Flere af de tysksprogede forfattere, som vi dag skatter allermest – som fx Kafka, Ungar, Werfel og Rilke – udkrystalliseredes i den kontrastfulde smeltedigel af bøhmiske, tyske og jødiske kulturer, der befandt sig i fin-de-siecle Prag – og vi fascineres stadig over deres undergang og smerte.

Af Peter Graarup Westergaard

1.
Omkring skiftet til det tyvende århundrede virker det næsten som om Prag var en slags litterær hovedstad for tysksproget litteratur i Europa. Hvis man går rundt i Prag-kvarterne Josefov og Staré Město, finder man mindesmærker, buster, cafeer og andre levn, der viser tilbage til en tid, hvor Prag var hjemsted for tysksproget tjekkisk-jødisk litteratur.

De fleste er med på, at Franz Kafka kommer fra Prag og er en tjekkisk-jødisk forfatter, der skriver på tysk. Men færre tænker nok på, at Rainer Marie Rilke også er fra Prag. Hermann Ungar boede også i Prag og skrev på tysk. Flere af de tysksprogede forfatter, som vi i dansk kultur især har forholdt os til og som vi stadig nyoversætter og værdsætter allermest, kommer faktisk først og fremmest fra en Prag-tysk kulturel baggrund. Men hvorfor forsvandt den Prag-tyske bøhmisk-jødiske kultur fra Prag selv, mens den i eftertiden er blevet ved med at fascinere og inspirere den europæiske kultur? En egentlig levende tysk-bøhmisk-jødisk kultur, finder man ikke længere i Prag.

2.
Franz Kafkas forfatterskab er et godt eksempel på den hedengangne Prag-tyske kulturs storhedstid og ikke mindst forfald. Han blev født i 1883, og da var tysk allerede i forfald. Prag i det nittende århundrede gik fra en tysktalende dominans til et tjekkisk. Den britiske kulturhistoriker, Neil MacGregor fortæller i sin monumentale monografi om den tysk nation Tyskland – Erindringer om en nation, at “Kafka voksede som tysktalende op næsten som en udenforstående i en by, som for ikke så længe siden havde besluttet at opgive sin langvarige tyske identitet.”

Tysk sprog var dog ikke bare tysk i datidens Prag, selvom nogle, som fx forfatteren Johannes Urzidil, mente, at Prag-tysk var den reneste af alle de tyske dialekter. Prag-tysk var i praksis en smeltedigel af mange forskellige kreolske tendenser, hvor der indblandedes jiddische, tjekkiske og højtyske og østrigske elementer. Desuden taltes forskellige sociolekter, som fx kucheldeutsch (køkkentysk) og mauscheldeutsch (tysk med rester af jiddisch og hebræisk). Andre har detekteret en slags udtørret papiernes Deutsch (papir-tysk) talt i Prag, og den karakteristik kunne måske indkapsle Kafkas tysk.

Som det selvbevidste tjekkiske borgerskab vandt frem, blev tjekkisk dog mere og mere det dominerende sprog i Prag. Da Kafka blev født i 1883, var gadeskiltene allerede på tjekkisk. Den gamle jødiske ghetto var på vej til at blive helt ombygget efter de såkaldt store sanitetsforbedringer i Prag omkring fin-de-siecle, og med den forsvandt også meget af den tysk-jødiske stemning. Allerede omkring fin-de-siecle var den Prag-tysk bøhmisk-jødisk kultur også udfordret af tjekkisk nationalisme.

Da Kafka døde af tuberkulose i 1924, “havde kun 5 pct. af Prags befolkning tysk som modersmål. De fleste var ligesom Kafka jøder,” fortæller MacGregor. De sidste rester af tysk-jødisk kultur skulle så få det endelige dolkestød, da nazisterne besatte Tjekkiet næsten omkring 15 år senere. I 1945 var den tyske kultur så godt som afviklet i Prag, da den nye tjekkoslovakiske regering besluttede at fordrive de sidste tysktalende fra landet, omkring 3 millioner mennesker, på baggrund af uhyrligheder fra nazistisk side under 2. verdenskrig, hvor bl.a. Kafkas to søstre døde i kz-lejr.

3.
Frans Kafka sidste hovedværk Slottet er en allegori over de “kafkaske” livsvilkår, men også på den Prag-tyske kulturs forfald og undergang omkring fin-de-siecle. Den Prag-tysk-israelske forfatter, Max Brod, der udgav Slottet efter Kafkas død, mente, at Slottet var en allegori over forholdet mellem det herværende og det hinsidige, hvor slottet helt oplagt skulle være “himlen” og “jorden” det omgivende samfund, hvori K farer vild. Men i videre forstand er Kafkas roman Slottet også en kritik af enhver utopi, ethvert politisk ideal, for man når aldrig frem til idealet, synes romanen dystopisk at ville sige.

I Slottet skildrer Kafka landmåleren K, der en sen aften møder op på en kro i slottets ydre direktorat, fordi han tror, at han har fået arbejde som landmåler på slottet. Men der er bare ingen, der venter ham, og der er heller ingen, der ved, hvem han er. Efter et stykke tid opsøger K en almindlig sognefoged, og han får at vide, at der slet ikke brug for en landmåler, og at han er blevet tilkaldt ved en fejl. Han hører ikke til.

Man kan forstå Slottet ud fra Prags interiør. Ligesom i romanen er der også et slotskompleks i centrum, nemlig Prag Borg med Skt. Vitus Katedralen på Hradčany-højen. Rundt om ligger ministerierne og administrationen, også i vore dages Prag. Dette set-up har Kafka fiktionaliseret (der er dog også andre steder som forlæg for romanen).

Det er ikke bare i ansættelsesforholdene, at relationer bliver usikre og absurde. Også i de kærlighedsforhold, som landmåleren K vikles ind i, finder man en lignende oplevelse. K møder hurtigt den unge Frieda, og som læser undres man over – efter nogle spøjse sex-scener, hvor de ruller sig voldsomt rundt i ølpytter på gulvet – at de pludselig er forlovede. Der går dog ikke ret lang tid, så er K utro, eller det vil sige, han rammes af et kærlighedskodeks, som han ikke selv kunne gennemskue, fordi han er en fremmed. Frieda føler, han har været hende utro, men sådan i teknisk juridisk forstand har han ikke været utro – i hvert fald ikke ud fra K’s egne begreber.

Sproget spiller en afgørende rolle i oplevelsen af fremmedgørelse. Personerne diskuterer i lange labyrintiske dialoger, der flere steder udarter sig til monologer, hvor de modsiger hinanden, som værtinden siger til K: “De fordrejer igen mine ord, denne gang blot i den modsatte retning.”

Hovedpersonen i Slottet, landmåleren K, er klart en oppositionel figur; han er vredladen, impulsiv, selvhævdende, lidt moralsk anløben og samfundsomvæltende. Han er en af Kafka mest tydelige anti-helte, for måske er det jo faktisk også landmåleren K’s egen skyld, at han er havnet i disse forviklinger, i denne uigennemskuelige bureaukratiske og følelsesmæssige labyrint? Måske skulle han aldrig have været der og påtrængt sig slottets fine administration?

4.
En anden Prag-tysk forfatterskæbne, der er værd at dvæle ved er Hermann Ungar. Han er ofte blevet sammenlignet med Franz Kafka. Kafka og Ungar havde da også mange biografiske ligheder ifølge Ungars danske oversætter, Søren Møllerhøj Porsmose: århundredskiftet, Prag, det tyske sprog, Østrig-ungarske nationalitet og kultur, den jødiske religion, juristfunktionær-stillingen og begges tidlige død – men de havde også et klart tematisk slægtskab, når de skrev om fremmedgørelse, bureaukrati, undergang og angst. Men Ungar er også mere kropslig og direkte seksuel i forhold til Kafka.

I dansk kontekst er Ungar mest kendt for de forholdsvis nyligt og mesterligt oversatte romaner De Lemlæstede og Klassen. Selv om den seksuelle selvmartring måske er endog endnu tydeligere hos Ungar, fx i hans vulgær-groteske, sadomasochistiske roman De Lemlæstede, så lykkedes det ham i modsætning til Kafka at blive gift og få to børn. Ungar dør i Prag i 1929 af en for sent behandlet blindtarmsbetændelse, ironisk nok fordi lægerne ikke troede på ham, idet han også led af sygelig hypokondri.  

I Klassen af Hermann Ungar møder vi den paranoide lærer, Josef Blau, der føler sig korporligt forfulgt af sine elever, der kommer fra en højere klassebaggrund end han. Klassen kan altså her have en allegorisk dobbeltbetydning. Han forestiller sig, at eleverne konspirerer bag hans ryg, og han hallucinerer om voldelige konfrontationer. Han forsøger at imødegå det med en streng og inhuman disciplinering. Josef Blaus eksistens er angstbespændt og nær-psykotisk, der inkluderer en mistro til alle i romanens persongalleri. Særligt er han bestandigt mistænksom over for Selma, som han har gjort gravid før ægteskab, for Bleu frygter, at det måske er hans flotte rival, lærer Leopold, der er den rigtige fader. Det jødiske er mærkeligt underspillet, selv om der overalt hersker en gammeltestamentlig Gud, der blæser til Blaus paranoia.

Til forskel fra Kafka er der større social bevidsthed i Ungars skildringer af Josef Blaus genvordigheder. Man fornemmer indirekte jødernes undertrykte sociale position i samfundet og deres kamp for assimilation. Men det jødiske springer alligevel øjne ved kabbalistiske temaer med bogstavmagi, personernes navne, men også jødiske sædvaner og madkultur. Blau ender med at blive paranoid over for selve det tyske sprog, endda alfabetet.

5.
Den Prag-tysk-jødiske kultur frembragte i det hele taget mange store litterære personligheder, som man kan forvisse sig om på Prag Jødiske Museum, hvor man taler om en kreds af tysk-jødiske forfattere. Den tysk-jødiske litterære bevægelse begyndte oprindeligt som neo-romantisk bevægelse for forfattere som kaldte sig Unge Prag “Jung Prag”. Den jødiske baggrund var ikke altid det centrale, men forfatterne deltog i en mange facetteret cafékultur, hvor de mødtes og diskuterede litteratur. De mødtes fx på Café Arco tæt på det gamle pragske jødekvarter Josefov. Den store wienerkritiker, Karl Kraus kaldte dem spydigt for “Arconauter”, og havde vist kun hån tilovers for den tyske litteratur i Prag, men var imidlertid selv født i den tjekkiske by Jičín.

Forfattere som Franz Kafka, Max Brod, Paul Kornfeld, Egon Erwin Kisch og Franz Werfel m.fl. deltog i forskellige cafemøder og blev inspireret af de intellektuelle samtaler. Særligt Frans Werfel er måske i dag mest kendt for sin skildring af det armenske folkemord i romanen De 40 dage på Musa Dagh. Nyligt oversat til dansk er også de meget roste romaner Et brev fra en kvinde og Verdi. Hans ekspressionistiske digte var værdsat af filosoffen Martin Buber, der boede i Prag i længere tid og ikke mindst af digteren Rainer Marie Rilke, der fandt en mentor i Werfel. Frans Werfel redigerede også George Trakls første digtsamling.

Måske kan man endda påstå, at selveste psykoanalysen har sit “ursprug” i et tysk-tjekkisk jødisk miljø. Man kan bagatellisere Sigmund Freuds opvækst i Tjekkiet i det, der hed Freiberg (i dag Příbor), men selv skrev han i et brev til borgmesteren i Příbor: “Jeg kan være sikker på én ting: dybt inde i mig lever, overlejet, det lykkelige Freiberg-barn stadig videre, den førstefødte søn af en ung mor, som modtog de første uudslettelige indtryk fra denne luft, fra denne jord.” (min oversættelse) Og med psykoanalysens briller antydes ikke så lidt her.
 
6.
Ud ad denne pragske smeltedigel kom også den i dansk sammenhæng måske mest skattede poet, nemlig Rainer Marie Rilke, som næsten står på niveau med den danske prosa-fascination af Kafka. Rainer Marie Rilke blev født i Prag i 1875 i en katolsk middelklassefamilie. Han var en udpræget heimats-digter i sine tre første digtsamlinger fra 1890’erne, Leben und Lieder, Larenopfer og Traumgekrönt med fin-de-siecle stemning. Digtsamlingerne er skrevet med udgangspunkt i et Prag-miljø og Rilkes Prag-ungdom. Han er også påvirket af den verseform, der blev udfoldet af fremtrædende Arconatiske lyrikere.

Rilke digter om Moldau, Karlsuniversitetet, Karlsbroen, Skt. Vitus katedralen, de irgrønne kupler på St. Nicholas kirken, Týnkirken, Skt. Wenceslaus, Smichov og Laurenziberg kvartererne, det gamle rådhus-ur, Kejser Rudolf, Wallenstein og 30-års-krigen, Kajetán Tyl og reformatoren Jan Hus og ikke mindst det jødiske Prags mest kendte gejstlige personlighed, Rabbi Löw og den gamle jødiske gravplads, Beth Chaim: “Vise Rabbi, høje Liva, hjælp os ud af/ nødens forbandelse/ i dag giver Jehova os børn, i morgen berøver døden/ dem fra os./ Allerede nu kan Beth Chaim ikke rumme menneskemængderne, og/ ligforvalteren har kun netop/ begravet en, når flere døde kommer til; Rabbi, det/ er hårdt.” Selv H.C. Andersen kommer med, som han skriver: “I lysets glans/ tager skyerne på træk, som svaner/ fra Andersens eventyr.” (mine oversættelser). Store dele af dansk efterkrigslitteratur har ladet sig inspirere af denne pragske digter, det gælder både Heretica-kredsen, 1980’lyrikken og de sen-modernistiske tendenser efter 2000.

7.
Fascinationen af den Prag-tyske bøhmisk-jødiske litteratur kommer måske af, at det er “en mindre litteratur”, som Gilles Deleuze og Félix Guattari antager i deres lille bog Kafka for en mindre litteratur. En mindre litteratur er næsten blevet et fast udtryk inden for litteraturvidenskaben og betegner en litteratur, hvor sproget bliver trukket til sine yderpunkter, hvor det bliver marginaliseret, fordi det ligger langt fra standartudfoldelsen af sproget, at det pludselig evner at sige noget nyt, at gøre oprør og måske endda revolutionere sproget indefra. Deleuze og Guattari mener, at det særligt Prag-tyske udgør sådan et forlæg for en mindre litteratur, der kunne frembringe en Kafka, men vel også Ungar, Rilke, Werfel, Brod – måske endda også Sigmund Freud og Edmund Husserl (han var tysktalende jøde fra Prostějov, ligesom i øvrigt Stefan Zweigs far) – fordi der var så mange spændinger i sprogets indre, at det udløste nye erkendelser.

Hvad der er i første omgang måske kunne tolkes som divergerende eller upræcis sprogbrug, kan i anden omgang intensivere sproget og gøre det kreativt og spændstigt. Ifølge Deleuze og Guattari er kun det mindre sprog rigtigt revolutionært, fordi det skal være bogstaveligt talt deterritorialiseret for at kunne reterritorialisere et nyt litterært udtryk. Og måske har Deleuze og Guattari fat i den lange ende, for er det ikke netop, fordi man kan finde en så righoldig tysk litteratur så langt fra det germanske hovedspor, at det bliver desto mere fascinerede og sigende?

Prag-tysk-jødisk kultur har måske altid fremstået magisk, eller haft en aura af noget eksotisk og fortryllende. Rejsende i det attende århundrede tog til det “Magiske Prag” for at få ekstraordinære visionære oplevelser, som fx den britiske forfatter, George Eliot, som hun beskriver det i den gotiske novelle, The Lifted Veil. Og måske er vore dages fascination af den Prag-tysk-bøhmisk-jødiske litteratur ikke mindre stereotyp? Auraen ligger nu bare i det kosmopolitiske og i den mindre litteratur, der med sin jødiske stemning er et godt forsvar mod nationalisme og antisemitisme.

I dag appellerer den Prag-tysk litteratur også til det antikverede, distingverede og ikke mindst det uopdagede og måske det lidt altmodische hos et selvbevidst akademisk borgerskab, som også Bruce Chatwin i sin lille roman Utz gør opmærksom på. Alle vi Prag-aficionados genopdager på en måde jagten efter den egenartede og sjældne litteraturoplevelse, som også de Prag-tysk-jødiske forfattere måske selv higede efter.

Ifølge den tjekkisk-amerikanske litterat, Peter Demetz var der allerede i den pragske avantgarde i samtiden en undren over den lidt gammeldags og tilbageskuende tendens i den Prag-tyske bøhmisk-jødiske litteratur, der fortsatte med at beundre og reproducere fx Goethe, Kleist og havde neo-romantiske inklinationer, frem for mere avantgardistiske ambitioner. Dette gjorde dog på paradoksal vis den Prag-tyske litteratur unik og særegen for eftertiden.