“The Doll Who Ate His Mother” af Ramsey Campbell er en klassiker inden for horrorgenren fra 1976. Romanen hører til blandt de bedste værker produceret i ​horrorgenrens gyldne periode fra 1960-1980’erne og kan tåle sammenligning med andre prominente titler som fx Carrie, The Shining, The Exorcist, Night of the Living Dead, Dawn of the Dead, Texas Chainsaw Massacre, Halloween, Friday the 13th, A Nightmare on Elm Street, fortsæt selv listen. Det er en gåde, hvorfor “The Doll Who Ate His Mother” endnu ikke er blevet oversat til dansk.

”The Doll Who Ate His Mother” fortæller historien om Chris og hans forstyrrede barndom, og det er aldrig helt muligt at afgøre om hans genuine onde handlinger er en konsekvens af sort magi, onde ånder eller en hård religiøs opdragelse. Som i mange af Ramsey Campbells romaner følger vi hovedpersonerne indefra. Vi kommer til at forstå Chris’ handlinger, vi er inde i hans bevidsthed. Vi oplever, hvordan det er at være Chris.

“The Doll Who Ate His Mother” er samtidig en detektivhistorie, der låner fra krimigenrens træk. Vi følger personerne rundt i Liverpools gader, hvor man kan genkende interiøret, gadenavnene og stemningen, ganske vist fra 1970’erne. Ligesom den kvindelige hovedperson Clare, er vi som læsere også detektivisk interesseret i den forfærdelige sandhed om Chris. Og lige som Clare bliver vi fanget i et forførende spil af uhyggeligt paranoia. “The Doll Who Ate His Mother” skildrer opløsningen af ​​en ung mands sjæl på randen af ​​en psykose på grund af en øjensynligt forstyrret barndom. Men er det hele sandheden?

”The Doll Who Ate His Mother” passer perfekt til et horror-forløb. Romanens litterære teknikker, hvor man kan udpege en eksemplarisk sammensætning af surprise og suspense, der leder til et genialt klimaks, kan danne udgangspunkt for undervisningen i fortælleteknik. “The Doll Who Ate His Mother” spiller også på oplevelse af overnaturlige elementer i kontrast til den psykologiske forklaringer på karakterafvigelse. “The Doll Who Ate His Mother” er i det taget unikt forførende med sin særligt inciterede rædsel. “There is something chilly and faintly schizophrenic in the way his characters see things,” som Stephen King udtrykker det om Ramsey Campbells forfatterskab, og det passer også på “The Doll Who Ate His Mother”.  Særligt det sidste kapitel er genialt, ”Wednesday, September 24”, hvor man se, hvordan man narrativt designer en unik afslutning, uden at sige mere…