Den ungarske nobelprismodtager og jøde, Imre Kertész (1929-2016) har skrevet et helt omgængelige forfatterskab, vi alle bør lære af og læse. Hans forfatterskab burde være verdenskanon.

Nu vil den ungarske regering – helt uforståeligt – fjerne ham fra den nationale kanon og erstatte ham men nogle mere nationalistiske forfattere. Imre Kertész er en uhyre vigtig stemme for de forladte, de fremmedgjorte og de forfulgte i verden. Ud fra personlige oplevelser, kriser og forfølgelse udmartrede han sin sjæls lidelser for os. Men selv efter hans død er han åbenbart stadig forfulgt og ilde set.

Tag fx Dossier K., som er Kertész’ mest selvbiografiske bog, som er baseret på en række interviews foretaget en vis Zoltán Hafner, men hvor Kertész selv har skrevet de båndede interviews ud, og man hører umiskendeligt forfatteren Kertesz i begge stemmer. Ligesom i de fleste af Kertész’ øvrige bøger er skellet mellem fiktion og virkelighed flydende, og selve det gådefulde og fabulerende forhold mellem fiktion og virkelighed er selvbiografiens vigtigste tema. Kertész diskuterer indgående sit eget forfatterskab i Dossier K., og her kan man  som læser få en introduktion til forfatterskabets temaer.

Dossier K. giver et billede af et liv, der har været svært helt fra begyndelsen, på trods af senere nobelpris: Kertész er født 1929 og voksede op, utilpasset og i en ulykkelig familie som jøde i Ungarn. I 1944 blev han interneret i det værste menneskelige helvede af alle: Auschwitz. Kertész undgår dog mirakuløst udslettelse og kommer tilbage til et Ungarn, der er overtaget af kommunisterne. Men det ene totalitære regime er ikke meget bedre end det andet, selv om Kertész dog kan leve i det kommunistiske Ungarn.

Det lykkes endog forfatteren at blive gift, men det bliver beskrevet som et udmarvende, nærmest grotesk ægteskab. Som den ene stemme siger, lidet flatterende: “Vor kærlighed var som et døvstumt barn der stavrer af sted med leende ansigt og udstrakte arme, men hvis mund så småt fortrækker sig i gråd fordi ingen forstår det.” Ægteskabet varede ikke desto mindre i 42 år.

Kertész udfolder i Dossier K. en lang utrættelig dialog om, hvordan han dog kan leve med og stå ved sin historie og sig selv, flettet sammen med en grum verdenshistorie. Men Dossier K. viser også, at manglen på en hver form for endegyldig sandhed lader ham tilbage med et næsten ubærligt ansvar for sig selv, uden mulighed for at give aktstykkerne i sit liv en større mening – og gør dem til skæbne.

Anmeldelse af Imre Kertész: Dossier K. Selvbiografi for to stemmer. Oversat Peter Eszterhás. (Batzer & Co. 224 sider)