Verdenslitteraturens kendte thybo J.P. Jacobsen rendte han rundt i naturen og var litterært som videnskabeligt interesseret i afvigelse.

Den verdenskendte Thy-forfatter, J.P. Jacobsen (1847-85) er blev kaldt mange ting gennem tiden: måneskinsdigter, melankoliker, fransk naturalist og sadomasochist. Men ifølge Jørn Erslev Andersen skal man også se ham som et livsstærk og aktivt menneske, og som en forfatter, der i høj grad trækker på sin naturvidenskabelige baggrund som biolog i sine litterære værker, hvor afvigelse var hans ledetråd.

– Egentlig rendte han jo rundt uden for København i vandhuller og har været robust og stærk, og han har ligget med net og glas og andet udstyr, samlet ind og gået hjem og klassificeret og arbejdet med alger under mikroskop. Og sådan har han også været i Thisted, han har været et ude-menneske. Han har været aktiv, men det er klart, at det ændrede hans liv, at han fik tuberkulose, fortæller han.

Siden sin ungdom har Jørn Erslev Andersen læst, tolket og fortalt om den store forfatter fra nordvest, som er blevet læst over hele verden. Andersens eget liv er også selv blevet tæt sammentvundet med J.P. Jacobsen, siden han skrev en banebrydende artikel fra 1987 om Jacobsens novelle “Fra Skitsebogen” eller som den også kaldes, “Der burde havde været Roser”.

Denne artikel blev på måde starten på hans karriere som litteraturforsker, hvor han var leder af center for verdenslitteratur ved Aarhus Universitet indtil for to år siden. I dag er han lektor i æstetik og kultur og medlem af bestyrelsen for J.P. Jacobsen Selskabet, som hører til på Thisted Museum, og han arbejder stadig for udbredelsen af kendskabet til den store verdensforfatter fra Thy.

Verdenslitteratur fra Thy
Litteraturprofessor F.R. Billeskov Jansen – som i øvrigt også kom fra Thy – talte om, at verdenslitteratur var den litteratur, der havde en kvalitet, så den kunne gøre sig på den internationale scene. Men verdenslitteratur er ifølge Jørn Erslev Andersen også den litteratur, der kan fungere i et oversat fællessprog, som fx tysk og engelsk.

– Man kan med en metafor sige, at det er den litteratur, der kan vandre gennem forskellige litteraturer, forskellige sprogområder, selvom den ikke bliver læst på originalsproget. Og dette har J.P. Jacobsens litteratur i høj grad kunnet, fortæller Jørn Erslev Andersen.

J.P. Jacobsen slog ganske vist først igennem efter sin død, men så blev han også kanoniseret, især i Berlin og i Wien. Ifølge Jørn Erslev Andersen skete det, fordi der i 1890’erne var en stor opmærksomhed på skandinavisk litteratur i det hele taget, og der blev J.P. Jacobsen en af den skandinaviske litteraturs fremmeste eksponenter.

– Altså han blev kult, og man snakker i tysksprogede områder i litteraturhistorien om “Die Jacobsen Mode”, fortæller Jørn Erslev Andersen.

Særligt tidens komponister tog Jacobsen til sig. En international komponist som Arnold Schönberg komponerede orkesterværker på baggrund af Jacobsens Gurresange, og også den engelske komponist Frederick Delius komponerede musik til Jacobsens digte, som han selv havde oversat. Delius har også komponeret en slags musikalsk iscenesættelse af hovedsporene i Niels Lyhne.

Den anæmiske digter fra Norden
Omkring 1900 var den tyske verdenslitteratur var ifølge Erslev Andersen især fascineret af melankolien og ikke mindst af den “jugend stil”, som man læste ud af Jacobsens værker. De kaldte ham den sygeligt anæmiske fra Norden. Han var for dem den store måneskinsdigter oppe nordfra, som sad i den yderste provins af Europa og var syg af tuberkulose, sammenbøjet i en liggestol og skrev med udsigt til enten vesterhavet eller vestjysk natur.

– Men det er selvfølgelig ikke en helt korrekt udlægning af ham, for han er jo realist og naturalist. Han var hård i filten, men også meget følsom. Men billedet af ham som sygelig og åndfuld passede perfekt ind i hele jugend-stilen i de tysksprogede lande, forklarer Jørn Erslev Andersen.

Jacobsen fik konstateret tuberkulose i 1873 på en dannelsesrejse gennem Tyskland og Østrig til Norditalien. I Firenze fik han nogle ildevarslende sygdomssymptomer og måtte straks rejse hjem. Tuberkulose var en udbredt dødsårsag dengang.

Jacobsen var kun 26 år gammel, da han fik tuberkulose, men han levede 12 år med sygdommen, indtil han døde som kun 38-årig. I dag ligger han begravet ved Thisted Kirke.

– Det er klart at diagnosen kom som et chok for ham. Han søgte hjem til Thisted, og vekslede fra da af mellem Thisted og København, for han var nødt til at ændre sit liv, og han kunne ikke længere være naturforsker og samtidig forfatter. Han var nødt til at gøre det, som hele hans situation krævede, han skulle gøre – men på en måde fortsatte han som naturforsker i sin litteratur. Jeg tror, det er en stor fejl, at man har adskilt det, at han var naturvidenskabsmand og det at han var skønlitterær forfatter i litteraturforskningen, siger han.

Jacobsen, grav

Ifølge Jørn Erslev Andersen er digtningen og naturvidenskaben to sider af fuldstændigt samme sag hos Jacobsen, og man kan se, at hans litteratur er spækket med stor viden om natur og ikke mindst menneskenaturen, som fx i romanen Niels Lyhne og i hans arabesker. Viden er hentet ind i hans digtning fra især naturvidenskaben og Darwin, som Jacobsen også oversatte til dansk.

Thy og thybomål
Man kunne godt forestille sig København med Georg Brandes og et internationalt miljø har udgjort en stærk kontrast til Thisted som provinsmiljø, men sådan har det ifølge Jørn Erslev Andersen faktisk ikke været for J.P Jacobsen. Thisted og København var begge steder, han holdt af at være. Han boede og skrev mest i København, men han var hjemme i perioder og han skrev også store dele af Fru Marie Grubbe i Thisted. Han har været meget præget af sin opvækst, særligt i sin personlighed og sprog.

– Han jo haft en jysk stædighed og insisterende måde at være på. Så han har ikke i den forstand været tilbageholdende. Men han har også været frygtelig genert, det er der ikke nogen tvivl om, fortæller Jørn Erslev Andersen.

Andersen fremhæver desuden, at man kan finde mange spor af thybomål i Jacobsens værker. Jacobsen benyttede sig fx af dialekt som erstatning for 16-hundredetals dansk i Fru Marie Grubbe, hvor han især låner stiltræk fra thybomål. Dialekt fra Thy er ifølge Erslev også en del af Jacobsens sprogfornemmelse, når det gælder tone, rytme, skift i kadence og når han bygger sætningerne op, og ikke mindst i sin ironi.

– Og man kan se thybomål hos Jacobsen, ikke mindst når han laver neologismer og masser af spændende adjektiver, som jo er helt enestående i verdenslitteraturen, siger Jørn Erslev Andersen.

Ulykkelig kærlighed
Selvom J.P. Jacobsen forblev ugift havde han flere relationer til kvinder, hvor særligt forholdet til Anna Michelsen er interessant, fordi det er med til at forme hans livstolkning. Hun var Jacobsens barndomskæreste, og han kendte hende også som voksen. Men det blev en ulykkelig og skæbnesvanger kærlighed for især hende. Hun blev sindssyg og fik “demens paranoia”, den tids betegnelse for skizofreni. Hun blev indlagt på Skt. Hans Hospital og blev der stort set til sin død.

For eftertiden findes der journaler, der fortæller hun blev syg på grund af ulykkelig kærlighed til en mand, der havde fået tuberkulose og derfor ikke kunne gifte sig med hende. Det er ikke svært at gætte, at denne mand var: J.P. Jacobsen.

Det var en kompliceret affære, og Anna Michelsens mor beskyldte J.P. Jacobsen for at være skyld – eller i hvert fald medansvarlig – i at datteren blev sindssyg. Der findes ifølge Jørn Erslev Andersen voldsomme breve mellem både moren, Jacobsen og Anna Michelsen.

Men J.P. Jacobsen forholdt sig med distance til beskyldningerne, og da han udgav Fru Marie Grubbe, sendte han den også til Anna Michelsen med dedikation og med et ønske om, at hun ville få noget ud af at læse den.

– Det opfattede folk som en uhørt provokation, fordi den jo handlede om en kvindes frigjorte seksualitet, og Anna Michelsen var meget troende, fortæller Jørn Erslev Andersen.

Anna Michelsen har også dannet forbillede for personskildringen af unge Bartholine Blide i Niels Lyhne. Jørn Erslev Andersen tolker Jacobsens fortsatte interesse for Anna Michelsen og hans brug af hende i sine personskildringer som et udtryk for, at han særligt skulle have interesseret sig for afvigelsen.

Afvigelse og det monstrøse
Hvis man læser Jacobsens litteratur, hans digte, romaner og noveller, så er alle personskildringer ifølge Erslev Andersen udtryk for en afvigelse, både tematisk og formmæssigt. Det vil sige hovedpersonerne er det man i Darwins forstand ville kalde monstrøse, de er afvigere fra normen.

– Så i stedet for at dyrke den folkelige version af darwinismen, der handler om den stærkestes overlevelse, så kan man sige, at for Jacobsen – og for Darwin – var det afvigelsen, der skabte fornyelse og forandring. Det er det monstrøse, der sørger for, at noget forandrer sig og udvikler sig, og ikke det stærke. Denne grundide, synes jeg er så gennemgående i J.P. Jacobsens forfatterskab, at det ikke kan være tilfældigt, understreger han.

Jacobsens mente dog, at menneskenaturen adskiller sig fra andre former for natur ved at være en kombination af tankevirksomhed og natur, påvirkning og sprog. Det vil sige kroppen er natur, mennesket er født med nogle instinkter, en naturlig drift mod et eller andet, eller en naturlig mangel på evne til at kunne udvikle nogle ting, som fx Niels Lyhne, der jo aldrig rigtigt finder sig selv og kommer overens med sig selv.

Blæst som af vestenvinden
Hvis man skal til at læse J.P. Jacobsen, hvor skal man så starte?

Jørn Erslev Andersen fortæller, at han har haft størst succes med at foreslå folk at vente lidt med at læse romanerne Fru Marie Grubbe og Niels Lyhne.

– Den bedste introduktion til Jacobsen ville snarere være fragmentet “En Cactus springer ud” – som er en rammefortælling, hvor nogle unge mennesker sidder sammen med en ældre mand og venter på, at en kaktus skal springe ud. Den springer kun ud hver 4. år, så de sidder og venter omkring et bord med kaktussen i et slags drivhus. De får tiden til at gå med at præsentere, hvad de har taget med af tekster. Der er også en assessor, som er garant for rammefortællingen, og han beder dem så om at give en prøve på, hvad de kan. Der er en Pan-arabesk, og et digt med kloderne i rummet og en saga-pastiche, som er ufuldendt og så er der Gurresange, så man får en smagsprøve på hele Jacobsens repetoir, fortæller han.

Dernæst foreslår Andersen, at man læser “Mogens og andre Noveller” og starter med at læse “To Verdener” og efterfølgende “Fra Skitsebogen” eller “Der burde have været Roser” – og så “Fru Fønss”. Når man er færdig med dem, kan man starte med novellerne “Mogens” og “Et Skud i Taagen”.

– Jeg har ikke mødt et eneste menneske, som ikke har været som blæst af vestenvinden bagefter. Især hvis man har lejlighed til at diskutere teksterne, slutter Erslev Andersen.

Hovedværker

Fru Marie Grubbe (1876), roman

Niels Lyhne (1880), roman

En Cactus springer ud (1871), fragment

Fru Fønss (1882), novelle

Mogens (1872), novelle

To verdener (1882), novelle

Fra Skitsebogen (1882), novelle

Arabesk, Til en Haandtegning af Michel Angelo (1874), digt

Gurresange (1867-69), digte.

(Copyright Peter Graarup Westergaard. Interviewet er en del af et bogprojekt om litteraturen fra Thy)