Lad mig anbefale ”Deaf Republic” (2019) og ”Dancing in Odessa” (2004) af Ilya Kaminsky. Jeg har i lang tid fulgt denne vidunderlige ukrainsk-amerikanske digter. Der er en særlig sarthed, udsathed og modtagelighed overfor eksistensens yderpunkter hos denne digter, samtidig med at han behandler nogle af menneskehedens storpolitiske temaer, i særdeleshed forholdene i Ukraine gennem historien.

Ilya Kaminsky er døv, og det er et centralt motiv i hans digtning. Således bliver døvheden fx et symbol på forholdet mellem aggressive stater og det svage enkelt-individ. Et symbol på den manglende lydhørhed hos aggressor i territoriale konflikter og den manglende empati over for de katastrofale lidelser, de medfører, som han fx udtrykker det i i Deaf Republic i digtet ”Deafness, an Insurgency, Begins” fra 2019:

”Our country woke up next morning and refused to hear soldiers. In the name of Petya, we refuse.
At six a.m., when soldiers compliment girls in the alleyway, the girls slide by, pointing to their ears. At eight, the bakery door is shut in Ivanoff’s face, though he’s their best customer. At ten, Momma Galya chalks NO ONE HEARS YOU on the gates of the soldiers’ barracks.
By eleven a.m., arrests begin.”

Døvheden har invarderet international politik, og fanget i denne manglende lydhørhed bliver det enkelte menneske ude i landsbyen, på gaden, som på ingen måde er medskyldig i forfærdelighederne. Selve stilheden mellem bombardementerne bliver det eneste håb – eller måske det modtsatte, tjek lige denne metafor:

”What is a child?
A quiet between two bombardments”

Og som det vel altid er, så er det svært at stå op mod uretfærdigheden og krigshandlinger, vi risikerer os selv, som det hedder så betegnende i Deaf Republic, i digtet ”We Lived Happily during the War”:

”And when they bombed other people’s houses, we
protested
but not enough, we opposed them but not
enough”

Også i digtsamlingen Dancing in Odessa skriver han i krydsfeltet mellem det storpolitiske og enkelt-individets ubærlige lidelser, mestedels påført af statens umenneskelige ageren, som han fx skriver:

”I bend clumsily at the knees
and I quarrel no more,
all I want is a human window
in a house whose roof is my life.”

Man finder jødisk galgenhumor i Ilya Kaminskys digte, og man hører næsten et fortrængt Klezmer-orkester i baggrund af digtene, mens han fortæller anekdoterne, der får læseren til at tænke på samtiden og på et ganske bestemt land:

”He laughed like the most serious child I ever knew, telling me the story about the country where everyone was deaf”.

Ilya Kaminsky blev selv født i den ukrainske by Odessa i 1977, da det stadig var en del af det sovettiske styre. I dag er han amerikansk statsborger og skriver på engelsk. Han immigrerede til USA med sine forældre helt tilbage i 1993. Tjek også hans spændende twitter-account.