i Danmark lagde sig ud med den toneangivende Heretica-bevægelse, fordi hun ikke mente, at den var kættersk nok, men blot ny sværmerisk religiøsitet. Hvis man skulle finde en virkelig kætter skulle man gå til hende (Hertel, s. 118).

Det var også under opholdet i 1952 blev gravid med amerikanerne Richard Lewis og det forhold er udgangspunktet for handlingen i romanen Jorden er ingen stjerne fra 1956, som jeg vil komme nærmere ind på i dette essay. På grund af sine kritiske artikler om USA blev hun trods sin graviditet udvist fra USA, mistænkt for revolutionære overbevisninger. Senere fik hun to børn med den amerikanske kunstner Clifford Wright, men hun havde også et kortvarigt forhold til teatermennesket Tom O’Horgan. (Manden bag Hair, Jesus Christ Superstar) (Nærværende, s. 13). Så ikke nok med, at Elsa Gress i sin essayistik og litteratur uophørlig forholdt sig til det amerikanske, det var også en uomgængelig del af hendes privatliv. Og privatliv og litteratur hænger i uløselig sammen hos Elsa Gress, og det kan også være en grund til, at hun kan være svær at kapere for en moderne kanon i folkeskolen og gymnasiet og ikke mindst i litteraturkritikken. For det første er der hendes store og vellykkede erindringsbog Mine mange hjem fra 1965, hvor hun skildrer sin barndom og opvækst med en stærkt neurotisk og excentrisk far. Men også i den mindre vellykkede erindringsbog Compañia beskriver hun sine mange indviklede personlige forbindelser, hvor det amerikanske står i centrum.

Hvorfor har en nationalorienteret litteraturhistorie så svært ved at kapere Elsa Gress? Måske fordi hun ikke var nogen entydigt nationalt orienteret digter. Hun skriver i stedet i krydsfeltet mellem det danske og det amerikanske, hvor kønnet er det centrale perspektiv. Hvis vi skal inkludere Elsa Gress i en modernismekanon, bliver vi måske nødt til at lave en ny modernismekonstruktion. Dette essay vil analysere, hvordan Elsa Gress udfolder sit forhold til det amerikanske og platonisme og se på hvilken sammenhæng der er til hendes beskrivelse af kønnet.

Jorden er ingen stjerne
Elsa Gress’ tredje roman hedder Jorden er ingen stjerne. Den handler om et kompliceret Hollywood-agtigt forhold mellem den danske pige Judith og den amerikanske professor Bob Barber. Ud over forholdet i sig selv, skildrer romanen også det særlige forhold mellem det danske og det amerikanske som sådan. Og det hviler på en række ambivalente dikotomier. Generelt gennem romanen skildres Amerika som en gigantisk kulisse, med en henvisning til Hollywood. Som det hedder i Judiths beskrivelse:

”At sidde gennem morgenmaden og konversere om ting i avisen var forbavsende let, men at gå lidt senere gennem den lille New England bys træindrammede gader, langs hvide jomfruelige husfacader, sammen med parret på indkøb i en strålende efterårsdags klare, høje solskin gav mig en løsreven fornemmelse af at være ganske ude af kontakt med nogen virkelighed, bare en lidet interesseret tilskuer, der gaber bag programmet, mens et sæt kulisser udskiftes med et andet” (s. 36).

Der er to vigtige ting i denne passage. For det første beskrives det amerikanske landskab som en kulisse, men for det andet beskriver hun Amerika jomfruelige og uskyldige tilstand. Dette afslører et grundlæggende ambivalent modsætningsforhold mellem det amerikanske og det danske/europæiske. At Amerika på den ene side er det falske, men samtidig det jomfruelige, mens det europæiske på den anden side er det ægte, men samtidig det gamle og modne. Det afspejler sig også forholdet til personerne i romanen: Her fx beskrivelse af forholdet til Eve, som en af hovedpersonens veninder:

”Eve kom ind i stuen, meget klarøjet. ”Driller du min mand?” grinede hun. ”Du ser bedårende ud lille skat,” sagde jeg. ”Højst nitten år. Ungdommens dronning fra ungdommens kontinent.” Det var Eves kompleks, at hun så yngre ud, end hun var, og derfor havde svært ved at hævde sig som åndspersonlighed” (s. 13).

De amerikanske kvinder er i Judiths univers ikke nået meget ud over puberteten, og skønt de på grund af deres udseende ikke kan hævde sig som åndspersonligheder, så ligger hovedpersonen heller ikke skjul på, at de faktisk heller ikke er åndspersonligheder. Der ligger her en grundlæggende dikotomi mellem den europæiske kvinde som ånd, mens den amerikanske kvinde er jomfruelige småpiger, hvor udseendet er det afgørende. Der ligger også en intern kamp om mændene, som måske er bogens vigtigste tema. Dette fremgår også af forholdet til Judiths rivalinde Grace, Bobs kone. Her hedder det sarkastisk:

”Bob mikser de dejligste martinier,” konstaterede Grace med al den sagkundskab, de meget unge føler trang til at demonstrere. Her i sine egne omgivelser, hvor hun ikke er klædt ud som dame, lignede hun mere end nogensinde en stor skolepige” (s. 31).

Og lidt senere hedder det nærmest groft om Graces kunstneriske udfoldelser:

”Formsansen i dem var ikke værst, og hun kunne muligvis lære at male, hvis hun engang fik noget at male om og på. Som det var, blev det til ”abstrakte” klatterier uden mål og med og af begrænset dekorativ værdi” (s. 87).

Judith er i gang med at dekonstruere billedet af den amerikanske idealkvinde, og det er vel heller ikke nogen tilfældighed, at hun hedder Grace, måske som en henvisning til Hollywoods Grace Kelly. De amerikanske kvinder befinder sig stadig i en uskyldsituation, hvor de er små skolepiger uden ånd og kunstneriske egenskaber. Samtidig afslører citatet også, at der altid ifølge Judith skal være en essens i det man maler, en idé, indhold, man kan ikke bare male, form er på ingen måde nok. De amerikanske kvinder har ikke nogen sjæl, i modsætning til Judith selv, som hun beskriver det hos sig selv:

”Alle fornemmelser i øjeblikket var udløbere af den varme, der er tændt inderst i sjælen” (s. 34).

Judith beskriver sig selv i essentialistiske termer og det influerer hele hendes sprogbrug. Hun synes at beskrive, hvordan der bag den kvindelige attribut er en kvindelig substans.

Platonisme hos Elsa Gress
Judiths essentialistiske tankegang understøttes også af de mange henvisninger til Platon i romanen Jorden er ingen stjerne. Elsa Gress er en af de eneste moderne danske forfattere, der vover at bruge platonisme i sine bøger. På den måde er hun på bølgelængde med forfattere som Virginia Woolf og Iris Murdoch, som også har forholdt sig til platonismen i deres værker. Virginia Woolf har hun i øvrigt oversat. Og hun kendte begge forfattere dybtgående. Bogen skal på den måde også opfattes som en platonisk værk, og det begynder da også med Platon, som det hedder: ”Hvis De ikke skulle have deres Platon præsent.” Som den første sætning.

Romanens plot peger hen imod platonisk sanseliggørelse af kærligheden gennem et barn. Den fuldendte idé er altså et barn. Alle kærlighedsintriger mellem Bob og Judith leder mod undfangelsen af barnet. Barnet er ideen, der skal sanseliggøres gennem kærligheden. Gennem hele romanen har vi ideen, som taler med kursiv, om hvor tæt den er på at blive manifesteret gennem det sanselige. Igen har vi tanken om at substans optræder gennem attributter.

Ligesom både Virginia Woolf og Iris Murdoch har Elsa Gress en mere sanselige tolkning af Platon end han normalt bliver tolket i filosofihistorien. Hovedpersoner i romanen vælger imidlertid at beskrive det som et personlighedsproblem ved Platon, at han forsager det kønslige og jordiske, mens den platonske tankegang som sådan ikke har dette problem, som det hedder i romanen

”Platon undlader ganske vist at give nogen plausibel grund til, at sjælene skulle ønske at ombytte deres ophøjede stjernetilværelse med jordisk liv, men det skyldes, at han simpelthen ikke forstod grunden, fordi han gennemgående undervurderede jordelivets glæder og værdier, hvad der mellem os sagt giver hans filosofi en grim slagsside. Men det er ikke Platons menneskelige mangler, vi skulle drøfte” (s. 5).

Platons filosofi udgør et væsentlig idégrundlag for romanen. Det kendte platoniske forhold mellem fænomenerne og ideerne, bliver i stedet til et forhold mellem Europa og Amerika, hvor Amerika er fænomenerne, Europa ideerne. I en passage hedder det:

”Næste morgen tog jeg en lokal bus til Loveland, en sne miles nordpå. For at udskyde gensynet med Ernest lidt måske, eller forberede mig på det. Og for at være alene i morgenen. Udenfor Denver kom the Rockies til syne i technicolor, ulig nogen europæiske bjerge. Jeg sad og så dem ligge, tunge og skarpttegnede mod det alt for blå, som den evige baggrund for den flade højslette under himlens metaltag, og jeg nød friskheden i den høje, rene luft efter dagene på de bagende veje. – På den lille station i Loveland – provinsbyens platoniske idé, som man kender den fra amerikanske film om familieliv i vesten – fandt jeg i telefonbogen Holden, Ernest og ringede op” (s. 139).

For det første antydes det igen, at det amerikanske landskab er et filmlandskab. Dette landskab er et udtryk for en platonisk ide. Og det synes at være kendetegnende for hele romanen, at Amerika er fænomenernes verden, hvor kærlighedens sanselighed kan udfoldes, hvor ideerne kan bliver undfanget, her især gennem børn, men også atomvåben, som der gives denne forklaring på opfindelse af: Det lyder i en samtale mellem Judith og en atomfysiker:

”Det er jo hverken mig eller mine kolleger – eller regeringen for den sags skyld – der bestemmer om b-bomben skal laves eller bruges.” ”Hvem bestemmer det da?” ”Det gør b-bomben” (s. 22).

Judith er i sin egen selvforståelse platonikeren, som kommer til fænomenernes land: Amerika. Men hun er en kvindelig platonikere, der er sanselig og bringer ideer til verden gennem børn. Man kunne godt spørge sig selv, om det er et udtryk for Elsa Gress holdning?

Utroværdig jeg-fortæller
Nu er Jorden er ingen stjerne en jeg-roman, og det langt fra en troværdig jeg-fortæller. Når man har læst bogen får man ikke indtrykket af denne modne kvinde, som udkonkurrerer de amerikanske kvinder på sit intellekt og ånd, snarere møder man her en kvinde, der ved sin naivitet er blevet kastet rundt med af en beregnende mand. Han bedrager hende, og hun stiller sig tilfreds med at være en andenrangs-elskerinde.  Hun bliver udvist af landet umiddelbart efter at hun er blevet gravid, uden Bob, faren til barnet gør ikke noget som helst for hende. Man undrer sig også over, at hun er denne store europiske feminist, der udfordrer mændene, og samtidig lader hun sig gøre gravid af den mest uansvarlige af dem. Der bliver ikke lagt skjul på, at han har flere elskerinder, at han har et alkoholproblem, gør to kvinder gravide samtidig. osv.

Fænomenet Bob fordrejer hendes rationalitet, fordi hun tror, at han er en essens. Kærlighedshistorierne rummer svulstige essentielle beskrivelser af deres dybfølte kærlighed, på trods af at de står og fryser ude på en altan, mens Bobs kone går rundt inde i køkkenet ved siden af. Der burde være ringet en klokke hos Judith, men der gør der ikke. Den essentielle kærlighed, som hovedpersonen beretter om står i skærende kontrast til de faktiske omgivelser. Hun tror, han er en ide, en europæer, men nogen andet viser sig. Judith siger om Bob:

”Han gik på den ”frie” slentrende facon, jeg siden skulle lære at udlægge som en af hans måder at klare trykkede situationer på, og han var i Byronskjorte og ruskindsvest, men virkede selv i det antræk mere formel, mere ”europæisk” end sine landsmænd. Overhovedet opdagede jeg først, da jeg over et år senere så ham i amerikanske omgivelser, at han virkelig var amerikaner” (s. 9).

Så skønt Judith er den sanselig platoniker bliver hun alligevel forledt af fænomenernes verden: Amerikaneren Bob er ikke den essen, som hun troede, han var, men hun bliver forført af ham. Til gengæld får hun en undfanget idé med sig hjem: et barn. Romanen synes at ville sige, at den kvindelige essentialisme fra Europa bliver taget ved næsen af det mandlige amerikanske fænomen.

Hvorfor ikke med i kanon?
Det er blandingen af amerikanisme, platonisme og kønsspørgsmål, som vi ser i Jorden er ingen stjerne, der måske har gjort det svært at forstå Elsa Gress og tage hende med i en dansk kanon. Hun er fremmedartet især i en dansk litterær tradition, som har haft helt andre inspirationskilder. Her har det mere været akademisk fransk skrifttænkning, som har haft hegemoni. Hun er også helt forskellig fra Hereticabevægelsen. Dem hun måske har mest tilfælles med er de forfattere som kommer 10 år senere, nemlig dem der lader sig inspirere af amerikansk sub-kultur, som beat, pop-art, rock-musikken, hippie-bevægelsen.

Men Elsa Gress er måske en af de vigtigste moderne essayister. Og når litteraturhistorikeren Jens Andersen i Berlingeren beklager, at Elsa Gress ikke er med i den nye kanon, så er det netop med henvisning til hendes essayistik. Det uopdagede køn var i datiden en af de vigtigste indlæg i kønsdebatten herhjemme. Foran sin tid.

Bogen minder både i form og indhold om Virginia Woolfs essay A Room of One’s Own, som Elsa Gress i øvrigt oversatte til dansk. Grundlæggende kan man sige, at Elsa Gress sætter sig for at bevise, at kvinder også er mennesker.  Det vil sige ubrugte mennesker, som har uendelige ressourcer. Ligesom Virginia Woolfs essay, begynder essayet med et generelt spørgsmål stillet af konservative studenter: ”Er kvinden sexobjekt eller samfundsborger?” Og som Virginia Woolfs essay vil bogen problematisere og tilbagevise de klicher, der findes om kvinden. Endelig vil bogen problematisere det evigt kvindelige – under henvisning til det evigt menneskelige. Også i denne bog vender hun sig først og fremmest mod det amerikanske.      

”Ja, skal man tro presse, reklame, film, tv og anden massespredning – og det skal man til en vis grad – er kvinden næsten udelukkende sexobjekt både i andres og egnes øjne. Hendes samfundsborgerskab og individuelle menneskeværd er for en biting at regne i sammenligning med den altovervejende rolle. Og efterhånden som den hjemlige presse og underholdning overhovedet amerikaniseres, øges tendensen til ikke bare at se kvinden som sexobjekt, men simpelthen at sætte kvinden lig med sexobjekt – eller rettere lig med sexsymbol, for en udtalt snerpethed og snæverhed – en puritanisme uden religiøst indhold – går hånd i hånd med sexsnakken, netop i den amerikanske udgave” (Det uopdagede køns. 16).

Igen er det den manglende åndelighed som den amerikanske kvindeforståelse bringer med sig. Det er især reklame og filmindustrien, som har foranlediget dette. Et eksempel på en martyr for denne amerikanisering, der gør kvinder til alene sex-symboler, er Marilyn Monroe. Elsa Gress mener, hun er et offer for den radikale seksualisering, der kommer samtidig med en umenneskeliggørelse. En af Elsa Gress’ pointer, er, at amerikaniseringens radikale seksualisering kommer samtidig med en kønsforskrækkelse og puritanisme. Som Elsa Gress udtrykker det ganske nutidigt: ”Ja, den nye frihed er allerede ved at slå over i det modsatte krav, en art puritanisme med omvendt fortegn, hvorefter alle, også pigerne, ikke bare må, men skal tænke på rigtig sex” (Det uopdagede køn, 32). Elsa Gress har øjnene åbne for den amerikanske sexualfrigørelses uendelige ambivalente karakter, og det er hendes pointe at det er den samme tendens, som vi efterhånden overtager i Europa – og det kan man vel godt give hende ret i udfra en samtidig betragtning.

Elsa Gress er kongenial med Foucault på dette punkt, når hun problematiserer seksualfrigørelse som et umuligt projekt, men hendes væsentlige indsigt er, at hun kæder den sammen amerikaniseringen. Elsa Gress antyder at seksualfrigørelse måske ikke er helt uproblematisk for kvindefrigørelsen, fordi den har en tendens til blot at seksualisere kvinden yderligere, dermed mindske hendes menneskelighed. Elsa Gress mener, at amerikanisering har gjort kvinder mere til sexobjekt og mindre til samfundsborgere.

Elsa Gress fremstiller også i sin bog en særlig kønsforståelse, som trækker på Platons tanke om androgynen. Her henviser hun i øvrigt også til Coleridge, Otto Weininger og Virginia Woolf som netop også forholder sig til androgynitetstanken: Den diskussion foranlediger også en diskussion om homoseksualitet, som hun naturligvis argumenterer for en accept af. Men når vi kommer så langt, så vender hun også skytset mod den homoseksuelle agenda. Hun mener, at homoseksuelle har en tendens til at følge sig forfulgte uden at være det. Samtidig er de homoseksuelle bevægelser selv hjemsøgt af en række problematiske essentialistiske betragtninger, som det hedder:

”Se f.eks. den indgroede homofile forestilling […], om at homofili altid er en ”skæbne”, en ”inderste, sand natur”, der er medfødt og ”kommer frem”, ”åbenbares”, ”gennemskues osv. Denne holdning, som ikke er mere bevist eller given end andre holdninger til homofili, gør de pågældende aldeles uimodtagelige for andre forklaringer, som i virkeligheden ville fremme den gensidige forståelse og tolerance mellem kønsgrupperne betydeligt mere.” (Det uopdagede køn. 102)

Elsa Gress grundlæggende holdning til det kønslig er, at man skal passe på at tale om en substans og essens. Homoseksualitet er ikke nogen essens, ligesom heller ikke heteroseksualitet er det.  Også inden for kvindefrigørelsen er det afgørende ikke at tale om noget essentielt kvindeligt eller mandligt.

”[M]an kommer ikke nogen konkret kvinde nærmere, endsige analysere hende, ved at analysere Kvinden med stort K. Hvad enten man prøver ad digterisk eller sociologisk-historisk vej, eller som privat-analytiker, vil analysen af kvindekønnet have lidet eller intet med dets levende medlemmer at skaffe, selvom digterne naturligvis immer hen kommer sagen nærmere end sociologerne, bl.a. fordi de også udtrykker ”kvinden i dem selv” på personlig vis, mens de stakkels halvvidenskabsmænd hænger fast i skemaer, statistikker og andre ydre omstændigheder. Det enkelte kvindemenneskes uudtømmelige og mulighedsfyldte personlighed vil altid være en gåde, et mysterium, der kun kan nyopdages og udforskes, om ikke løses, ved den personlige følelses og indsigts hjælp. Det er altså ikke Quinden der er mysteriet, som mange generationer af mænd har troet og – når de var digtere – udtrykt. Det er kvinden, det enkelte menneske der er det. Dertil må man så bare føje, at man heller ikke kommer manden som person og menneske nærmere ved at analysere begrebet Manden. Han er mindst lige så mystisk som kvinden” (s. 80).

Elsa Gress vil med sit essay Det uopdagede køn dekonstruere de traditionelle kønsstereotyper, men hun vil også løsne diskussionen fra den abstrakte og filosofiske begrebsdiskussion. Elsa Gress forholder sig til aktuelle og konkrete eksempler, det er lige fra breve hun selv har fået tilsendt, til diskussion i medierne, til lægevidenskabelige afhandling. De filosofiske tekster af fx Simone de Beauvoir medtages naturligvis også i denne diskussion.

Foregriber Judit Butler
Elsa Gress foregriber mange af de indsigter, som en nutidig kønsteoretiker som Judith Butler har fremsat i sin bøger: nemlig at anatomien er ikke skæbne, og hverken seksualitet og køn kan udgøre nogen essens. At kun kæder den modsatte tankegang sammen med amerikanismen er tankevækkende. Og her finder vi hendes afgørende civilisationskritik. Amerikanismen er ikke bare en politisk magt, men den er også bestemmende for vores forhold til kønnet og seksualitet, som ifølge Elsa Gress er dybt hæmmende og undertrykkende, og samtidig kvindefjendsk. Den holder kvinder væk fra at blive ligeværdige samfundsborgere. Elsa Gress kan imidlertid ikke underskrive den radikale subjektivitetskritik, som moderne feminisme udtrykker. I sit essay vil Elsa Gress flytte fokus fra køn og seksualiteten til at tale om mennesket, om det så er mand eller kvinde, homoseksuel eller heteroseksuel. Man kunne altså sige, at Elsa Gress bibeholder en særlig substans som hedder mennesket, fordi hun ønsker at tale om samfundsborgeren som en essens.

Kritikken og formidlingen af det amerikanske er det centrale omdrejningspunkt i Elsa Gress’ forfatterskab, men hun er også en stor ambassadør for Amerika. Men hun behandler Amerika fra bagsiden, og på en ganske nutidig måde, idet hun fokuserer på race, køn, seksualitet, psykoanalyse, forbrugersamfund og sågar terrorisme. Naturligvis er hun ikke blot anti-amerikaner, hendes forhold er evigt ambivalent, som det er blevet skildret i hendes roman, som i hendes essay.

Hvad skal vi så stille op med Elsa Gress? Kunne Elsa Gress ikke også være et eksempel på en kvindelig forfatter, der skrev i anden tradition end den akademiske franske skrifttænkning, lige som Dan Túrell og Peter Laugesen? Hun skriver ganske vist ikke i forlængelse af beat, men hun er inspireret af den amerikanske roman og dens beskrivelse af de amerikanske subkulturer. (Baldwin, Bellow, Isherwood) Hun beskriver det fra en fremmed kvindes synsvinkel. Endelig er hun en af de første til at begribe det fulde omfang af den moderne indflydelse af amerikansk kulturindustri på dansk/europæisk kultur.  Og hun giver det et særlig kønslig perspektiv, som det to herre Peter Laugesen og Dan Turéll ikke i så høj grad har behandlet. Det betyder selvfølgelig også at vi er nødt til at have en hel anden modernismekonstruktion, som bør medtænke er internationaliseringen, amerikanismen, platonismen og kønsspørgsmål. Netop noget som den nuværende kanon for folkeskolen og gymnasiet ikke har medtænkt. Hvis vi skal læse noget andet fra litteraturhistorien, skal vi også skabe en ny konstruktion, hvorefter der skal læses.

Elsa skrev først og fremmest i forlængelse af radikalismen, men også her kom hun til at stå uden for sin generation, fordi hun vendte sig mod angelsaksisk tænkning frem for kontinental. Hun er ganske vist venstreintellektuel, men hun skriver ikke ud fra Marx og fransk tænkning. På den måde minder hun mere om kulturradikalismen fra før den blev marxistisk, hvor man satte fornuft og fordomsfrihed i centrum. Elsa Gress har været svær at kapere for dansk litterær kultur. I første omgang var hun oprindelig for venstreorienteret til at blive accepteret, det var også derfor hun blev udvist af USA. Dernæst var hun for højreorienteret, da ungdomsoprøret kom. Hun har altid været en altid central outsider, som Hans Hertel siger det (Nærværende, s. 23).

Essay blevet oprindeligt holdt som forelæsning ved et seminar om kvindelitteratur på Afd. for Litteraturhistorie, Aarhus Universitet.

Litteraturliste

Borup, Anne. Den danske modernismekonstruktion. In: Kritik, Årg. 33, nr. 147 (2000).
Butler, Judith, Gender Trouble. Routledge. 1999.
Cotta-Schønberg, Michael m.fl. Nærværende – En Bog om Elsa Gress. Gyldendal 1990.
Gress, Elsa. Jorden er ingen stjerne. Gyldendal 1956.
Gress, Elsa. De uopdagede køn. Gyldendal 1964.
Gress, Elsa. Compañia. Gyldendal 1976.
Gress, Elsa. Salamander. Gyldendal 1976.
Hertel, Hans. Litteraturens Vaneforbrydre. Foreningen for Boghåndværk. Nørhaven A/S. 1990.
Vyff, Iben. Fremtidens spøgelse eller fortidens brug af historie i Elsa Gress’ syn på Amerika. In: Temp – Tidsskrift for Historie1(2), 154-171. 2011.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s