Den spanske syge i dansk litteratur

Læsninger om den spanske syge i dansk og i rigsfællesskabets litteratur kan hjælpe os med at tegne et mentalt kort over de psykologiske, sociale og filosofiske dilemmaer og temaer, som alle pandemier indeholder.

Af Peter Graarup Westergaard
Sygdom har altid udgjort livet på vrangen og bagsiden af det sociale fællesskab, som Susan Sontag også er inde på det i sit essay ”Sygdom som metafor”. Når vi bliver syge, er vi både socialt og personligt pludseligt i en undtagelsestilstand, som det hedder med et dansk ordsprog: ”For den syge er kun et vigtigt” – at blive rask. Følelsen af undtagelsestilstand gælder i særlig grad, når vi taler om store pandemier, her gælder det om at forblive rask. For at beskytte os selv mod at blive opslugt af sygdommens rædselsfulde rige, må vi således opfinde alle mulige sociale foranstaltninger, som beskytter os imod fordrivelse fra de raskes rige. Vi må med omvendt fortegn lukke alle ydre sociale grænser og appellere til fællesskabsfølelsen – og holde afstand til hinanden, flygte i isolation, så vi ikke tvinges til også at nærme os de dødes rige. En pandemi er hver mands eller kvindes suveræne hersker.

Det er netop sygdommens undtagelsestilstand, vi møder under den nuværende corona-pandemi. Her står vi foran sygdommens bjerg, og det er et frygtindgydende syn, vi møder forude: Forhåbentligt har vi udjævnet bjerget, så det ligner det landskab og den topografi, som vi kender så godt fra de raskes rige og det flade danske land. Men det er ikke første gang, vi har stået over for pandemiens bjerg. Coronavirussens hærgen kan i dens væsen sammenlignes med den spanske syge, som var et jordskred i centrale dele af dansk litteratur. Store danske (kanon) forfattere fra forskellige perioder har forholdt sig til sygdommen og har oplevet den selv. Og der er faktisk mange eksempler, for en del af forfatterne, der hører til det moderne gennembrud, er stadigt levende i 1918-20, og de nye forfattere, som tilhører fx det folkelige gennembrud, det store sammenbrud, mellemkrigstiden og måske endda efterkrigstiden, er allerede levende og oplever den spanske syge selv. Nogle danske forfattere døde desværre også, fx Harald Kidde, Herbert Iversen og Emanuel Goldstein.

Dansk litteraturs spanske syge
Hvis vi vil forstå coronavirussen og de sociale og personlige omkostninger, den har, kan vi således ty til beskrivelserne af den spanske syge i dansk litteratur, som den oplevedes af forfatterne og læse, hvordan de beskrev den gennem erindringer, digte og fiktion. Med litteraturen om den spanske syge vil vi måske kunne tegne et mentalt kort over de psykologiske, sociale og filosofiske dilemmaer og temaer, som en pandemi indeholder. Mange af de samme problemstillinger, som er på spil under coronakrisen, er også aktuelle under den spanske syge 1918-1920. På den måde er corona-bjerget ikke helt ukendt land.

I dansk litteratur om den spanske syge finder man pandemiens centrale temaer: forholdet mellem individ og fællesskab. Vi møder både den gode historie fuld af følelser og det kølige distancerede overblik. Vi får lov at læse om de følelsesmæssige forskelle på at opleve andres sygdom versus oplevelse af egen sygdom. I samfundet finder vi også recession versus udvikling i fx kunsten. Tilgangen til pandemien var også forskellig på land og i by; tilmed oplever vi det offentliges hjælpeløshed versus individets eget ansvar for at hjælpe – og omvendt – og helt grundlæggende møder vi en refleksionen over menneskets natur: Vil vi hjælpe eller hytte os selv? Tror vi på fremskridtet, eller nytter det hele ikke noget? Hvorfor er det så svært at blive hjemme og isolere sig?

Alle disse temaer er også tilstede i litteraturen om den spanske syge, hvor forudsætningen for dette essay er, at de omtalte forfattere på en eller anden måde har oplevet sygdommen selv. Flere senere forfattere har også skrevet om den spanske syge, men har ikke selv oplevet den. Jeg nævner blot: Klaus Rifbjerg, Carsten Jensen, Elsa Gress m.fl. Jeg har samlet disse prægnante eksempler til mit næste forløb i dansk i en dansk gymnasieklasse, anno 2020-21. Fremstillingen har en biografisk og mentalhistorisk tilgang til det litterære tema: den spanske syge i dansk litteratur.

Når det også rammer en selv – Henrik Pontoppidan og hans kreds
Store nobelprismodtagere i litteratur blev ramt, da den spanske syge hærgede i Danmark: Henrik Pontoppidan (1857-1943) og hans kreds af venner fik den spanske syge eller oplevede den tæt på. Selv om Pontoppidan kunne være ironisk og sarkastisk over for smitsomme sygdommes og andre lidelsers skæbnesvangre betydning for landbefolkningen, som han skildrer det i fx ’Fra Hytterne’ (1887), så er det alligevel en anden tone omkring influenzaen, når den kommer inden for hans egen omgangskreds. Nu gør han ikke genialt nar af almuen og små-gårdmændene, som han gør det i fx ’Et Grundskud’, hvor den største sorg for en lille landfamilie er, at grisen dør af sygdom netop, som den skulle slagtes: ”Han syntes, det var umuligt, at Vorherre kunde nænne det. Saa maatte det dog hellere – naar ondt skulde ske – have været et af Børnene.”

Den 7. september 1918 skriver Pontoppidan fx til Axel Lundegård:

”Siden blev jeg syg og måtte gå tilkøjs med “den spanske Feber” – eller hvad det nu har været – og først for nylig er jeg kommen på Benene igen. Nu er jeg for to Dage siden kommen til dette fynske Kursted, som jeg havde forestillet mig lidt i Smag med Tyringe.”

Pontoppidan har åbenbart ikke den spanske syge, men ”den spanske feber” – og han ved heller ikke med sikkerhed, hvad det var, han fejlede. En feber i hvert fald. Men nu er han taget på kurophold med smag af noget fint. Men også vennerne blev ramt af den spanske syge. Johan Rohde skriver til Pontoppidan den 24. oktober 1918, og her er det lidt værre:

”Forresten har jeg været haardt angrebet af den spanske Syge ligesom største Parten af Familien, – vi var sex! sengeliggende paa engang. Jeg selv er endnu ikke rask, stadig meget medtagen”.

Og den 12. november 1918 skriver Harry Søiberg til Henrik Pontoppidan:

”Vi kommer ikke herfra Skagen før paa Torsdag eller Søndag! Min Kone er nemlig først nu ved at komme til Kræfter! Og jeg selv har siden den Spanske gaaet og følt mig noget medtaget! Det er en modbydelig Sygdom! Her paa Skagen er der i de sidste tre Uger død 24 unge Mennesker af den! Og hen mod Halvdelen af Byens Beborer har været angrebet af den! Det har været en meget uhyggelig Tid. Her har hvilet et Tryk over alle som man sent vil kunne glemme! Men nu er den heldigvis paa Retur ogsaa her!”

Også forfatteren Valdemar Rørdam (1872-1946), den senere offentligt stemplede ”landsforræder”, fordi han støttede Hitler i kampen mod bolsjevismen, omtaler den spanske syge i et brev til Pontoppidan den 3. december 1918:

”Jeg vilde ønske, De boede her i Nærheden – bl.a. fordi her har den spanske spansket af, og været forholdsvis fredelig. Sørgeligt, at så mange unge Kræfter skal slåes ned! Og dog, vi ældre vil jo også gerne leve en Stund endnu, have vort Arbejde rundet af, og se endnu en Akt eller to af Verdensdramaet. Måske det var bedst at bryde op i Mellemakten.”

Han lyder dog ikke til selv at have været ramt den spanske syge. Den gang ramte influenzaen primært de 20-40 årige og var mere mild mod de ældre. Man kan næsten fornemme, hvordan Valdemar Rørdam føler sig lettet over at være gået fri og ikke hører til blandt de unge. Spørgsmålet er dog om det inkluderende ”vi ældre” egentlig svarer til Pontoppidans opfattelse, i hvert fald er Rørdam her kun ca. 46 år, mens Pontoppidan er 61 år. Det er også næsten ironisk, at han selv nævner, at det måske ville have været bedst for hans forfatterskab, om han havde brudt op i mellemakten, når man tager i betragtning, at hans forfatterskab senere blev beskæmmet af hans støtte til tyskerne under besættelsen. Han gik nok fri af den spanske syge, men ikke af efterkrigstidens dom.

Den spanske syge er i det hele taget en langvarig sygdomstrussel over flere år; den var bestemt ikke overstået på fjorten dage eller et par måneder. Helt fremme ved den 14. februar 1920 skriver Martinus Galschiøt til Henrik Pontoppidan:

”Det var jo ret triste Efterretninger, jeg der fik fra Dem – heldigvis synes dog Fremtiden lidt lysere end den Tid, der er gaaet – alt under Forudsætning af, at De alle kan holde Dem fri for Influenzaen. Jeg ønsker Dem det – det er jo en forbandet Sygdom, der dræber uden Persons Anseelse. Enkelte er ogsaa strøget med her i Helsingør, der hade fortjent at leve, selv har jeg hidtil undgaaet den. Men jeg fik mig for Resten en halv Snes Dages Liggetur i Januar efter en Københavnstur, paa hvilken jeg var saa uforsigtig at staa bag paa en Sporvogn fra Ryvangen til Valby i en kraftig Østenvind. Og siden da har jeg holdt mig paa Maatten og borte fra Hovedstadens Herligheder.”

Den spanske syge får folk til at flygte fra storbyen. Det er nok bedre at tage ud på landet, hvor man bedre kan holde afstand og ikke udsættes så meget for smitte fra det pulserende moderne storbyliv i København, anno 1920.

Vi vil gerne hjælpe hinanden – ifølge Martin Andersen Nexø
Men i dansk litteratur finde man også litterære beskrivelser, der udtrykker en tolkning af den spanske syge, hvor man værner om de svage og de ældre på fællesskabets bekostning. Og samtidigt holde hånden under samfundet. Hos Martin Andersen Nexø (1869-1954) er fortællerstemmen sympatisk indstillet over for de svage, fattige, nødlidende, arbejderne og de arbejdsløse. Vi skal ifølge fortælleren hjælpe dem via fællesskabet. Martin Andersen Nexø var socialdemokrat i årene 1910-1918, senere blev han dog rettroende kommunist.

I den ’Den Fortabte Generation’ (1948) beskriver han socialrealistisk mange af de tematikker, der er på spil i alle pandemier: de ældres udsathed, menneskets fundamentale hjælpsomhed, men også manglen på sygeplejersker og læger under den spanske syge. Ikke desto mindre er der hos ham også en grundlæggende tro på, at det nytter at gøre noget: Vi skal vise omsorg. I citatet herunder er hovedpersonen, Morten hin Røde på besøg hos moren/bedste under udbruddet af den spanske syge:

”Morten lae Armen over hendes bøjede Ryg: ”Jo lille Mor, du lever mange Aar endnu – Gudskelov! Men du skulde passe lidt paa dig selv og ikke gaa saa meget ud og pleje andre. Den Spanske Syge blir mer og mer ondartet.” Han fjærnede hendes Briller og saa hende ind i de slidte Øjne. ”Du er en god Dreng,” sae Bedste og strøg ham over Haaret – ”god og godtroende. Jo, du er, det har du altid været; du tror godt om alt og alle. Især hvis de er fattige – og det skal du have Lov til! – Næ, naar først én er kommet op i Halvfjerdserne saa længes én mest efter at lægge sit Hode dér, hvor ingen Vogne kører. Blir den spanske værre, sae du? Ja, det skal Guderne vide! Der er Hjem én kommer i, hvor de ligger syge allesammen og ingen har til at hjælpe sig; de maa kravle ud af Sengene og hjælpe hinanden. Dér kan du tro, der er noget at ta i; Bræk og Noksagt og Elændighed! Og Plejersker er der ingen af, og Læger knap heller; alle er jo optaget, saadan som den Pest breder sig.” (Den Fortabte Generation)

’Den Fortabte Generation’ handler om den generation, som blev voksne under den første verdenskrig og som mistede mange livsmuligheder – eller som Jacob Paludan omtalte dem, ”en Aargang der maatte snuble i Starten.” Hovedpersonen Morten hin Røde er kommunist og kæmper for arbejderne, men det går ham ikke altid lige godt, han bliver også narret af de mindre rettroende fra sin generation, især i kærligheden. Men Morten hin Røde har hjertet på rette sted, ingen tvivl om det.

Det er svært at undertrykke sig selv – Karin Michaëlis
At det kan være svært at blive hjemme, beskriver Karin Michaëlis (1872-1950) i sin erindringer ’Vidunderlige Verden’. Hun i 1918 oplevede at blive smittet med den spanske syge, mens hun boede i Wien. Hun var på det tidspunkt 45-46 år gammel, og hun havde endog meget svært ved at blive indendørs, og måske fremmede sygdommen også hendes ønske om at komme ud og væk? Men det var også fatalt for hende at gå rundt med en smitsom sygdom, da det har barske konsekvenser for hende:

”Da angrebes jeg af den Spanske Syge. Feberen var over 40, og Lægen forbød mig at rejse. Men – muligvis paa Grund af den høje Feber – var jeg halsstarrig. Jeg VIL afsted nu, Billetten var taget og Kufferten pakket. Paa den fastsatte Dags Morgen tumlede jeg ud af Sengen, famlede mig med Besvær i Tøjet og ned i Køkkenet for at blive strammet op ved en Kop skoldende hed Kaffe. Mine Hænder rystede, saa det meste af Kaffen ramte gulvet og min Rejsedragt, men ingen overtalelse formaaede at holde mig tilbage! Ledsaget af en af Husets unge Piger vaklede jeg afsted gennem de krogede Gyder og Gader, til vi endelig fandt en Sporvogn. Timerne i Toget efterlod intet Indtryk, og Feberen lod mig sidde som i en tæt Taage uden hverken at høre eller se. I Cilly, Grænsebyen til det senere Jugoslavien, hvor jeg skulle skifte Tog, begreb jeg, at mine sidste Kræfter var opbrugt. Det lille Sidebanetog skulde først gaa om to Timer. Jeg gik ind paa et Apothek, ravende som en fuld Mand, og bad om Fenacitin! Fandtes ikke! Saa Aspirin! Heller ikke! Kinin da. Ingen Kinin. Mit Hoved var ved at splittes, saa jeg bad om ligemeget hvad, blot de kunne lindre Pinen. Men: Alt var udsolgt! I min Fortvivlelse tumlede jeg ind paa et Hotel og bad om et Værelse for et Par Timer. Mit Ydre maa have virket afskrækkende, eller man frygtede Smitte: Intet Værelse ledigt!” (Vidunderlige Verden. 3. bind.)

Man kan genkender den hektiske desperation over at være lukket inde, og Karin Michaëlis er da også som forfatter kendt for netop at beskrive forholdet mellem undertrykkelse og frigørelse, primært hos kvinder, fx i romaner som ’Hjertets Vagabond’, der handler om den kvindelige Don Juan. I øvrigt er Karin Michaëlis en fremragende observatør af forholdene i Wien efter første verdenskrig og under den spanske syge, som man kan finde genfortalt i erindringsværket, ’Vidunderlige Verden’.

Sygdom kan lede til stor kunst – Tom Kristensen
Det er ikke den rene elendighed det hele; den spanske syge kunne også lede til stor kunst. I hvert fald forfatteren Tom Kristensen (1893-1974) giver til dels den spanske syge skylden for (sammen med ulykkelig kærlighed, en dansk-eksamen og følelsen af kunstnerisk mindreværd), at han begyndte at skrive eksperimenterende prosadigte, som kulminerede i digtsamlingen Fribytterdrømme fra 1920, hvor man bl.a. finder de berømte digte: ’Det blomstrende slagsmaal’, ’Drømme om Adén’ og ’Landet Atlantis’.

”Sommeren 1919 maatte jeg op til anden del af min embedseksamen, da min under en knaldende hovedpine erhvervede første del ellers ville være ugyldig. Faget var dansk. Kravene var bundløse. Man kunne dumpe paa én eneste stavefejl, og jeg, som har mine ordblinde dage – jeg skal endnu tænke mig kraftigt om, hvis jeg skal stave til ordet: delirium – kunne altså komme ud for det værste. Angst, melankoli og slid var dagene. Desuden led jeg under efterveerne af den spanske syge og som sædvanlig af ulykkelig kærlighed, en sygdom, som jeg aldrig har kunnet dø af. Og da jeg dagligt var vidne til Emil Bønnelyckes overmenneskelige produktionskraft […] maatte det i januar 1919 eksplodere for mig. Jeg skrev eksperimenterende prosadigte, mange, mange. De sprængte sig vej…” (Aabenhjertige Fortielser: Erindringsglimt).

Nutidens unge er således ikke de eneste i historien, der har haft problemer med at få afsluttet deres uddannelse på grund af en pandemi. Det havde Tom Kristensen tilsyneladende også – ved siden af, at han jo også plagedes af en allestedsnærværende ulykkelig kærlighed, der dog aldrig kunne slå ham ihjel, som han så galgenhumoristisk formulerer det. (Noget andet, der afsløres, er, at der var ret høje krav til retstavning til en embedseksamen i dansk i 1919: Man måtte ikke have en eneste stavefejl til eksamen!)

Ved læsning af ’Fribytterdrømme’ genkender man måske også noget af den kaotiske og desperate erfaring fra den spanske syge i billedsproget, hvor fx de ”dødningeagtigt de benpibe-valse” hviner – sammen med inspirationen fra skyttegravskrigens gru, naturligvis. Her ses det pandemiske og sygelige billedsprog i ’Landet Atlantis’:

”Gaderne gaber, og blæst hujer hvast
og danner sig nøglehuls-fløjter og hviner
dødningeagtigt de benpibe-valse
der danses ved fester i huses ruiner,
mens vinduers smadrede ruder
kranie-ironiske griner.”(Fribytterdrømme)

Den spanske syge er metaforisk present i de gabende mennesketomme gader, hvor vinden suser som i betændte lunger.

Den smerteligste kunst: Hvad med børnene?
I novellen ’Hvad er døden?’ fra samlingen ’Hvad er Heta?’ fra 1946 fortæller Tom Kristensen videre en af de mest hjerteskærende historier om den spanske syge, som man kan tænke sig. Novellen tager sit afsæt i et tagkammer i et fattigt kvarter, hvor en familie ligger og sover: en mor og hendes tre børn. Faren er der ikke, for han er ude at sejle.

Det er netop blevet morgen. Børnene er vågnet før moren, eller sådan fremstilles det i hvert fald i starten. Moren ligger med åbne øje, stille og ubevægelig. Læseren aner allerede her, at noget er galt, men det ved børnene ikke endnu.

Moren er blevet meget syg aftenen forinden, så børnene tysser på hinanden: ”Hyss, du skal være stille. Mor skal sove.” Storsøsteren, Edith formaner de to mindre brødre:

”Nej, hører I! Mor var syg i Aftes, og I skal være rolige!” gispede Edith grædefærdigt. ”I skal være stille. Mor har Spansk, og jeg skal ikke i skole, for alle mennesker har Spansk. Man kan dø af det.”

Men døden er de to mindre brødre for små til at forstå: ”Hvad er dø?” spurgte Adolf og spilede de blaa Øjne op. ”Det er væk. Det er op i Himlen,” svarede Edith. Uden ret meget mere forståelse.

Sådan går der et stykke tid, hvor børnene bliver liggende i sengen og prøver på ikke at vække moren for at skåne hende. Men på et tidspunkt begynder også børnene at få på fornemmelsen, at ikke alt er, som det skal være. Da den mindste dreng smider en pude over på moren, kan de se, at moren er livløs, fordi armen bare falder dumpt ned:

”Armen! Armen!” skreg Edith og sprang op af Sengen. ”Se Mors Arm. Den er faldet ned.” De sprang alle tre ud paa Gulvet og skreg. ”Mor! Mor!” Ned fra Sengen en Arm i en stiv Stilling.”

De to største af børnene begynder at græde, men efter lidt tid bliver de dog klar over, at de er nødt til at hente hjælp i opgangen, for faren er jo ude at sejle. Det er en længere historie, men det ender med, at flere fra opgangen strømmer op i taglejligheden, mens den lille Adolf (det har Tom Kristensen faktisk kaldt ham her i 1946) er hægtet af, han har ikke nogen klar fornemmelse af, hvad der er sket med moren: ”Det gjorde ondt i hovedet, for det var ikke til at forstå,” hedder det.

Det er en grufuld novelle, der beskriver, hvordan den spanske syge også kunne betyde, at børn blev ladt alene tilbage uden forældre eller blev forældreløse. Og det er ekstra virkningsfuldt, at vi får historien fortalt fra børnenes synsvinkel, og det viser også Tom Kristensens evne som forfatter: Der er næsten ikke noget sværere end at fortælle en historie fra børns synvinkel samtidig med, at den voksne forståelse er implicit tilstede. På et dybere plan afspejler novellen, ’Hvad er døden?’, at det i brud og grund er lige uforståeligt, hvorfor nogen dør af fx den spanske syge eller andet, hvad enten man er barn eller voksen. Smerten er stadig lige uudgrundelig.

Det nytter alligevel ikke noget – Jacob Paludan
Nytter det noget at inddæmme eller behandle store pandemier? Dette spørgsmål blev også stillet under og i eftervirkningerne af den spansk syge. Ifølge Jacob Paludan (1896-1975) nytter det nemlig ikke noget, de menneskelige dårskaber er alligevel konstant. Det beskriver han bl.a. i storværket ’Jørgen Stein’ fra 1933, (og han var endda uddannet farmaceut). ’Jørgen Stein’ er en udviklingsroman, hvor hovedpersonen Jørgen vokser op i Thisted i Thy, men han flytter bl.a. både til Aalborg og København. En del af romanen handler om den spanske syge, især kapitlet ’Symposium i sølvgrå nat’. Her mister Jørgen Stein nemlig sin kæreste, Nanna til den spanske syge:

”Som en høj, sort bølgering havde den spanske syge pludselig rejst sig og skyllede, sydfra op mod Danmark; en panik greb i disse dage alle. Om dens sammentræffen med krig og udmattelse var en tilfældighed eller ej, vidste man ikke, men den havde lighed med en gudsdom, sendt for at lære både de sunde og de neutrale skræk, lære dem, at ingen skal tro sig sikker.”

Her fortælles om lægens besøg hos Nanna:

”Der blev dødstille, mens lægens ur tikkede, flittigt og hurtigt. Jørgen gik mod døren. Midt i sin kamp for hvile og vejr fik hun formet et smil, et kærligt, men alt for stjerneagtigt smil. Han vinkede og sagde noget om snart at komme igen. Aldrig havde han set en så yderlig en koncentration af sjæl i et menneskeansigt, så meget tale udtrykt ved tavshed; det var som et gloende signet, der brændte tværs gennem den lukkede dør. Han gik langsomt ned, beroliget af lægens dagligdags væsen. ”Straks meget bedre,” lød det stadig i hans øre. Dr. Bech ville give hende den nødvendige stimulans, knipse over sengen som en tribut til håb og humør, og om lidt ville han komme farende ned. Jørgen besluttede at vente ved nederste afsats. Med ryggen mod gelænderet stod han ubevægelig et kvarters tid, til han hørte døren gå. ”Er det – helt umuligt,” spurgte han grødet og uden indledning doktoren. ”Det kan vel nok gå,” tilføjede han, som om en ændring i forespørgslen også kunne ændre dommen. Lægen så et par sekunder forskende på ham. ”Min kære unge ven,” og til Jørgens forbavselse lagde han en hånd på hans skulder. ”Min kære –” lød det atter, tøvende. ”Gå? Men det hjerte? Hm. Jeg ser, det angår dem stærkt. De vil vide om – – nå, nå, stå ret. Nej, gå, som De udtrykker Dem – nej, desværre. Udelukket.”

Og lidt senere er det slut, med den kendt slutsætning på afsnittet:

”Endnu fattede han ikke, at hun, Nanna, virkelig var borte. Det ville tage tid at begribe det helt; hans hjerne summede forstyrret og prøvede at optage det i sig. Men ingen indvielse fyldte ham; han var som landskabet herude – mat og grænseløs sorg uden grøde.”

I romanen ’Jørgen Stein’ er den centrale oplevelse af den spanske syge: en følelse af panik, afmægtighed og sorg. En følelse af håbløs desperation. Lægevidenskaben kan ikke hjælpe meget, og læren af den spanske syge er nærmere en form for eksistentiel og religiøs indsigt. Den spanske syge bliver anledning til en irrationel erfaring, der viser den moderne individualismes sammenbrud. Paludan er ofte blevet læst som en kulturkonservativ forfatter, i hvert fald er han dybt pessimistisk i sit syn på menneskets moderne fremtidsudsigter og muligheder for at udvikle sig til det bedre.

Det skal også her nævnes, at Jacob Paludan allerede i 1924 udgav romanen ’En Vinter Lang,’ som også omhandlede den spanske syge. Men ’Jørgen Stein’ er hovedværket.

Landbosamfundets næstekærlighed – Martin A. Hansen
Og hvad skete der så med børnene, hvis begge forældre døde af den spanske syge? En beskrivelse af dette spørgsmål finder vi også hos forfatteren Martin A. Hansen (1909-1955). Han skriver i efterkrigstiden om det moderne menneskes livssituation i et samfund, der ændrer sig hastigt og hvor det moderne menneske har svært ved finde sig selv i fællesskabet og familien. Han gør det ofte ud fra en skildring af et fattigt landbomiljø, hvor almindelige mennesker er blevet fremmedgjorte på grund af den moderne individualisme.

Martin A. Hansen viser med sine fortællinger, at man på landet havde et oprindeligt fællesskab om familien og arbejdet, hvor man tog sig af de svage, men den naturlige fordring var også truet af erfaringen af modernitetens fokus på individet.

I ’Dobbeltportræt i karvskaaren ramme’ fra samlingen ’Høstgildet og andre fortællinger’ fortælles fx en historie, hvor fortælleren oplever, hvordan en faster og onkel tog sig af de efterladte børn, da den spanske syge havde taget begge forældre. Det er ikke godset eller i sidste ende sognet, der hjælper, men de almindelige landbofamilier ud fra deres naturlige følelse af ansvar:

”De gjorde intet halvt. Nede ved Godset døde en polsk Landarbejder og hans kone af Spansk Syge. De to af Børnene fik sognet afsat, for de var ved Skolealderen og kunde begynde at gøre lidt Nytte. Men de mindste vidste man ikke, hvad man skulde stille op med, og de var en Tid hos en anden Daglejer. Men en Middagsstund hører vi det rumle i Loen. Vi er i Stuen, og Faster træder hen til Vinduet og Stirrer så stift derud. Jens var ved at trække Fjedervognen frem. I Gaarden laa Stadsseletøjet, og nu gik han ind i Hestestalden. Men Faster forsvandt i Øverstestuen, og man hørte Skabsdøre skrige og skuffer skure. Hun kom til syne i sorte, struttende Skørter og med det fine Hovedtørklæde. Jens havde spændt for, og tavs hjalp han hende op, og tavs satte hun sige i Agestolen. Saa kørte de. Vel et Par timer efter kom de tilbage med de to mindste Daglejerbørn. Dem beholdt de saa” (Dobbeltportræt i karvskaaren ramme).

At hjælpe nogen, som en i nød, er samtidigt ikke noget, man gør halvt. Det er ikke noget, man sløser med. Men man tager sågar det pæneste tøj på og henter børnene i stadsseletøjet og hestevogn – og det er heller ikke godt at adskille de fire efterladte forældreløse polske landarbejderbørn, man respekterer det oprindelige familiebånd, på trods af begrænsede midler:

”En Søndag noget efter var de største paa besøg. Da de skulde af Sted til Aften, kneb det for dem at komme fra de smaa, særligt for den ældste Pige. Atter gik nogle Dage. Da rumler det en Middagsstund i Loen. Det fine Seletøj ligger fremme. Faster klæder sig sort og pæn. Saa henter de da ogsaa de to største. Skønt de selv havde voksne Børn, opfostrede de alle fire forældreløse” (Dobbeltportræt i karvskaaren ramme).

Denne oplevelse hos fasteren viser fortælleren den grundlæggende menneskelige medfølelse og fordring om, at man skal hjælpe næsten, som findes i det danske landbosamfund. Man optager dem i familien, om nødvendigt. Noget som Martin A. Hansen ikke lægger skjul på står i miskredit i den moderne individualisme, måske især fordi vi har mistet kristendommens moralske fundament. Hos menneskene i landbosamfundet og i landsbyen genfinder man en oprindelig kristen etisk fordring om at hjælpe næsten, ja, en i næsten løgstrupsk forstand spontan livsytring.

I ’Orm og Tyr’ (1952) fortæller Martin A. Hansen om kristendommens udvikling i Danmark. I denne udvikling optræder også den spanske syge, som en del af den moderne erfaring af skæbneløshed.

”Flere forsvandt, det gaar rask, kister ind og kister ud, store ansigter var evigt vorte, byens bautastene, som endnu staar oprejst i erindringen. Unge, stærke folk blev borte, den spanske syge. En lille dreng man kendt godt gik med, men om ham er det eneste der huskes lyden af graad engang. Klagen fra den der er uden skæbne. I kirken ender folk, og der begynder de, det saa man. De smaa blev baaret ind i svøb og gamle fint broderede daabssærke, de blev døbt, de blev spurgt, og gudmoderen svarede for dem.” (Orm og Tyr).

Døden mangler en forklaring for det moderne menneske, når vi fx møder den spanske syge, men som Martin A. Hansen fremhæver det i ’Orm og Tyr’, så skal man altid se døden, som en del af den cirkulære proces, hvor man både begynder og ender i kirken, altså i kristendommens forklarende lys.

Fællesskab over for individualitet – hvad er bedst? – William Heinesen
Den spanske syge ramte hele rigsfællesskabet, og dermed også den færøske befolkningen i 1918. Der var mange, der omkom i Thorshavn (Brovst, Det Muntre Nord). Forfatteren William Heinesen (1900-1991) oplevede også den spanske syge på egen krop (dog mens han boede i Ringsted), men han beskrev den spanske syges hærgen på Færøerne i kollektivromanen ’Noatun’ fra 1938. Som ingen anden forfatter forstod han, at der er store sociale kræfter på spil i vores strategier til overlevelse, når store ulykker som pandemier rammer menneskeheden. Og flere strategier kan føre til overlevelse på hver sin måde.

Noatun er navnet for Njords bolig i himlen, og i William Heinesens roman henviser det konkret til ”Dødemandsdalen,” som er en dalbund i ly et afsides fjeld, hvor en gruppe færinger forsøger at skabe en bygd i kampen med de voldsomme naturkræfter og det barske hav. Naturligvis rammes de også af den spanske syge:

”Sinklar var blevet syg. Sygdommen var begyndt pludselig, med smerter i ryggen, hoste og kulderystelser, og nu lå han og talte i vildelse. Bernhard sad hos ham og gav ham vand at drikke. Sinklar fablede sprittønden og ville have Bernhard til at gå til Storefjord og tale med forskellige mænd, som kunne tænkes at være interesseret i at købe sprit. Den skulle sælges billigt, fire kroner potten … det ville give en halvandethundrede kroner. Sinklar lå og vrøvlede om disse penge, summen voksede stadig, det blev til fire tusind kroner og tilsidst til fyrretyve tusind. Han lå og rystede de opadvendte hænder, som om han vejede tunge guldstykker i dem” (Noatun).

Influenzaen breder sig hurtigt, og alle smittes i det lille nybyggersamfund ved Noatun:

”Næste dag var også Bernhard blevet syg, og om aftenen følte også Samson sig utilpas. Det var åbenbart, at det var et smitsom sygdom, velsagtens den spanske syge, den havde gået i Storefjord og Kyrrevig en tid, nu var den vel også så kommet til Noatun. I løbet af ugen bredte sygdommen sig til Niels Peters hus, her ramte den først de to ældste drenge og kort efter Ella, de yngre børn og Sunneva. Samtidig havde også Maria og Ulrika måttet gå til sengs.”

Den eneste, der ikke bliver syg i det lille nybyggersamfund, er den gamle Angelund, som er den centrale kollektive fortæller i romanen, og vi hører ofte hans stemme gennem indirekte tale. Han står for den kollektive, ja socialistiske fællesskabsorienterede tilgang til sygdommen:

”Angelund var fuld af taknemmelighed i sit hjerte, fordi Gud havde ladet sygdommen gå ham forbi, så han kunne være de andre til hjælp.”

Men der også en anden person uden for fællesskabet i bygden, som undgår den spanske syge. Mikkel Hestehop er nemlig også ”gået fri,” som det hedder, fordi han holder sig uden for bygden. Han er sin egen lykkes smed i sin ensomhed og asociale rigdom, mens de andre i bygden må leve i mangel på fødevarer. Han repræsenterer den individualistiske tilgang til overlevelse:

”For resten var han ikke den eneste, sygdommen havde skånet: også Mikkel Hestehop var gået fri, men han arbejdede oppe i marken og lod sig kun sjældent se nede ved husene. Han holdt i denne tid sig selv med kost, og det var ikke ringe sager, Mikkel spiste, han havde været i Storefjord og købt tørret og røget kød, hvedekiks og god, fed ost for sine penge, og disse lækkerier fortærede han i grådig ensomhed i sin hule. Man fik jo undskylde Mikkel, han var som et tankeløst barn. Angelund kogte kartofler til de syge, der var så at sige ikke andet spiseligt tilbage i bygden.”

Det ender godt: Alle overlever. Både bygdens nybyggere og Mikkel Hestehop. I hvert fald i første omgang. Bygden med fiskerne løser problemerne kollektivt, landmanden Mikkel ved at isolere sig og være sin egen lykkes smed.

Med rationalitet og tålmodighed mødes en pandemi – Knud Rasmussen
Grønlandsekspeditionernes store helt, Knud Rasmussen (1879-1933), oplevede den spanske syge både på egen krop og blandt besætningen på en af ekspeditionerne. Men han havde en bemærkelsesværdig tilgang til den spanske syge, da slæderejsen med udgangspunkt fra Hudson Bay blev ramt af sygdommen i 1921.

Som ekspeditionsleder er Knud Rasmussen selvfølgelig bekymret for den spanske syge blandt sin besætning, men det er helt tydeligt, at det primære for ham er, at ekspeditionen gennemføres. Projektet, målet og rejsen er i centrum, og Knud Rasmussen har hele tiden de praktiske forhold for den grønlandske ekspedition for øje. Han har så at sige fokus på opgaven. Derfor forholder han sig også yderst rationel til den spanske syge, om end han ikke undervurderer den – i hvert fald som han fremstiller sig selv:

”Den 24. [august 1921] om aftenen ankommer vi endelig til Godthåb med alle polareskimoerne dødssyge. Vi synes at have strejfet den spanske syge. Intet går efter beregning. Vi skal over Baffinsbugten gennem gennem Hudson Strædet og tværs over Hudson Bay til mundingen af Lyon Inlet, og vi skal passere et farvand, der har lige så dårligt ry for sine isforhold som Melvillebugten.”

”Distriktslægen ved Godthåb, dr. Stephen Barchalia og hans dygtige sygeplejerske gør alt, hvad der står i deres magt, for at hjælpe; men seks af de syv Kap Yorkere har nu lungebetændelse. Vi må vente og se tiden an. Imedens arbejder ganske vist motormanden; men det er lange trange dage for den, der har hastværk.”

”Det arktiske efterår begynder at melde sig med storme og snetykning; men alle patienter er nu i bedring, undtaget Iggiánguaq, der dør om formiddagen den 6. september. Jeg har kendt Iggiánguaq siden 1903. Gennem mange år havde han været min ven, og jeg anså ham for dem mest selvstændige af de nye ekspeditionsmedlemmer fra Thule; derfor gjorde hans død det dybeste indtryk på mig.” (Alle citater fra Slæderejserne).

En væsentlig evne, som man må tilegne sig og fremelske, når man er på ekspedition i de arktiske områder, er ifølge Knud Rasmussen: tålmodighed. Og det er denne samme tilgang, han har til den spanske syge; som han siger: ”Intet går efter beregningen”, ”vi må vente og se tiden an” og ”det er lange trange dage for den, der har hastværk,” siger han som en stor leder.

Grønlandekspeditionernes store spradebasse, Peter Freuchen beskriver da også Knud Rasmussen på følgende måde ved den samme begivenhed:

”Men eet var der at regne med. Det var Knud Rasmussen; han voksede alle Dage med Opgaverne og blomsterede ved Uheld” (Min anden ungdom).

En god og en svær fortælling om den spanske syge – Peter Freuchen
Peter Freuchen (1886-1957) selv var nær død af den spanske syge, selv om han ellers ikke har overlevet så lidt. Han lå 4 måneder på sygehus i København, og endnu værre, hans grønlandske hustru, Navarana Freuchen døde af den spanske syge i Grønland i 1921. De havde altså ikke smittet hinanden. Navarana havde ellers trofast besøgt ham hver dag på hospitalet i København.

Beskrivelserne af Peter Freuchens eget sygdomsforløb rummer hans typiske grandiose og skrøneagtige fortællerstil, hvor det vigtigste er at fortælle en god historie, så man sidder tilbage med åben mund og polypper. Som sædvanligt er han lige ved at dø, som han har været det så mange gange på sine farefulde ekspeditioner på Grønland, men på mirakuløs vis overlever han også her, trods alle odds. Ganske som i det forrygende polareventyr af en roman: Min grønlandske ungdom (1936).

I ”Fremdeles frimodig” fortæller Peter Freuchen om kampen med den spanske syge:

”Men en dag, jeg var i København og gik på gaden, blev jeg pludselig bevidstløs og faldt om. Jeg vågnede op igen og satte mig på en bænk. Lidt efter ville jeg gå, men jeg kunne ikke. Jeg fik mig slæbt over til et hjørne og fik to politikbetjente til at skaffe mig en droske. Da jeg kom til hotellet, måtte jeg gå i seng, jeg fik voldsomme feberanfald og husker ikke mere, før jeg vågnede op på Bispebjerg Hospital.”

Og han er allerede så godt som død. Aviserne har hans nekrolog klar til trykken:

”Hvor længe jeg lå bevidstløs, ved jeg ikke. Dage og datoer forsvandt for mig. Det var den spanske syges værste periode. Jeg var et af ofrene, og det var tydeligt for enhver, at jeg ikke ville kunne leve. ”Politiken” skrev min nekrolog, og de forhørte stadig, om jeg levede, eller om de kunne sætte den på.”

Men Peter Freuchen er også en stædig kæmpe i overlevelseskampen med sin vilje til overlevelse:

”Men jeg klarede den. Jeg ved selv, at jeg godt kunne havet døet ved den lejlighed. Men jeg ville ikke. Hver gang jeg mærkede, at jeg var ved at tabe livskraften, mandede jeg mig op og stred imod. Det er uforklarligt, men sådan var det. Jeg blev lagt ind på en stue, hvor de anbragte dem, der skulle dø. På én dag døde elleve patienter i den stue. Vi var kun to, der slap levende ud derfra.”

Meget mere skæbnesvangert gik det, som sagt, Peter Freuchens grønlandske hustru, Navarana. Her er hvad Peter Freuchen bl.a. skriver om hende – og her er han straks mere afmålt og lakonisk i sin skrivestil, men også kærlig og stolt over deres fælles børn – måske fordi det er sværere at skrive om:

”Så indsigtsfuld og klog var Navarana. Hun gav mig nogle af de lykkeligste år i mit liv, indtil hun blev taget af den spanske syge i 1921. Og hun fødte mig to børn, en dreng, der blev opkaldt efter sin oldefar, Mequsaq, og en pige, Pipaluk, som nu er en kendt forfatterinde.”

I ’Min grønlandske ungdom’ beskriver han sit lykkelige liv sammen med Navarana og sin sorg over at miste hende, foruden alle de umulige og utrolige polareventyr, han tager på.

Afrunding
De store temaer fra enhver pandemi er altså tydeligt tilstede i danske og rigsfællesskabets litteratur om den spanske syge, og vi kan lære af denne litteratur, hvordan det føltes og hvordan man agerede på truslen fra en stor pandemi. Man kan måske forsigtigt sige, at der er i hvert fald syv tematiske krydspunkter i litteraturen om den spanske syge – ud fra det begrænsede antal forfattere og værker, der har været behandlet her:

1. Sygdom hos andre vs. sygdom hos en selv (Pontoppidan, Nexø og Heinesen)
2. Isolation/(selv-)undertrykkelse vs. frihed (Michaëlis og Nexø)
3. Fællesskab vs. individ (Nexø, Paludan og Heinesen)
4. Afvikling vs. udvikling (Paludan og Kristensen)
5. Fornuft vs. følelse (Rasmussen og Freuchen, men også Paludan)
6. Det offentliges rolle vs familien/det private (Hansen, Paludan og Heinesen)
7. Forskel på generationer (Pontoppidan, Kristensen, Hansen og Heinesen)

Først er der nobelprismodtageren, Henrik Pontoppidan, som med sin kritiske realisme beskrev bønderne på landet og deres forhold til sygdom og lidelse i fx ’Fra Hytterne’. Men når det gælder ham selv og hans omgangskreds er ironien væk. Her er det pludseligt alvorligt, selv om Valdemar Rørdam kan godte sig lidt over, at han går fri – i første omgang, i hvert fald.

Særligt kan vi genfinde temaet om frihed og undertrykkelse, frihed og isolation, som vi ser det fx hos Karin Michaëlis. Til gengæld tror Martin Andersen Nexø på menneskets iboende ønske om at hjælpe og på fællesskabets evne til at løse pandemiens uretfærdighed. En anden vinkel er Tom Kristensens; han ser eller oplever udviklingsmuligheder i den store lidelse; den spanske syge leder nemlig til stor kunst, som man måske kan ane det i hans digte fra 1920, men i novellen med barnets uskyldigt-rigtige spørgsmål: Hvad er døden? Beskriver han den smertefulde konkrete død. Jacob Paludan beskriver den desillusionerede situation, hvor man ikke længere tror på, at lægevidenskaben eller at andre tiltag virker. Som man kan forestille sig, så beskriver Martin A. Hansen lidt modsat, hvordan den gamle kristne landbokultur tager sig af ofrene for den spanske syge, hvor hverken godsejerne eller det offentlige kan hjælpe.

I sin roman ’Noatun’ dykker William Heinesen ned i den spanske syge på Færøerne og den spanske syges hærgen i en lille bygd, og det bliver et næsten et perfekt tankeeksperiment: Er der fællesskabet eller individets egoisme, der er den bedste strategi mod den spanske syge, eller enhver pandemi? Knud Rasmussen kunne være en ledetråd for nutidens politikere og myndigheder, når det gælder, hvordan man skal forholde sig til en pandemi. Tænk på, siger han: ”Intet går efter beregningen”, ”vi må vente og se tiden an” og ”det er lange trange dage for den, der har hastværk.” For Peter Freuchen kunne den spanske syge udgøre en god fortælling og en stor personlig tragedie. Men den spanske syge antændte også den biologiske vilje til overlevelse: ” Hver gang jeg mærkede, at jeg var ved at tabe livskraften, mandede jeg mig op og stred imod.”

Litteraturliste:

Brovst, Bjarne Nielsen. Det muntre nord.
Freuchen, Peter. Fremdeles frimodig.
Freuchen, Peter. Min anden ungdom.
Freuchen, Peter. Min grønlandske ungdom.
Hansen, Martin A. Høstgildet og andre fortællinger.
Hansen, Martin A. Orm og tyr.
Heinesen, William. Noatun.
Kristensen, Tom. Fribytterdrømme.
Kristensen, Tom. Hvad er Heta?
Kristensen, Tom. Aabenhjertige Fortielser: Erindringsglimt.
Michaëlis, Karin. Vidunderlige Verden, bd. 3.
Michaëlis, Karin. Hjertets Vagabond.
Nexø, Martin Andersen. Den Fortabte Generation.
Paludan, Jacob. Jørgen Stein.
Paludan, Jacob. En Vinter Lang.
Pontoppidan, Henrik. Website om Henrik Pontoppidan. Link: http://www.henrikpontoppidan.dk/
Pontoppidan, Henrik. Fra Hytterne.
Rasmussen, Knud. Slæderejserne. Fra Grønland til Stillehavet I. Hudson Bay.
Sontag, Susan. Illness as Metaphor.