Portræt af en krage – et eventyr

En dag kom en prinsesse gående forbi et træ, hvori der sad en krage i sin rede. Med det samme var prinsessen som tryllebundet af kragen i træet. Jeg må altså op til kragen, sagde prinsessen til sig selv. Men hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre for at komme helt derop. Noget ved kragen var så dragende, at det virkede som hun havde mødt sin livsskæbne.

Kragen havde også fået øje på prinsessen, og den følte den samme uimodståelige tiltrækning. Fra sine dybe gemmer fandt den et flyvende tæppe, som den kastede ned til prinsessen, og med det samme greb hun tæppet, kastede sig op på det og fløj op til kragen. Her kunne de nu sidde sammen, som om de havde været sammen siden tidernes begyndelse.

– Kære krage, hvor har jeg set dig før, spurgte prinsessen kragen. – Kra, kra sagde kragen, og måske betød det Krakow eller måske betød det noget helt andet.

Kongen og dronningen begyndte naturligvis at blive bekymret for, hvor prinsessen mon kunne være blevet af. Snart fandt de ud af, at hun sad oppe i træet, kun få hundrede meter fra slottet.

– Hvad laver du dog deroppe? Pas på du ikke falder ned, råbte de til hende. – Jeg besøger min allerbedste ven kragen, råbte hun tilbage. – Du skal komme ned, råbte de. Men de kunne godt se, at hun ikke sådan kunne komme ned. Det var et meget højt træ, og der var ikke mange grene at klatre i. Kongen og dronningen vidste ikke, hvad de skulle gøre. Det så jo også ud til at være farligt, selv om hun så ganske tryg ud deroppe i reden med kragen.

Kongen samlede nu alle de mest kapable unge mænd i sit rige. Han beordrede dem til at stille sig op oven på hinanden på hinandens skuldre, med den prægtigste øverst. Den mand, der kunne få hende ned, ville få prinsessen og det halve kongerige. Efter nogle små brydekampe, hvor de unge mænd afgjorde styrkeforholdet mellem hinanden, rejste de sig nu som en lodret mur, der ville række ud efter prinsessen, der sad i reden hos kragen.

Allerøverst stod altså rigets prægtigste unge mand, og med et greb han ud efter prinsessen og tog hende med ned.

– Kra, kra, sagde kragen, som om den sagde farvel. Og prinsessen snøftede, hun var kommet til at holde usigeligt meget af den lille fugl. – Jeg kommer flyvende til dit tårnværelse, råbte den efter hende. – Ja, gør det, sagde hun, gør det.

Nu blev hun i sandhed svunget i stærke arme ned til jorden, og giftemålet var så godt som aftalt. Efter at have set den prægtige unge mand lidt an, kunne prinsessen heller ikke skjule over for sig selv, at hun da også syntes, at han var en prægtig ung mand, som hun både kunne lide at se på og røre ved.

Som lovet fløj kragen troligt hver nat til vinduet i prinsessens tårnværelse, og hun aede dets triste fuglehoved. Prinsessen holdt stadig uendeligt meget af den lille krage, men kunne også godt se det umage i deres venskab.

Kragen sagde – åh, hvis bare jeg havde været et rigtigt menneske, men jeg er jo bare en krage, og prinsessen sagde, at de var hun også meget ked af, men kragen var jo en krage – og ikke en mand. Selv om kragen var den bedste i verden at tale med og betro sig til, var kragen jo ikke i stand til at holde om prinsessen. Nej, det måtte kragen jo indrømme, det kunne den ikke. Men prinsessen følte sig ond og uretfærdig, græd, og kragen fløj trist afsted, men som tegn på kragens udelte hengivenhed fik hun hver nat en lille sort fjer fra dens fjerdragt, hun kunne skrive kærlighedsdigte med.

Tiden nærmede sig, hvor prinsessen og den prægtige unge mand skulle giftes, og der skulle være bryllupsfest på slottet. Brudekjolen skulle sys, og kragen fik nu den idé, at kjolen skulle sys af det flyvende tæppe, der oprindeligt havde løftet hende op til kragen i træet. – Nej, det går vist ikke, sagde prinsessen. Og er det stort nok? Spurgte hun. Jo, det kan nemt række til en brudekjole, og går det galt hos skrædderen, kan det sagtens række til en mere. Der er næsten uendeligt af stof i det tæppe, sagde kragen og fortsatte. – Det eneste, jeg vil bede dig om, er, om jeg må blive din page og løfte slæbet til din kjole i mit næb. Og det indvilgede prinsessen i, der var faktisk ikke noget, hun hellere ville.

Og sådan kom det også til at ske, da bryllupsdagen oprandt, gik hun op ad kirkegulvet og efter hende bar en sort krage slæbet til hendes brudekjole med sit næb. Folk fra nær og fjern undrede sig naturligvis. Den unge prægtige mand stod og ventede på hende øverst i kirken, og han var efterhånden godt træt af det bevingede kræ, som altid fløj omkring prinsessen. – Kra, kra sagde kragen.

Kragen løftede sig mere og mere op i kirkerummet. Og nu fik kirketjeneren øje på kragen. Han havde ikke hørt noget om aftalen mellem prinsessen og kragen og tog hurtigt sin kost og gav kragen et ordentligt gok i skallen, så den døde. Den unge prægtige mand godtede sig. Han følte næsten, han var kommet af med en rival.

Prinsessen opdagede ikke, at kragen var blevet slået ned. Hun fløj langsomt op mod alteret, havde kun øje for den tilkommende, der smilede hengivent til hende, hun sagde sit udelte ja og blev gift med den prægtige unge mand. Da de havde kysset og seancen var overstået, vendte hun sig om, og kragen var væk. Den ville nok ikke være med alligevel og var fløjet væk, tænkte hun. For eftertiden tænkte hun mere og mere for sig selv, at kragen var stukket af midt i hendes livs højdepunkt – og egentlig jo havde svigtet hende lidt ved ikke at følge hende helt op til alteret.