Jeg ser Walter Benjamin for mig, der også kiggede ind i fortiden: Nu er historiens engel kommet til vores tid. Han stirrer stadig ind i fortiden.

Walter Benjamin voksede op i Berlin under gode kår. Ligesom Wittgenstein voksede han op i det bedre borgerskab. Faren – Emil Benjamin – var bankdirektør i Berlin (og tidligere i Paris), så familien manglede ikke noget materielt. Det skulle dog ændre sig efter første verdenskrig med den økonomiske inflation i Tyskland, hvor familien mistede det meste af dens formue.

Med den baggrund valgte Benjamin at studere filosofi i Berlin, Bern, München og Freiburg. Dette gav imidlertid ikke Walter Benjamin nogen fast stilling ved noget universitet, og han var overladt til at blive en “freie Schriftsteller”. Måske var det et lykketræf fra skæbnens side, for ellers havde vi måske ikke haft alle Walter Benjamins vidunderlige essays, der ikke som sådan passer ind i en akademisk skabelon. Walter Benjamin begyndte også at lave radio. Bl.a. er for nyligt udgivet den spændende samling “Radio Benjamin,” hvor han også fortæller for børn.

Walter Benjamin blev gift med Dora i 1917 med hvem han fik sønnen Stefan. Benjamin-parret måtte i længere perioder bo hjemme hos Benjamins forældre, fordi de ikke selv havde nogen nævneværdige indtægter. Som årene gik, gled ægteparret dog efterhånden mere og mere fra hinanden og de levede i, hvad vi i dag ville kalde, et åbent forhold, hvor begge havde relationer ved siden af ægteskabet. De forblev dog gift i en del år (De blev først skilt i 1930) og var også venner og hinandens støtter det meste af deres liv efter skilsmissen. Fx da Walter Benjamin senere i sit liv, hvor han havde mistet sit tyske statsborgerskab på grund af “statsfjendtlige” marxistiske artikler og sin jødiske baggrund, og var blevet forvist fra Nazi-Tyskland, kunne han bo hos Dora på San Remo i gennem længere tid. Her drev hun i en del år et herberg, inden hun og sønnen flygtede til London på grund af jødeforfølgelserne. I Kensington-bydelen fortsatte hun med at drive et herberg, og sønnen Stefan slog sig på salg at sjældne bøger, indtil han døde i 1972 i London. En beskæftigelse, der ikke var helt ulig farens, der jo også var bogsamler og bl.a. skrev: “Jeg pakker mit bibliotek ud” og “Eduard Fuchs – samleren og historikeren”.

Jødisk marxisme
Det er i Weimarperioden, at han blev nære venner med den jødiske filosof og historiker, Gershom Scholem (1897-1982), der gjorde Benjamin opmærksom på den jødiske sag og ikke mindst jødisk mystik, som senere bliver tydeligere i Benjamins forfatterskab koblet med den historiske materialisme, som han også adopterer i denne periode fra bl.a. Bertolt Brecht. På en måde kan man sige, at Scholem og Brecht personificerer de to yderpunkter i Benjamins tænkning, fra Scholem har han ladet sig inspirere af jødisk mysticisme og i Brecht har han haft en væsentlig kilde og forbundsfælle i den historiske materialisme.

Bertolt Brecht er en af Walter Benjamins valgslægtskaber og faste støtter til det sidste. Da Brecht også måtte flygte til Danmark fra Nazi-Tyskland på grund af sit kommunistiske tilhørsforhold, slog han sig faktisk ned i Svendborg, og Walter Benjamin kom gennem flere længere perioder og besøgte ham der. Det hører med til dansk immigrationshistorie, at Walter Benjamin faktisk søgte opholdstilladelse i Danmark under sin flugt fra Nazi-Tyskland, men han fik ikke opholdstilladelse.

Under Weimarrepublikken (1919-1933) opbyggede Walter Benjamin et anerkendt forfatterskab, hvor han efterhånden blev anset som en væsentlig tysk litteratur- og kulturkritiker. Han skrev litterær kritik af væsentlige tyske og udenlandske forfattere, som Brecht, Kafka, surrealisterne og avantgardister. Også hans forbindelse til Sovjet og den sovjetiske kunsts- og litteraturscene udbyggedes væsentligt. Han rejste flere gange til Moskva, bl.a. også for at besøge sin lettiske kæreste, teaterdirektøren Asja Lācis. Men på grund af de antisemitiske vinde og sit arbejde flyttede/flygtede han til Paris for arbejde på sit hovedværk: Passageværket om Paris i det nittende århundrede og sine Baudelaire-studier.

Institut for socialforskning
Selvom Walter Benjamin arbejdede støt på sit hovedværk og sine studier af Baudelaire, så var det svært at opretholde midlerne til en tålelig tilværelse i Paris frem mod anden verdenskrig. Han havde dog fået et stipendium fra Institut for Socialforskning bestyret af Adorno og Horkheimer til bl.a. at arbejde med Passageværket. Men det rakte ikke, og han endte også med spille uklar med Adorno om udgivelsen af sine Baudelaire-studier. Adorno afviste udgivelsen af hans bog i den form, som Benjamin havde tænkt den. Den skulle skrives om. Det var måske ikke en helt fair, og der var måske flere side af den sag: Adorno var nemlig gift med en af Benjamins gamle affærer. Onde tunger vil endda, at Adornos centrale ideer var stjålet fra Walter Benjamin, hvor Adorno satte dem ind i en mere gangbar akademisk form.

Politisk flygtning
Hen imod slutning af 1930’erne strammede det alvorligt til. Hitler havde annekteret Sudeterlandet i 1938. Polen blev invaderet i 1939 og i sommeren 1940 blev Frankrig besat. Der var jødiske flygtninge overalt i Europa. Walter Benjamin måtte flygte fra Paris, og faktisk havde han fået visum til USA gennem sine venner Horkheimer og Adorno. Han skulle rejse gennem Spanien og Portugal for at undgå Gestapo og derfra sejle til USA, men desværre havde han ikke fået udrejsetilladelse af Vichy-Frankrig. Walter Benjamin skulle flygte over pyrenæerne gennem Port Bou. Med sig havde han sit sidste essay “Om historiebegrebet”, som måske virkelig har gjort ham til profetisk figur inden for filosofien. Det er heri, vi hører om “historiens engel” og Messias. Det er stærke sager, og det virker også i dag stærkt profetisk og er stadigt vedkommende og aktuelt.

Desværre blev den gruppe af jødiske flygtninge, som Walter Benjamin rejste sammen med holdt tilbage ved grænsen ved Port Bou. Walter Benjamin, der på dette tidspunkt var 48 år, var nedslidt og uden fremtidsudsigter, valgte at begå selvmord med nogle medbragte giftpiller for ikke at blive taget af Gestapo og sendt i kz-lejr. Fra hans korrespondance ved vi, at Walter Benjamin var klar over gasningen af jøderne i lejrene.

Messias og aura
Men tilbage har vi historiens engel fra essay “Om historiebegrebet” sammen med alle de andre vidunderlige skrifter fra Walter Benjamin. Lad mig citere fra “Om historiebegrebet”:

“Der findes et billede af Klee, som hedder Angelus Novus. Det forestiller en engel, der ser ud som om den er ved af fjerne sig fra noget, den stirrer på. Dens øjne er opspærrede, dens mund er åben, og dens vinger er bredt ud. Sådan må historiens engel se ud. Den har vendt sit ansigt mod fortiden. Hvor der for vore øjne viser sig en kæde af begivenheder, der ser den én eneste katastrofe, som uafladelig hober ruindynger ovenpå hinanden og slynger dem foran englens fødder. Den ville gerne blive, vække de døde og føje det der er slået i stykker sammen igen. Men fra Paradiset blæser en storm, som har grebet fat i dens vinger og er så voldsom, at englen ikke længere kan folde dem sammen. Denne storm driver den uophørligt ind i fremtiden, som den vender ryggen til, mens ruindyngerne foran den vokser ind i himlen. Det, vi kalder fremskridtet, er denne storm.”

Walter Benjamin beskrev den tyske barok, Paris i det nittende århundrede, moderniteten i begyndelsen af det tyvende århundrede, katastrofen før anden verdenskrig. Nu er historiens engel kommet til vores tid. Den stirre stadig ind i fortiden, som en eneste katastrofe, som uafladeligt hober ruindynger op. Stormen fra paradis har bragt den til vores tid, fremskridtet har på en måde ikke ændret på katastrofen. Det er dybt pessimistisk og dystopisk, men ikke desto mindre enigmastisk og tankevækkende.

Også Walter Benjamins aura-begreb er et mærkeligt filosofisk begreb, idet det jo stammer fra det mystiske og det parapsykologiske område, men som sådan er det velvalgt. Med dette begreb ville Walter Benjamin fange noget, som falder uden for den teknologiske og videnskabelige modernitet. Han ville beskrive noget, som mistes i perceptionen af kunst – men også i det hele taget – i den moderne livsførelse. Han tager udgangspunkt i kunstformernes reproduktion. I dag findes næsten ikke den kunstform, som ikke er reproduceret, ja masseproduceret for masserne, men det Walter Benjamin påpeger er, at der også mistes noget i denne reproduktion, nemlig kunstværkets aura.

“En tings ægthed er indbegrebet af alt det ved den, som fra den oprindelse kan gives videre, fra dens materielle holdbarhed til den historiske vidnesbyrd. Da sidstnævnte er funderet i førstnævnte, så begynder i reproduktionen, hvor førstnævnte har unddraget sig mennesket, også sidstnævnte – tingenes historiske vidnesbyrd – at vakle. Ganske vist kun dette; men det, der således begynder at vakle, er tingenes autoritet. Man kan sammenfatte det, der forsvinder her, i begrebet aura og sige, at det, der i kunstværkets tekniske reproducerbarheds tidsalder sygner hen, er dets aura. Processen er symptomatisk; den betydning peger ud over kunstens område.”

Ifølge Walter Benjamin kan man ikke længere tale ægthed hos det reproducerede kunstværk, forstået på den måde at man ikke længere kan aflæse en vidnesbyrd om historien i dens materielle holdbarhed. Aura har altså at gøre med oprindelsen, historiske vidnesbyrd, ægthed, autenticitet. At miste aura vil sige at miste en essentiel del af eksistensen, uden at tingene som sådan forsvinder eller ændrer sig. Det en slags skin, som sygner hen, ikke bare på kunstens område, men på alle områder af modernitetens produkter og ting.

Hvilket storartet og tragisk liv og tænkning, man finder hos Walter Benjamin, der ikke kan undgå andet end at være en inspirationskilde for filosofi og politik-interesserede her i 2019, altså ca. 100 år senere, hvor mange af de samme træk og stemninger er vendt tilbage eller stadig aktuelle. Som Walter Benjamin skriver:

“I hver epoke må der gøres forsøg på igen at vriste overleveringen fra den konformisme, der er i færd med at underlægge sig den. Messias kommer jo ikke kun som forløseren; han kommer som overvinderen af Antikrist.”

Lad dette være min udgangsbøn.