Replik til de gule veste og tidens politiske tendens

IMG_20181208_161652

Flere meningsdannere, heriblandt Christen Sørensen, Uffe Elbæk og Dalibor Rohac, har sammenlignet vores tid med mellemkrigstiden. Selvom mange også vil sige, at det er forkert at drage denne historiske sammenligning. Det hedder som bekendt med foragt, at man har “kastet nazi-kortet”. Men det er heller ikke det, jeg vil her – og så alligevel.

Der er for mig at se mange ensartede træk mellem Weimarrepublikken i Tyskland/mellemkrigtiden og vor tids Europa. Det gælder især i forhold til større ulighed i det økonomiske system, undtagelsestilstande i lovgivningsarbejde, manglende international samarbejde og gensidig forståelse, samt ikke mindst en folkelig mentalitet, der igen er splittet mellem at være social restriktiv og værdi-overskridende, mellem at være nationalistisk og kosmopolitisk. De gule veste og Brexit er gode eksempler på dette skisma, hvor de traditionelle politiske fronter krydses og forvirres. Og her ind over har vi så hele flygtningekrisen, som også skal ses i denne optik.

Mentalitetsforstyrrelser
På den ene side sker der utroligt mange nyskabelser inden for kunst, litteratur, videnskab og sociale omgangsformer i samtiden. Vi genfinder også det samme babyloniske frisind som i de brølende tyvere og en lignende liberal tankegang – men samtidig finder vi på den anden side også den fundamentale modstrømning: nemlig ultranationalisme, genmilitarisering og “ondt-i-røven-mentalitet”. På den ene side har vi altså en elitær og hegemonisk overskridelse af traditionelle værdier og på den anden side en ‘småborgerlig’ og vel også et folkeligt ønske om at omvende overskridelsen og aflyse de kosmopolitiske og globale trends.

I dette spillerum er der igen ikke rigtigt plads til folk med en anden etnisk baggrund, for de er ofte mere traditionsbundne i religiøs adfærd, fx er de ofte imod homoseksualitet, transhumanisme og lige rettigheder for minoriteter af enhver slags, og dette forløber parallelt med, at der er en national, social-restriktiv bevægelse, der ikke kan tolerere folk, der er anderledes eller truer eksistensen af den ensartede sociale omgangsform inden for fællesskabet. I videre forstand kan man måske endda se disse ‘mentalitetsforstyrrelser’ som et udslag af en kamp mellem “dem med de rigtige meninger” og “dem med de forkerte meninger”, forstået på den måde, at en selvbestaltet og veluddannet kulturel overklasse har mistet kontakten til en folkelig vrede over de traditionelle værdiers sammenbrud og over den manglende anerkendelse for deres hårde hverdagsarbejde.

Voksende økonomisk underklasse
Ved siden af disse ‘mentatitetsforstyrrelser’ har vi en kraftigt voksende forskel mellem rig og fattig, mellem den udbyttende og den udbyttede, der gør, at vi genfinder noget af det som marxisterne påpegede var en mekanisme, der førte til revolution og uro. Noget marxisterne så som positivt, men hvis man er fredeligt og socialdemokratisk indstillet måske godt kunne tænke sig løst via reformer og sociale tiltag.

Men det ændrer ikke ved, at de mekanismer som marxisterne havde fundet i den historiske udvikling synes at spille ind igen. Modsætning mellem fx kapitalfondene og den almindelige borger bliver blot større og større. Dertil hjælper det ikke, at fx kapitalfondene jo er fuldstændig anonyme for de almindelige borgere – og derfor ved de ikke, hvor skal de rette deres vrede hen, når de bliver udbyttet eller fyret. Måske mod politikerne? Måske mod de frelste meningsdannere? De retter i hvert fald deres vrede mod dem, som af en eller anden grund har fået nogle fordele – og det er her tendensen til “ondt-i-røven” til dels kommer fra. Når alle andre skal indordne sig, så kan man jo ikke andet end få ondt i røven over dem, som på en eller anden måde er kommet lidt nemmere til det, af uransaglige grunde, og ofte ganske lovligt.

Især de arbejdsløse, intellektuelle og indvandrere står for skud. De arbejdsløse skal tage det arbejde, der er, og alt arbejde er lige godt, hedder det som bekendt. Og vreden er ikke uden grund. Vi kender parolen: De intellektuelle – som jo også på en måde er arbejdsløse – skal også tage et almindeligt arbejde og ikke sidde og tænke samfundsomvæltende tanker. Vi har brug for tømrer og murer og sosu-assistenter, ikke folk, der er uddannet til at kritisere samfundet. Det samme gælder flygtningene, som jo egentlig slet ikke skal være her – og er de her på tålt ophold, så skal de tage et arbejde, fra neden af, for de skal ikke true den hårdt-tilegnede position i det samfundsmæssige hierarki, som andre oprindelige borgere har tilkæmpet sig.

De udbyttede masser er også vrede på folk, som har tilegnet sig særlige privilegier, som fx folk, der har skabt noget selv. Det vil egentligt sige folk, som på en måde er blevet frigjort fra den udbyttede situation. De har sikkert snydt et eller andet sted, så dem undersøger vi på kryds og tværs for at finde en uregelmæssighed.

Undtagelsestilstanden
Særligt oplevelsen af, at de faste spilleregler for magt og for sociale omgangsformer er under stærk forvandling, ja afvikling, minder om tendenser under Weimarrepublikken og i mellemkrigstiden, hvor man benyttede sig af ‘undtagelsestilstanden’. Dette er jo i høj grad aktuelt netop nu med Trumps undtagelsestilstand for sikre sig muren til Mexico. For at gennemføre en politisk dagsorden benytter han sig af undtagelsestilstanden.

Etik og moral er underordnet, om man kan finde ud af at spille spillet og fremme sin egen sag eller person, og vel mest det sidste. Spindoktorere, politisk magtfordrejning, skattesvindel, momssvindel, unddragelse af loven af enhver art, ja hvad det nu end er, så er der tale om en ophævelse af de samfundsmæssigt erhvervede spilleregler, fordi det handler om at kunne regne den ud og snige sig uden om juraen, for hvis man kan snige sig uden om juridiske bestemmelser gennem et eller andet hul i lovene, ja, så er forehavendet gangbar og så er det ikke muligt retsforfølge en, selvom man måske er endog meget moralsk anløben.

Magtrelationer står over moral, og det er i sådanne tilfælde undtagelsestilstanden opstår. At det politiske system bryder sammen. Når det er vigtigere at beholde magten frem for at følge etik og moral. Ren Machiavelli, og House of Cards er symbol på denne tendens. Hvad det vil sige “at være menneske” ændrer sig med hurtig fart, samtidig med hvad vi førhen ville kalde grundlæggende menneskelig værdighed forfalder og opløses.

Tilsløret lovgivning
Man ser denne tendens i mange af de love, som bliver gennemført for tiden i Danmark. Den egentlige politiske hensigt i lovene skjules, fordi den egentlig ville være ulovlig ifølge Grundloven. Det store problem er nemlig, at “alle er lige for loven” (det står vist egentlig ikke i grundloven, men kan kun udledes fra den, bl.a. gennem paragrafferne om religionsfrihed).

Politikerne vil egentlig ramme en ganske bestemt gruppe af mennesker eller befolkningsgruppe, men kan det ikke på grund af, at der er præcedens for, at alle er lige for loven. Derfor får vi ghetto-planen (med såkaldte zoner med dobbelt straf), smykkeloven, maskerings-loven, m.m. Derfor forsøger politikere at lovgive gennem symboler frem for gennem lovens bogstav. Hvad der står i loven er ikke det, som er lovens hensigt. Det er tilsløret, hvad man vil med loven, og man skal læse det symbolske ud af den. Alle ved hvem, der skal rammes, men bare det ikke står direkte, så er det vel gangbart?

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s