Af Peter Graarup Westergaard

1.
Det jeg finder evigt interessant hos Walter Benjamin, er den måde han lever og tænker på i en svær tid. Hvordan ville Walter Benjamin forholde sig til vores tid? (Som jo desværre på mange måder ligner hans tid). Han ville tolke virkeligheden. Forstå den og udkrystallisere den for læseren, gennem sin tænkning og sin person.

Verden bliver lidt ny gennem det fortidige, når jeg læser ham. Jeg kommer også uvægerligt til at læse min egen tid gennem hans briller. Han farvelægger verden lidt anderledes, end jeg er vant til. Og det er evigt forfriskende. Benjamin ser nogle pudsigheder i tilværelsen, som man ikke lige selv ser med det samme. Han har et andet prisme. Man føler, man kan ”vågne op og fare vild” igen.

2.
Et godt sted at begynde, når man vil undersøge Walter Benjamins livsfilosofi, er i Moskva-dagbogen fra Sovjettiden. Et afsnit af denne bog handler simpelthen bare om at ”vågne op” eller om at blive vækket, måske snarest det sidste. Benjamin får dette næsten Hamlet-agtige svar, da han spørger natportieren på et af Moskvas hoteller, om ikke han vil vække ham om morgenen:

”If we think of it, we’ll wake you. But if we don’t think of it, we won’t. Actually, we usually think of it, in which case we do wake people. But to be sure, we also occasionally forget to when we don’t think of it. In which case we don’t. We’re are of course under no obligation, but if we remember in time, then we naturally do.  When do you want to be woken up? – At seven. We’ll make a note of that. See, I’m putting the message here, let’s hope he finds it. Of course, if he doesn’t, he won’t wake you. But usually in fact we do.” In the end we were of course not woken and they explained: “You were already up, what was the point of waking you?” (December 24).

Walter Benjamin var historisk materialist (om end en temmelig mystisk en af slagsen), så han tillagde ikke den beskrevne ubeslutsomhed en national karakter. Når portieren ikke kan svare endegyldigt, og hvor han hele tiden garderer sig selv, så han får sagt, at man ikke kan regne med noget, så er det fordi, der er noget problematisk i det omgivende samfund – og videre forstand den måde, som magten og institutionerne er organiseret på. Portieren svarer på denne måde, fordi han lever i et samfund, hvor alting skal arrangeres mange gange før, det virkeligt sker, hvor ingen ting sker, som planlagt eller forventet. Hvis man lever i et samfund, hvor der er en grundlæggende uforudsigelighed og hvor ingen ting forløber som planlagt, så kan man end ikke love at vække en på et bestemt tidspunkt næste morgen. Man kan ikke være sikker på det. Og derfor bliver Walter Benjamins morgenvækning fundamentalt set en eksistentiel usikker situation.

Man kan i videre forstand ikke være sikker på at blive vækket i morgen – overhovedet, hvis man beder nogen om det. Men der også noget andet i citatet. Der er en morsom logik i det, ja måske kunne man endda læse en form for humor ind i det, måske endda en måde, hvorpå portieren siger, vi gider ikke vække dig? En slags doven afvisning. Men det også næsten maskinelt og robotagtigt. Der er også noget absurd bureaukratisk over svaret, der lægges vægt på sedlen; beskeden, hvor den lægges på bordet. Der er i øvrigt ikke deres ”pligt” osv. Man fornemmer den sovjetiske samfundsopbygning. I virkeligheden står Walter Benjamin i en værre situation end før, han gik ned i receptionen, for nu ved han end ikke, om han bliver vækket eller ej. Og det er næsten værre end ikke at blive vækket, altså at få et nej. Derfor må han selvfølgelig også selv finde en måde at vågne på selv, som citater afslører til sidst. Måske gør de endda lidt grin med ham på hotellet? Driller ham? For at undgå at lave noget?

Dette citat kunne stå i et hvilket som helst absurd drama. For det første er selve svaret absurd, men det er også en hverdagssituation, der afslører sin iboende absurditet. Man kan ikke være sikker på noget som helst, end ikke en gang på morgenvækningen. Man er nødt til at vågne selv – og det kan man som bekendt heller ikke være sikker på. Det er ren Samuel Beckett. Enhver situation er usikker. Alle ting er utroværdige, man kan hverken stole på mennesker, sedler eller beskeder. Det er også et udtryk for et samfund, hvor man helst ikke vil love noget, hvis man ikke kan holde det. Hvor man passer på sig selv og hvor man kun gør, hvad man har pligt til.

3.
Walter Benjamin beskriver egentlig blot sin egen historiske tid eller fortiden i sine bøger og essays, men han peger meget videre end det. Det skrevne kommer til at pege ud i vores nutid, til os, ja måske endnu længere ud. Den amerikanske kritiker, Susan Sontag siger fx: ”Benjamin betragter alt, hvad han vælger at mindes fra sin fortid, som noget der profetisk peger ind i fremtiden”. Peter Szondi er inde på noget af det samme i sit ikoniske essay: ”Hope in the Past”. Peter Szondis essay fanger essensen af Walter Benjamins forfatterskab, som han siger om ”Barndom i Berlin”:

”The future is precisely what Benjamin seeks in the past. Almost every place that his memory wishes to rediscover bears ‘the features of what is to come,’ as he puts it at one point in A Berlin Childhood. And it is no accident that his memory encounters a manifestation of childhood ‘in the office of the seer who foretells the future’ […] Benjamin listens for the first notes of a future which has meanwhile become the past. […] Benjamin does not want to free himself from temporality; he does not wish to see things in the ahistorical essence. He strives instead for historical experience and knowledge. Nevertheless, he is sent back into the past, a past, however, which is open, not completed, and which promises the future. Benjamin’s tense is not perfect, but the future perfect in the fullness of its paradox: being future and past at the same time.”

Det er en rammende beskrivelse af Benjamins projekt, i hvert fald i ”Barndom i Berlin”, men måske også i store dele af forfatterskabet. Essayet beskriver den måde Walter Benjamin genfortryller på, ved at se fremtiden i fortiden. Eller ved at lade nutiden blive fortid, alt imens den peger ind i fremtiden. Altså vi ser fremtiden genspejlet i nutiden. Det er meget enigmatisk, men også smukt, og omgår jo på en måde også den gamle augustinske gåde: At nutiden er altid på vej væk, fremtiden er der ikke endnu, og fortiden er forsvundet, så hvor er tiden? Benjamin giver et bud på dette. Fremtiden er genspejlet i fortiden. Som lige har været nutiden. Et rammende citat fra ”Barndom i Berlin” viser dette:

 ”At man ikke kan finde vej i en by, er ingen kunst. Men at fare vild i en by, som man farer vild i en skov, kræver træning. Så må gadenavne tale den vildfarne som tørre grene, der knækker, og små gader i byens indre må genspejle dagstiderne lige så tydeligt for ham som en bjergsænkning. Denne kunst har jeg lært sent; den har opfyldt den drøm, hvis spor var labyrinterne på mine skolehæfters trækpapir. Nej ikke de første, for før dem var jo dén labyrint, som overlevede dem. Vejen ind i denne labyrint, som ikke manglede sin Ariadne, førte over Bendlerbroen, hvis bløde hvælving blev til min bakkeskråning. Ikke langt fra dens fod lå målet: Friedrich Wilhelm og Dronning Louise. På deres runde sokler ragede de op over bedene som var de tryllebundet af de magiske kurver, et vandløb skrev i sandet foran dem.”

Her har vi drømmefuglen i et barns sind. De fleste kan sikkert ikke huske, hvordan man som barn ”genfortryllede” verden. Dette citat fra ”Barndom i Berlin” afslører mange ting om Benjamins livsfilosofi, synes jeg. For det første handler det om at finde eller genfinde det eventyrlige eller genfortryllede i tilværelsen. Ikke bare hos barnet, men også hos den voksne. At rationalisere over gadens hårde brosten eller asfaltens mørke ensartethed er også Benjamins anliggende, men han også et andet fokus, som var mere poetisk og gådefuld. På den måde kan en ”Einbahn Strasse” blive magisk, som en af hans bøger jo hedder. Man fornemmer straks, at det er noget mere, vejen er ensrettet – hvorfor? Er det en metafor for livet? For den politiske udvikling? For retningen ud i fremtiden, en profetisk gade? Men i ovenstående citat er det ikke blot en gade, men gadernes forgreninger, der kan komme til at udgøre en labyrint, som får en til at fare vild i byen. Det kræver, at man ser byen på en anden måde, med fx barndommens trækpapir som en slags sløring.

Men hvad betyder det, at ”genspejle dagstiderne lige så tydeligt for ham som en bjergsænkning”? Det er i sandhed enigmatisk. Det er jo ikke bare at bruge fantasien, der er noget mere på spil. Som om selve tiden genspejles i naturens storslåede rum – som jo er en genfortryllelse af byen. Det er kompliceret, men måske kunne det betyde, at idet vi genfortryller vores omgivelser, de fysiske omgivelser, byen, som en storslået natur, med bjerge og deslige, så genspejles også tiden. Vi får indsigt i den tid, vi lever i, ved at genfortrylle omgivelserne. Ja, vi erkender måske først selve tiden via denne proces, for ellers kan man jo ikke sådan se tiden i ens omgivelser. Så det er i det momentum, hvor vi genfortryller verden, at vi også får adgang til genspejlet fra ”dagstiderne” – ellers kunne vi slet ikke se dem. Giver det mening? Jeg ved det ikke. Ved at genfortrylle verden får vi i hvert fald på en måde et mere skarpt syn på selve den tid, vi lever i, og måske endda en anelse om, hvor tiden er på vej hen?

Sådan lidt omvendt kunne man sige, at den kolde rationalitet, som ser ting, som de er, uden fantasiens mellemkomst, mister noget af erkendelsen af tiden. Tiden erkendes især gennem genfortryllelsen. Her fornemmer vi nemlig, hvor realiteterne er på vej hen (for realistisk set, er de der jo ikke endnu – det er jo i sig selv kun en mulig forestilling, et profeti). Livsfilosofisk mister vi altså meget af adgangen til vores eksistens, hvis vi ikke åbner op for at kunne fare vild i byen, ja måske endda i livet. Genspejlet af tiden findes gennem fantasiens vildfarelser, måske? Man er nødt til ”genfortrylle” livet, det er jo egentlig det, som Benjamin er i gang med at sige i citatet i forhold til sit eget liv, ellers mister vi – ville han vel sige – adgangen til se genspejlet fra tiden, som vi lever i, ja som selve den tid, vi lever. Og netop religion og mystik udgør sådan en genfortryllelse af livet.

4.
Walter Benjamins livsfilosofi kunne man give overskriften ”At fare vild”. Det er jo vel netop den metafor, at man er faret vild i livet, der gør, at man begynder at gå livsfilosofisk til værks? Walter Benjamin farer også vild i livet, i sin bøger, i sproget, men hvilken fortryllelse kommer der ikke ud af det? Selve det at læse hans sætninger er som at fare vild på ny, som man også kunne fornemme det i ovenstående citat. Der er hele tiden noget, der undslipper sig ens rationalitet og forståelse. Og heri ligger ofte erkendelsespotentialet.

Men Benjamins ”livsfilosofi” – hvis man overhovedet kan tale om en sådan – handler ikke om de traditionelle temaer – ikke først og fremmest i hvert fald. Det handler ikke om et bud på, hvordan man får et godt liv. Snarere tvært imod. Det handler heller ikke om det sande eller skønne liv. Men det handler om livet som sådan. Eller om alt det, som afleder os fra livet. Om genfortryllelsen af livet i form af ”at fare vild”, barnets fantasi, ”aura” i kunstværket før reproduktionens tidsalder, om de fantasmagoriske passager i Paris, om historiens engel, om biblioteker, om forelskelser, farlige valgslægtskaber, om hash, om det tyske sørgespils oprindelse (og har det så overhovedet en oprindelse?!). Det er jo ikke ligefrem hardcore realisme, vel? Det er alt det, som er krydderiet, som jo egentlig er det livet hovedsageligt består af – og som gør det spændende og interessant at leve og smage på. Men han er ikke romantiker, han er ikke idealist, for han går til livet fra et materialistisk udgangspunkt, men dog med åndens forvildende indpust. 

5.
Begrebet déjà vu kunne man også godt gøre centralt i Benjamins filosofi/livsfilosofi, fordi det indbefatter hele det komplekse forhold til tiden, som Walter Benjamin udfolder i sine skrifter. Déjà vu betegner Walter Benjamins forståelse af tiden, og af hvordan selve tiden udfoldes i sammenhæng med oplevelsen af tiden, hvordan vi kommer i chok over tiden, fordi noget er blevet efterlad og glemt, som pludselig igen aktualiserer sig. En livsfilosofi, der indbefatter déjà vu gør ikke bare tilværelsen magisk, men den gør den også genfortryllet. Déjà vu-begrebet åbner op for at anskue tilværelsen på en anden måde en den strengt lineære eller rationelt-videnskabelige – og det tillokkende, spændende, man vil som læser gerne lukkes ind i den verden, hvor déjà vu igen spiller en rolle, fordi det jo egentligt er et fænomen, vi alle kender, men som vi ”opdrages” til ikke at vedkende os, som vi lærer ikke kan være sand. Begrebet déjà vu er også først og fremmest poetisk, ja kunne også være religiøs.

I ”Barndom i Berlin” beskriver Walter Benjamin “déjà vu” (1932-1934 versionen) på følgende måde:

”The phenomenon of déjà vu has often been described. Is the term really apt? Shouldn’t we rather speak of events which affect us like an echo—one awakened by a sound that seems to have issued from somewhere in the darkness of past life? By the same token, the shock with which a moment enters our consciousness as if already lived through tends to strike us in the form of sound. It is a word, a rustling of knocking, that is endowed with the power to call us unexpectedly into the cool sepulchre of the past, from whose vault the present seems to resound only as an echo. Strange that no one has yet inquired into the counterpart of this transport—namely, the shock with which a word makes us pull up short, like a muff that someone has forgotten in our room. Just as the latter points us to a stranger who was on the premises, so there are words and pauses pointing us to that invisible stranger—the future—which forgot them at our place.”

Det er en meget tankevækkende beskrivelse af déjà vu. Normalt tænker vi déjà vu som et fænomen, hvor vi føler, vi har oplevet en episode før. Nogen siger noget, vi har hørt før, noget sker, som man har oplevet før. Begrebet er i familie med mystik og magi, fordi der er noget forudseende i begrebet, ja tiden bøjes på en anden måde, hopper over sig selv, og den lineære tidsfølge brydes, og noget ”uvirkeligt” og ”uvidenskabeligt” indtræder. Ikke desto mindre er det noget, de fleste mennesker oplever. Walter Benjamin nævner begreber i forbindelse med en observation, der har forbindelse til det seksuelle:

”Jeg var vel været omkring fem år. En aften, jeg lå allerede i sengen, kom min far ind. Han kom for at sige godnat. Måske var det halvvejs mod hans vilje, at han fortalte mig, at en af hans fætre var død. Det var en ældremand, som jeg ikke interesserede mig særligt meget for. Min far meddelte mig budskabet i alle detaljer. Jeg opfattede ikke alt i hans fortælling. Derimod lagde jeg denne aften mærke til mit værelse, som om jeg havde vidst, at jeg en dag igen engang ville blive optaget af det. Jeg var allerede voksen, da jeg hørte, at fætteren var død af syfilis. Min far var kommet ind for ikke at være alene. Men det var mit værelse han opsøgte og ikke mig. De to havde ikke brug for andre at betro sig til.”

Altså er det særligt i forbindelse med oplevelsen af det seksuelle, og ikke mindst det traumatiske ved samme, at begrebet déjà vu bliver relevant. I et prosastykke, som Benjamin kalder ”Seksualitetens opvågnen/Erwachen des Sexus” skriver han:

”Hovedårsagen til mit uheld var modvilje mod det næsten ukendte, som jeg var afhængig af, og mistroiskhed mod de religiøse ceremonier, der kun stillede pinlig forlegenhed i udsigt. Da skyllede midt i min rådvildhed på en gang en hed angstbølge ind over mig – ”for sent, synagogen er for sent” – men i samme nu, endnu før denne første bølge var ebbet ud, overvældedes jeg af en anden bølge af fuldkommen samvittighedsløshed – ”det kan gå som deg bedst kan alt sammen, det rager ikke mig”. Og begge bølger slog uophørligt sammen i min lystfølelse, hvor krænkelsen blandedes med gadens kobleriske duft, der ved denne lejlighed for første gang lod mig ane de tjenester, den senere skulle yde den opvågnede drift.”

Peter Szondi skriver i sit essay, at denne opvågen ”concern not only love, but all levels of a person and of his existence”. Benjamin beskriver en af sine første oplevelser af seksualitetens opvågnen, næsten lidt déjà vu-agtigt, blot omvendt, hvor han gennem erindringen af en fortidig hændelse også husker, hvordan han anede fremtiden i den. Her ser vi også et eksempel på Benjamins forståelse af déjà vu, hvordan det er et ”genspejl i tiden”. Fremtidige hændelser genspejles i de nutidige hændelser, forudsiger dem, i hvert fald i erindringen om dem – og det er det, som gør Benjamins prosa så fortryllende at læse, fordi den på en måde også åbner op for, at læseren kan leve sig ind i denne genfortryllelse, identificere sig med den, måske spejle sig genspejlet, vågne op og fare vild i sin egen samtid.